Virkelighedskontrol

For nogle dage siden tænkte jeg, at det måske kunne være en god idé at deltage i en workshop med titlen “Klimakamp og klimaglæde”, da glæden ved klimaet kan ligge på et meget lille sted hos mig.

Det var så langt mindre opbyggeligt, end jeg havde håbet, mestendels fordi et af de underliggende krav til resultaterne fra disse workshops er, at budskabet kan stå på en T-shirt.

Skulle jeg så vove at foreslå, at der kommer til at stå noget i retning af “Dø du bare – jeg er ligeglad”, er folk jo straks forargede. Idéen er vist, at man kun kan få folk til at ændre adfærd, når man taler pænt til dem.

Her vil jeg lige gøre opmærksom på, at hele det danske dagpenge- og bistandssystem kører på at nedværdige og presse folk – og det virker også efter hensigten.

Men: mens jeg sad der og følte, at jeg godt kunne have undværet denne virkelighedskontrol, var der nogle tanker, der faldt på plads.

Klimakampen kan kun vindes, når der er social retfærdighed. Så længe der i EU er ca. 20 procent af de voksne, der deltager i valg, der hopper på racisternes budskab om, at alt løser sig, hvis bare man kan være et dumt svin over for andre – og måske endnu 30 procent, der ikke føler sig synderligt generet af dette budskab – er det de letkøbte løsninger, der bliver stemt for.

“Chaque fin du mois, la fin du monde” siger de i Frankrig.

Når man ikke ved, hvordan man skal komme igennem måneden, er det ikke lige klimaforandringer og CO2-udslip, der optager en mest.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.