Glidebane eller pæn-pige-syndrom?

Der er snart gået tre uger efter min plastikfastes afslutning, og jeg har indtryk af, at jeg har mistet kontrollen med mit forbrug af plast. Men der var så meget, jeg skulle give afkald på i de 40 dage, at jeg tror, jeg har lidt af et efterslæb

Det kan selvfølgelig være, at jeg lider af pæn-pige-syndromet, og at tingene slet ikke er værre end mens jeg forberedte mig på fasten.

Faktum er: Lige nu kasserer jeg bare mit plastikaffald. Jeg samler det ikke på et synligt sted for at veje det, når ugen er omme. Men så længe det er så besværligt at leve et plastikfrit liv, er man vist nødt til at yde en meget bevidst indsats for at holde mængderne nede, og her, tror jeg, er vejning i første omgang vejen frem.

Nu vil du, kære læser, måske indvende, at jeg har ytret, at der er meget lidt grund til at fokusere så meget på plastik, da det ikke er dér, vores store forbrug af mineralolie ligger. Det står jeg faktisk også ved. Denne fordeling har ikke ændret sig mirakuløst, fordi jeg har kastet nogle alvorlige blikke på den (tag den, Niels Bohr!).

Men: Lever man et muntert og virksomt liv, kan man nemt fristes til at blive lidt mindre ressourcebevidst på andre områder. Det vil jeg gerne have gjort noget ved. Så derfor kommer jeg igen i gang med at veje mit plastikaffald.

Skriv et svar