Pollenallergi og ugens pose

Dette er, hvad 100 kr. hos Københavns Fødevarefællesskab giver mig i dag:

1 kg Kartofler, Ditta, Birkemosegaard (bio), løssalgspris: 11 kr / kg
0.7 kg Gulerødder, lilla, Svanholm (øko), løssalgspris: 17 kr / kg
0.7 kg Jordskokker, Svanholm (øko), løssalgspris: 20 kr / kg
1 stk Rødbede, gule, Svanholm (øko), løssalgspris: 14 kr / kg
1 stk Hvidkål, Grønholtgaard (øko), løssalgspris: 13 kr / stk
1 bdt Rapsskud, Grønholtgaard (øko), løssalgspris: 14 kr / bdt
1 bdt Forårsløg, Grønholtgaard (øko), løssalgspris: 20 kr / bdt
0.5 kg Pastinak, Birkemosegaard (bio), løssalgspris: 21 kr / kg

Hvis jeg kun levede i min egen lille verden, ville det måske ikke være så slemt – men i går var jeg forbi Torvehallerne, hvor det bugner med alle slags farverige friske nye forårsgrøntsager.

Nu gør birkepollen mig lidt mere følsom end ellers, så måske er det det, men pludselig har jeg fået nok af hele helligheden. Pludselig kan jeg ikke længere holde ud at gå rundt med den der forbandede glorie, som jo heller ikke giver mig større credit blandt alle de andre hellige, for sådan spiller klaveret ikke blandt os med de rigtige meninger. (For en uge siden blev jeg mødt med rynkede pander, da jeg afslørede, at jeg bestiller mel hos Falslevgård, som ligger i Jylland. Det kan man lissom ikke være bekendt, når man vil redde verden, kunne jeg forstå.)

Vi lever i en hedonistisk tid, og også jeg har en rem af huden. Men det, jeg egentlig altid har haft mest imod frelstheden, er, at den meget hurtigt bliver tømt for glæde.

Så en af dagene skal jeg ud og se efter morkler og vårmousseroner. Måske skal glæden opbygges. Måske kan jeg lære at leve med, at vinduet med de grøntsager, jeg bedst kan lide, er meget kort på disse kanter.

Lige nu er det godt nok rigtigt rigtigt svært.

Et lille PS: Jeg køber slet ikke så meget plastik, som jeg gik og troede. Det var en pose med kanelgifler, der viste sig at være anstødsstenen.

Skriv et svar