Små og store glæder

87 gram plastikaffald blev det til i den forløbne uge, selv om jeg havde gæster og flottede mig med hensyn til halvfabrikater. Det er så den lille glæde.

Den store glæde, har jeg opdaget, ligger i, at det er forår, og jeg kan gå ud og samle spiselige planter.

Der findes mange, der er langt bedre til det end jeg. Det skyldes først og fremmest, at jeg sjældent er opsøgende, hvad skove angår. Jeg kan egentlig godt lide dem, men har ikke direkte behov for at tilbringe megen tid i dem. Det overlader jeg gerne til deres naturlige beboere.

I fredags valgte jeg dog at tage barnebarnet med ud og samle svampe. Hvert forår har jeg det lønlige håb, at jeg vil finde et hav af morkler, og de fleste gange skuffes dette håb.

Vårmousseroner er langt mere pålidelige, og i forgårs var der nok til seks til otte personer. Med de nedbør, vi har haft på det sidste, kan vi regne med nogle gode svampeuger i den nærmeste fremtid.

Svampene var en ren fornøjelse, givetvis fordi de var de første, jeg havde fundet i år.

Det er måske den langsigtede lære, jeg kan drage af hele eksperimentet: at der er længere mellem ønsket og dets opfyldelse – men at glæden så også føles så meget større.

Sidste uges statistik

178 gram plastikaffald blev det til i sidste uge. Ca. 70 gram skyldtes en tom tube med creme og den plastikform, min smartphone blev leveret i. Den slags plejer jo at være rummeligt, så man får en fornemmelse af, at man virkelig får noget for pengene.

Der er en hel verden af marketingfolk, der må være overbeviste om, at størrelsen betyder en hel masse.

Men alt i alt er det mit indtryk, at jeg har været i stand til at justere min produktion af plastikaffald på et lavere leje end før plastikfasten.

Altannyt – og lidt til statistikken

Sidste efterår fik jeg lokket barnebarnet samt forældrene med i Botanisk Have, hvor man bl.a. kunne få lov til at klone mølplanter. Først skulle man dog lave sin egen urtepotte af avispapir.

Til dette formål findes der faktisk en cylinder i træ, som man vikler avispapiret omkring, så det stikker et godt stykke ud over kanten. Den del af papiret, der stikker ud, folder man ind under cylinderen, som man så presser ned i en slags tallerken – og vupti! potten er klar. (Man kan se det her.)

P.t. har jeg stadig væk nogle plasticpotter til de små spirer, og jeg har heller ikke tænkt mig at kassere dem, bare fordi jeg har kastet min kærlighed på noget andet – men jeg vil gerne indrømme, at jeg gik i mange måneder og sukkede lidt efter sådan en dims, der i den grad ville få glorien til at løfte sig.

Det var sådan set en tilfældighed, at jeg fandt den i byen i tirsdag. Jeg havde slet ikke været på udkig efter den, særligt, fordi jeg ikke tror, at alt det ombyggeri, jeg er midt i, giver mig mulighed for at dyrke ret meget mere end nogle auberginer og måske – hvis jeg er meget omhyggelig og påpasselig og heldig nogle squash – og dem havde jeg allerede sået.

Men med hjem kom den, selv om det undrede mig, at der bliver lagt vægt på, at man laver sine urtepotter af avispapir. Guderne må da vide, hvad man blander i tryksværte nu om stunder. (Kolofonium, skriver Bente Klarlund i Politiken. Det kan være allergifremkaldende.)

Derhjemme fandt jeg dog en bedre og – så vidt jeg ved – mere acceptabel løsning, hvis de små potter skal kunne bruges til spiring af grøntsager: Man kan gemme de brune papirsposer, man får hos nogle økologiske grønthandlere, og bruge dem i stedet for avispapir. Det er ikke helt så sjovt at se på, men forhåbentligt mindre allergifremkaldende…

—-

Ugens vejning gav 130 gram plastik.

Arla og Irma bruger i øvrigt FSC-mærkede mælkekartoner. Jeg er lige blevet opmærksom på det og vil gerne gentage, at det er min hovedanke mht. den private tilgang til miljø- og klimatiltag: Det er godt, at mennesker og virksomheder gør noget – men den manglende politiske koordinering gør, at der går megen god energi til spille menneskene og virksomhederne imellem.

En ganske almindelig uge

Det var pæn-pige-syndromet, der fik mig til at overvurdere mit nuværende forbrug af plastik – eller også en ganske naturlig reaktion på en faste.

I den forløbne uge fik jeg akkumuleret 140 gram plastik, ca. to tredjedele af det blødt, uden at jeg føler, at jeg måtte lægge bånd på mig.

Det virker meget lovende, men jeg vil alligevel fortsætte i nogen tid med at holde øje med mit plastikforbrug. Der vil komme grimme tal i de næste måneder, fordi jeg er i gang med at renovere min lejlighed, og maling kommer nu en gang i plastikspande og -bøtter.

I en ganske almindelig uge er mit forbrug imidlertid beroligende moderat.

Pollenallergi og ugens pose

Dette er, hvad 100 kr. hos Københavns Fødevarefællesskab giver mig i dag:

1 kg Kartofler, Ditta, Birkemosegaard (bio), løssalgspris: 11 kr / kg
0.7 kg Gulerødder, lilla, Svanholm (øko), løssalgspris: 17 kr / kg
0.7 kg Jordskokker, Svanholm (øko), løssalgspris: 20 kr / kg
1 stk Rødbede, gule, Svanholm (øko), løssalgspris: 14 kr / kg
1 stk Hvidkål, Grønholtgaard (øko), løssalgspris: 13 kr / stk
1 bdt Rapsskud, Grønholtgaard (øko), løssalgspris: 14 kr / bdt
1 bdt Forårsløg, Grønholtgaard (øko), løssalgspris: 20 kr / bdt
0.5 kg Pastinak, Birkemosegaard (bio), løssalgspris: 21 kr / kg

Hvis jeg kun levede i min egen lille verden, ville det måske ikke være så slemt – men i går var jeg forbi Torvehallerne, hvor det bugner med alle slags farverige friske nye forårsgrøntsager.

Nu gør birkepollen mig lidt mere følsom end ellers, så måske er det det, men pludselig har jeg fået nok af hele helligheden. Pludselig kan jeg ikke længere holde ud at gå rundt med den der forbandede glorie, som jo heller ikke giver mig større credit blandt alle de andre hellige, for sådan spiller klaveret ikke blandt os med de rigtige meninger. (For en uge siden blev jeg mødt med rynkede pander, da jeg afslørede, at jeg bestiller mel hos Falslevgård, som ligger i Jylland. Det kan man lissom ikke være bekendt, når man vil redde verden, kunne jeg forstå.)

Vi lever i en hedonistisk tid, og også jeg har en rem af huden. Men det, jeg egentlig altid har haft mest imod frelstheden, er, at den meget hurtigt bliver tømt for glæde.

Så en af dagene skal jeg ud og se efter morkler og vårmousseroner. Måske skal glæden opbygges. Måske kan jeg lære at leve med, at vinduet med de grøntsager, jeg bedst kan lide, er meget kort på disse kanter.

Lige nu er det godt nok rigtigt rigtigt svært.

Et lille PS: Jeg køber slet ikke så meget plastik, som jeg gik og troede. Det var en pose med kanelgifler, der viste sig at være anstødsstenen.

Glidebane eller pæn-pige-syndrom?

Der er snart gået tre uger efter min plastikfastes afslutning, og jeg har indtryk af, at jeg har mistet kontrollen med mit forbrug af plast. Men der var så meget, jeg skulle give afkald på i de 40 dage, at jeg tror, jeg har lidt af et efterslæb

Det kan selvfølgelig være, at jeg lider af pæn-pige-syndromet, og at tingene slet ikke er værre end mens jeg forberedte mig på fasten.

Faktum er: Lige nu kasserer jeg bare mit plastikaffald. Jeg samler det ikke på et synligt sted for at veje det, når ugen er omme. Men så længe det er så besværligt at leve et plastikfrit liv, er man vist nødt til at yde en meget bevidst indsats for at holde mængderne nede, og her, tror jeg, er vejning i første omgang vejen frem.

Nu vil du, kære læser, måske indvende, at jeg har ytret, at der er meget lidt grund til at fokusere så meget på plastik, da det ikke er dér, vores store forbrug af mineralolie ligger. Det står jeg faktisk også ved. Denne fordeling har ikke ændret sig mirakuløst, fordi jeg har kastet nogle alvorlige blikke på den (tag den, Niels Bohr!).

Men: Lever man et muntert og virksomt liv, kan man nemt fristes til at blive lidt mindre ressourcebevidst på andre områder. Det vil jeg gerne have gjort noget ved. Så derfor kommer jeg igen i gang med at veje mit plastikaffald.

Hjemme igen

Så kom jeg endelig hjem igen til mit mindre plasticbefængte hjem, og det føles som en lettelse at kunne genoptage (omend i mindre hysterisk målestok) den livsstil, jeg har vænnet mig til siden midten af februar.

Udfordringerne har jo ikke ændret sig, bare fordi jeg har været væk en uges tid. På onsdag vil posen fra Københavns Fødevarefællesskab for eksempel igen indeholde hvidkål og gulerødder. Det er jo trods alt for tidligt til, at man kan forvente at få masser af spændende forårsgrøntsager – men der lå endnu et helt hvidkålshoved i mit køleskab, da jeg kom hjem i går, så det tog mig en god nats søvn at finde ud af, at jeg jo kunne springe med på den nyeste modebølge og udsætte den fintsnittede kål for gæring med mælkesyrebakterier, vil sige: lave surkål.

Jeg lavede den slags af nød i 1980erne, fordi man ikke bare sådan kunne gå ud og købe surkål i København. Der var vist et sted, hvor man kunne få den på dåse, men sådan en indeholdt 800 gram, hvad der er afsindig meget at skulle tygge sig igennem, når man er den eneste i familien, der spiser den slags.

I dag så jeg pludselig mælkesyregæring som en mulighed til at mindske madspillet og øge mine kulinariske valg. Set i et plasticfasteperspektiv giver det mig flere muligheder fremover – og snitter man kålen fint nok, tager det heller ikke mange dage, før man har fået et spiseligt produkt.

Så nu sidder der et glas med hvad der forhåbentligt snart bliver surkål på mit køkkenbord. Det gør mig mere glad, end jeg ville have troet for en uge siden.

Fem dage senere

Jeg er på landet eller – rettere sagt – i provinsen og har haft en del plasticoplevelser, der har været tankevækkende. Bl.a. var jeg på apoteket for at købe mellemrumsbørster til mine tænder. Det var et af de større afsavn, jeg oplevede under plasticfasten, da mit forråd af børster slap op. Jeg synes ikke, at tandtråd virker lige så godt.

Så børsterne skulle jeg have, hvad enten jeg var hjemme eller ej – og nogle antihistaminer uden laktose.

Det tankevækkende lå i, at apotekeren uden at spørge puttede det hele ned i en plasticpose, hvor der også var plads til forretningens reklamemagasin. Det hele gik så hurtigt (det var trods alt onsdagen før påske, så der var masser af mennesker i butikken), at jeg først bagefter registrerede forskellene til de forhold, jeg er vant til derhjemmefra – og så lå der en ekstra plasticpose i min rygsæk.

Der har i det hele taget været en del plastic, der har sneget sig ind i mine indkøb i løbet af de sidste dage, og efter 40 dages frelsthed synes jeg faktisk ikke, det er i orden, men fokus har været på samvær og oplevelser med barnebarnet, så vores forbrug af plastic har fået langt mindre opmærksomhed end det ville have fået derhjemme.Måske skyldes ubehaget også, at jeg i den ferielejlighed, vi har lejet, ikke har mulighed for at sortere mit affald. Alt ryger i samme pose, papir, glas, metal, plastic, madaffald, og køres givetvis til forbrænding. Det kan jo være, at det er det nemmeste for et lille, afsides samfund – måske er det endda den mest bæredygtige løsning her. Men jeg tvivler. Når man kan fragte alskens ting hertil, må der også være kapacitet til at fragte en del af affaldet tilbage igen.To poser bliver det til. Plus en pose med papir, der skyldes, at reklameomdelerne ikke rigtigt har forstået det med “Reklamer nej tak”.Det nager mig. Mere end det ville have gjort før plasticfasten.

Dag 40 – ved vejs ende?

Så er jeg nået til sidste dag, og den er heldigvis snart overstået, så jeg kan begynde at koncentrere mig om andre ting.

I løbet af min plasticfaste har jeg akkumuleret 63 gram plastic-affald, jeg ikke har kunnet vælge fra (plastic-hylstre fra tryksager, jeg har abonneret på), samt hele 575 gram plastic af forskellig art, som jeg har haft stående, og som nu skulle kasseres.

Med mindre man skærer igennem og fjerne alt plastic på én gang, vil den sidste post være der i lang tid, men selvfølgelig af varierende vægt og størrelse. På min altan står der fx nogle plastic-stole, som virkelig ville give affaldsmængden et ordentligt nøk opad.

Men det er på tide at konkludere. Jeg er imidlertid bange for, at min konklusion ikke er så opmuntrende, som jeg kunne ønske mig.

Sagen er jo, at det har været irriterende at lægge bånd på sig selv i et samfund, der endnu ikke er parat til at gøre noget alvorligt ved de ressourceproblemer, vi uvægerligt vil ramle ind i.

Tanken har strejfet mig flere gange, at der ikke er grund til, at jeg skal gøre en indsats, når der er så mange andre, der heller ikke gider. Det er selvfølgelig pjat – men jeg mener, at det er meget nødvendigt, at jeg netop ikke fejer den slags tanker ind under gulvtæppet.

Umiddelbart vil jeg mene, at jeg ikke var ordentligt forberedt. Sådan er det tit, når man gøre noget for første gang, og jeg har overvejet, hvad det er, jeg burde gøre anderledes.

For det første skal jeg vist have lært at bruge vinterens grøntsager på en mere inspirerende måde. Det betyder bl.a., at jeg skal sørge for vinterforråd af sommerens grøntsager og urter.

For det andet skal jeg bruge mere tid på at blive bedre til at fremstille ost. 7eleven var en acceptabel nødløsning, men det duer jo ikke at tørre plasticforbruget af på andre.

Jeg har desuden overvejet, at den slags måske ville være lettere at gennemføre i en mindre by. Som et lidt excentrisk projekt, man kan tillade sig at involvere det lokale forretningsliv i, fordi man ellers ikke virker alt for aparte…Jeg er sikker på, at jeg virkelig kan holde ud at være den slags kontrolfreak, man skal være, hvis man bandlyser alt plastic fra ens liv. Det kræver i den grad, at man hele tiden har styr på, hvad det er, der nu skal høstes – og om man har vendt sine oste, for slet ikke at tale om, hvad etiketten i éns bomuldsskjorte er lavet af.

 

Nu skal jeg først komme mig og købe nogle plasticbøtter med maling, så jeg kan smukkesere mit hjem.

Som servicemeddelelse vil jeg dog gerne oplyse at næste års fastetid starter onsdag d. 10. februar.

Lidt om affaldssortering

Der var masser af mennesker i fællesvaskeriet i dag. Givetvis, fordi det snart er påske. Saneringen af ejendommene giver masser af gode grunde til at snakke med folk, der ellers ville være mere tilbageholdende, så jeg tog modet til mig og spurgte min genbo, om hun sorterer sit affald.

Det gjorde hun ikke, sagde hun. Det var for besværligt.

På mit spørgsmål, hvad der skulle til for at hun gjorde det, svarede hun: “Bøder, eller at jeg kan blive smidt ud af min lejlighed, hvis jeg ikke gør det.”

Det virkede noget drastisk, så jeg spurgte, hvordan hun ville have det med at få noget mere at vide om det?

Det havde hun for så vidt ikke noget imod – men så var der også problemerne med, at der mangler et ordentligt spandsystem, der gør det let og lækkert at sortere det meste.

For hun synes godt nok, at hun smider rigtig meget ud. To poser om dagen. At jeg kan nøjes med en om ugen, gjorde hende lidt misundeligt.

Men hvis jeg kunne få beboerkontoret til at arrangere et informationsmøde om affaldssortering, ville hun gerne deltage. Da hun kender mange mennesker her i området, er det i hvert fald en start.

En anden kvinde, jeg talte med, har mand og barn og påpegede problemet med, at man skulle være sådan efter børnene, hvis det skulle lykkes. Samtidig fik jeg indtryk af, at hun ikke mente, at hendes mand var interesseret i det.

Og en ung kvinde med to børn under to år mente, at hun havde alt for travlt til at bekymre sig for meget om den slags – men hun ville gerne høre mere om det.

Måske skal man ikke gøre det for indviklet. Måske skal man ikke snakke for meget om ressourcer og fremtiden. Måske er det nok med et lækkert, ikke alt for dyrt system af spande, der forfører folk til at gøre det rigtige.

Måske skal man lade være med at kræve for meget af andre og tilbyde dem nogle fikse løsninger i stedet for. De fleste vil jo gerne gøre det rigtige, hvis det er ligetil.