Hjemme igen

Så kom jeg endelig hjem igen til mit mindre plasticbefængte hjem, og det føles som en lettelse at kunne genoptage (omend i mindre hysterisk målestok) den livsstil, jeg har vænnet mig til siden midten af februar.

Udfordringerne har jo ikke ændret sig, bare fordi jeg har været væk en uges tid. På onsdag vil posen fra Københavns Fødevarefællesskab for eksempel igen indeholde hvidkål og gulerødder. Det er jo trods alt for tidligt til, at man kan forvente at få masser af spændende forårsgrøntsager – men der lå endnu et helt hvidkålshoved i mit køleskab, da jeg kom hjem i går, så det tog mig en god nats søvn at finde ud af, at jeg jo kunne springe med på den nyeste modebølge og udsætte den fintsnittede kål for gæring med mælkesyrebakterier, vil sige: lave surkål.

Jeg lavede den slags af nød i 1980erne, fordi man ikke bare sådan kunne gå ud og købe surkål i København. Der var vist et sted, hvor man kunne få den på dåse, men sådan en indeholdt 800 gram, hvad der er afsindig meget at skulle tygge sig igennem, når man er den eneste i familien, der spiser den slags.

I dag så jeg pludselig mælkesyregæring som en mulighed til at mindske madspillet og øge mine kulinariske valg. Set i et plasticfasteperspektiv giver det mig flere muligheder fremover – og snitter man kålen fint nok, tager det heller ikke mange dage, før man har fået et spiseligt produkt.

Så nu sidder der et glas med hvad der forhåbentligt snart bliver surkål på mit køkkenbord. Det gør mig mere glad, end jeg ville have troet for en uge siden.

Fem dage senere

Jeg er på landet eller – rettere sagt – i provinsen og har haft en del plasticoplevelser, der har været tankevækkende. Bl.a. var jeg på apoteket for at købe mellemrumsbørster til mine tænder. Det var et af de større afsavn, jeg oplevede under plasticfasten, da mit forråd af børster slap op. Jeg synes ikke, at tandtråd virker lige så godt.

Så børsterne skulle jeg have, hvad enten jeg var hjemme eller ej – og nogle antihistaminer uden laktose.

Det tankevækkende lå i, at apotekeren uden at spørge puttede det hele ned i en plasticpose, hvor der også var plads til forretningens reklamemagasin. Det hele gik så hurtigt (det var trods alt onsdagen før påske, så der var masser af mennesker i butikken), at jeg først bagefter registrerede forskellene til de forhold, jeg er vant til derhjemmefra – og så lå der en ekstra plasticpose i min rygsæk.

Der har i det hele taget været en del plastic, der har sneget sig ind i mine indkøb i løbet af de sidste dage, og efter 40 dages frelsthed synes jeg faktisk ikke, det er i orden, men fokus har været på samvær og oplevelser med barnebarnet, så vores forbrug af plastic har fået langt mindre opmærksomhed end det ville have fået derhjemme.Måske skyldes ubehaget også, at jeg i den ferielejlighed, vi har lejet, ikke har mulighed for at sortere mit affald. Alt ryger i samme pose, papir, glas, metal, plastic, madaffald, og køres givetvis til forbrænding. Det kan jo være, at det er det nemmeste for et lille, afsides samfund – måske er det endda den mest bæredygtige løsning her. Men jeg tvivler. Når man kan fragte alskens ting hertil, må der også være kapacitet til at fragte en del af affaldet tilbage igen.To poser bliver det til. Plus en pose med papir, der skyldes, at reklameomdelerne ikke rigtigt har forstået det med “Reklamer nej tak”.Det nager mig. Mere end det ville have gjort før plasticfasten.

Dag 40 – ved vejs ende?

Så er jeg nået til sidste dag, og den er heldigvis snart overstået, så jeg kan begynde at koncentrere mig om andre ting.

I løbet af min plasticfaste har jeg akkumuleret 63 gram plastic-affald, jeg ikke har kunnet vælge fra (plastic-hylstre fra tryksager, jeg har abonneret på), samt hele 575 gram plastic af forskellig art, som jeg har haft stående, og som nu skulle kasseres.

Med mindre man skærer igennem og fjerne alt plastic på én gang, vil den sidste post være der i lang tid, men selvfølgelig af varierende vægt og størrelse. På min altan står der fx nogle plastic-stole, som virkelig ville give affaldsmængden et ordentligt nøk opad.

Men det er på tide at konkludere. Jeg er imidlertid bange for, at min konklusion ikke er så opmuntrende, som jeg kunne ønske mig.

Sagen er jo, at det har været irriterende at lægge bånd på sig selv i et samfund, der endnu ikke er parat til at gøre noget alvorligt ved de ressourceproblemer, vi uvægerligt vil ramle ind i.

Tanken har strejfet mig flere gange, at der ikke er grund til, at jeg skal gøre en indsats, når der er så mange andre, der heller ikke gider. Det er selvfølgelig pjat – men jeg mener, at det er meget nødvendigt, at jeg netop ikke fejer den slags tanker ind under gulvtæppet.

Umiddelbart vil jeg mene, at jeg ikke var ordentligt forberedt. Sådan er det tit, når man gøre noget for første gang, og jeg har overvejet, hvad det er, jeg burde gøre anderledes.

For det første skal jeg vist have lært at bruge vinterens grøntsager på en mere inspirerende måde. Det betyder bl.a., at jeg skal sørge for vinterforråd af sommerens grøntsager og urter.

For det andet skal jeg bruge mere tid på at blive bedre til at fremstille ost. 7eleven var en acceptabel nødløsning, men det duer jo ikke at tørre plasticforbruget af på andre.

Jeg har desuden overvejet, at den slags måske ville være lettere at gennemføre i en mindre by. Som et lidt excentrisk projekt, man kan tillade sig at involvere det lokale forretningsliv i, fordi man ellers ikke virker alt for aparte…Jeg er sikker på, at jeg virkelig kan holde ud at være den slags kontrolfreak, man skal være, hvis man bandlyser alt plastic fra ens liv. Det kræver i den grad, at man hele tiden har styr på, hvad det er, der nu skal høstes – og om man har vendt sine oste, for slet ikke at tale om, hvad etiketten i éns bomuldsskjorte er lavet af.

 

Nu skal jeg først komme mig og købe nogle plasticbøtter med maling, så jeg kan smukkesere mit hjem.

Som servicemeddelelse vil jeg dog gerne oplyse at næste års fastetid starter onsdag d. 10. februar.

Lidt om affaldssortering

Der var masser af mennesker i fællesvaskeriet i dag. Givetvis, fordi det snart er påske. Saneringen af ejendommene giver masser af gode grunde til at snakke med folk, der ellers ville være mere tilbageholdende, så jeg tog modet til mig og spurgte min genbo, om hun sorterer sit affald.

Det gjorde hun ikke, sagde hun. Det var for besværligt.

På mit spørgsmål, hvad der skulle til for at hun gjorde det, svarede hun: “Bøder, eller at jeg kan blive smidt ud af min lejlighed, hvis jeg ikke gør det.”

Det virkede noget drastisk, så jeg spurgte, hvordan hun ville have det med at få noget mere at vide om det?

Det havde hun for så vidt ikke noget imod – men så var der også problemerne med, at der mangler et ordentligt spandsystem, der gør det let og lækkert at sortere det meste.

For hun synes godt nok, at hun smider rigtig meget ud. To poser om dagen. At jeg kan nøjes med en om ugen, gjorde hende lidt misundeligt.

Men hvis jeg kunne få beboerkontoret til at arrangere et informationsmøde om affaldssortering, ville hun gerne deltage. Da hun kender mange mennesker her i området, er det i hvert fald en start.

En anden kvinde, jeg talte med, har mand og barn og påpegede problemet med, at man skulle være sådan efter børnene, hvis det skulle lykkes. Samtidig fik jeg indtryk af, at hun ikke mente, at hendes mand var interesseret i det.

Og en ung kvinde med to børn under to år mente, at hun havde alt for travlt til at bekymre sig for meget om den slags – men hun ville gerne høre mere om det.

Måske skal man ikke gøre det for indviklet. Måske skal man ikke snakke for meget om ressourcer og fremtiden. Måske er det nok med et lækkert, ikke alt for dyrt system af spande, der forfører folk til at gøre det rigtige.

Måske skal man lade være med at kræve for meget af andre og tilbyde dem nogle fikse løsninger i stedet for. De fleste vil jo gerne gøre det rigtige, hvis det er ligetil.

Dag 38 – tandhygiejne en gang til

I dag var jeg hos tandplejeren til kontrol med gode resultater. Hun syntes faktisk, at mit tandkød var blevet pænere end forventet og bar præg af, at det var blevet børstet meget.

Sandsynligvis har jeg brugt miswak-pinden oftere end en tandbørste, da den ikke kræver tandpasta og skylning.

Men det mest interessante var dog, at man ikke kunne se, at jeg ikke havde brugt en tandpasta med fluor. Det skal vi følge lidt mere, så jeg har en ny tid til om tre måneder.

Det eneste, der manglede – og det er for så vidt også min egen betænkelighed ved helt at afstå fra at bruge plastikprodukter til tandhygiejnen -, var en omhyggelig rensning af mellemrummene omkring den krone, jeg har. For ca. tre uger siden løb jeg tør for mellemrumsbørster, og det gav sig udslag i, at tandlommerne omkring kronen ikke blev mindre.

Det var surt og skuffende, men kan snart rettes op på.

Dag 35 – den plastikfri fortælling

I sidste uge deltog jeg i en workshop om historiefortælling som motiverende værktøj (se fx her) i forandringsprocesser. Det lyder måske lidt mere managementagtigt, end det i virkeligheden er, men selvfølgelig drejer det sig om at udbrede et budskab, der skal engagere andre mennesker.

At jeg bagefter begyndte at tænke over min plastikfaste som en fortælling af den art, giver vist sig selv.

Det tankevækkende har i denne forbindelse været, at jeg efterhånden tror, at plastikfasten hører til de projekter, der bliver sjovere og mere givtige, når man er flere om dem.

Så kan man arbejde med fortællingen undervejs, fordi flere deltagere kan bidrage med flere oplevelser og mere viden, samtidig med, at deres motiver kan være meget forskellige. Det kan man så fortælle forskellige historier om.

Min fortælling, som først og fremmest drejer sig om ressourcespild, har jeg endnu ikke været i stand til at blive virkelig motiverende. Det skyldes helt klart, at det er rigtigt svært at opbygge et umiddelbart modbillede.

Det hænger muligvis sammen med, at situationens kompleksitet gør det svært at presse den ned i en dialektisk form, der ville gøre det let at finde en løsning eller en retning. – Med mindre man omfortolker det antitetiske forhold mellem to positioner som et “snarere både og” i stedet for “snarere enten eller” og undersøger, hvordan de to positioner kan forenes bedst muligt.

Man kunne måske også kalde det for en positiv udlægning af de forhåndenværende søms princip. Her skal vi så også tænke på, at klicheen om, at hvis man har en hammer, så bliver hvert problem til en søm, behændigt overser, at man også kan bruge hammeren som løftestang eller stopklods.

Tingene er mindre entydige, end man skulle gå og tro.

Dag 33 – håndværker i vente

I morgen holder håndværkere deres indtog i mit hjem. De skal udskifte faldstammerne i mit køkken og bad, hvad der betyder, at jeg i en del dage kun har adgang til rindende vand fra én af hanerne.

Da jeg arbejder hjemme, imødeser jeg denne modernisering med blandede følelser. Sandsynligheden for, at jeg ikke længere skal slås med tilstoppede afløb, er temmelig stor – så det gør mig da glad, men glæden ved de nye rør opvejer underligt nok ikke det besvær, at dette fører med sig, som giver sig udslag i almindeligt rod og fremmede, der render frem og tilbage og griber forstyrrende ind i min arbejdsdag.

Når de så er gået hjem, efterlader de mig i det rod, de nødvendigvis må skabe.

Det interessante ved denne situation er selvfølgelig, om og i giv et fald hvordan den vil påvirke mig her på falderebet af min plastikfaste.

Noget er jeg da også allerede kommet i tanke om, og det er, at skal vente med at sætte nogle af tingene på plads til næste uge, da jeg gerne vil benytte lejligheden og få malet et lille rum, jeg bruger til opbevaring. Malingen kommer desværre i plastikbøtter.

Det gode ved sagen er dog, at der ikke går flere uger, før jeg kan komme i gang.

Aparte leveregler kræver stabile livsvilkår.

Dag 30 – et opbyggeligt link

Der er ti dage tilbage, og midt i alle tankerne om, hvad det egentlig skal gøre godt for, når alle andre bare fortsætter som hidtil, kom der et indlæg i Politiken, i hvilket en dansk studerende med bopæl i Sverige slår til lyd for, at man indfører lovpligtig affaldssortering i Danmark.

Skulle du, kære læser, have opbrugt din artikelkvota i Politiken, skal du bare fjerne deres cookie. Så får du fem artikler til.

Indlægget har hjulpet lidt på humøret, som er besværet af, at jeg fra mandag har håndværkere i huset, som især skal rode i mit køkken.

Men den tid, den glæde.

Dag 28 – når teknologien svigter

Egentlig ville jeg gerne skrive et positivt indlæg om, hvordan tingene er gået – men så opgav min router ånden. Den havde været lidt ustabil i nogen tid, men ikke nok til, at det havde generet mig voldsomt. Søndag morgen var der imidlertid ingen vej uden om, og der måtte gøres noget.

Heldigvis har min internetudbyder døgnåbent, så jeg meget hurtigt kunne bestille en ny router, og i dag kom den så med posten og var klar, så snart jeg havde sat stikkene i.

At jeg var lettet over, at det var gået så smertefrit, og ikke særligt brødebetynget over at måtte skifte dimsen ud. Den havde tjent mig trofast i henved ni år og har fortjent et lykkeligt liv efter døden i silikonehimlen.

Det interessante var dog, at jeg i første omgang slet ikke spekulerede over at routeren a) for det meste er af plastik og b) kom i plastikemballage.

Det skyldtes givetvis, at selve pakken var af pap – og plastikemballagen udgjorde en meget lille del af hele indpakningen (7 gram i forhold til papæskens 151 gram) – og at tanken om plastik som noget billigt skidt, som man bare smider ud, også ligger meget dybt i mig.

Nu ligger det i posen med plastik, jeg ikke har været i stand til at undgå under fasten. Dér udgør det en ganske betragtelig andel.

Dag 24 – Redningsplanker

Jeg har ved en tidligere lejlighed kommenteret historien om den unge kvinde i New York, der i et år ikke havde produceret affald. Det kunne, hævede jeg, kun lade sig gøre, hvis hun ikke selv lavede mad. (Men ellers er det stadig væk et meget prisværdigt projekt at gå efter “no waste”.)

Det, der gør, at jeg nævner det, er, at jeg i går blev ramt af en hvis metaltræthed. Måske skyldtes det, at jeg blev inviteret på flødeboller – af den slags, jeg havde været nødt til at nægte mig selv for en uge siden, men på vejen i byen sent i går eftermiddags kunne jeg ikke modstå min lokale 7-elevens tilbud om rundstykker med ost. Ganske almindelig, ikke over-spændende gul skæreost.

Da kædens bagværk sælges i papirsposer, var det jo en glimrende måde at overholde plastikfasten på og samtidigt synde lidt. Men først og fremmest må jeg vist sande, at det er begrænsningerne, der begynder at gå mig på, fordi denne form for faste ikke fører den samme lykkefølelse med sig som en almindelig faste.

Så underholdende oplevelsen end måtte være, får den mig ikke til at producere endorfiner. I det lange løb virker det lidt belastende.

Der er 16 dage igen. Det skal nok gå.

Men hvis jeg skulle være skør nok til at gentage projektet, vil jeg sørge for, at jeg ligger inde med tilpas meget skæreost. Den kan jo i givet fald være hjemmelavet.