Dag 5 – tanker om produktudvikling

I går havde jeg en lille Facebook-snak med Randi om krydderier og den slags. Hun fortalte, at folk kigger, når hun tjekker uindpakkede tomater og kartofler ud af det supermarked, hvor hun selv skal klare kassefunktionen.

Jeg har ikke set de kartofler, hun køber, men jeg ved, at de jordknolde, jeg får i min pose fra fødevareforsyningen, faktisk er fulde af jord. Det skal forlænge deres holdbarhed, har jeg ladet mig fortælle, og jeg har ingen grund til at betvivle min kildes ord. Desuden har jeg en særlig pose, jeg bærer mine grøntsager hjem i, og som jeg bytter til en ny næste gang, jeg henter grøntsager.

En stor del af jorden forbliver således i posen, som kan rystes ud over skraldespanden.

Hvad jeg dog ikke bryder mig om, er at jorden fra den ene grøntsag kommer på en anden, der til at begynde med, var jordfri, og Randis beretning om, at hun ikke længere pakker tingene i plastikposer afstedkom hos mig en livlig indre video om kartofler og tomater, der muntert hopper rundt i hendes læderrygsæk. Tomaterne går i stykker og griser alle andre varer til.

Sådan gør hun ikke.

Men jeg skal spørge hende ad, hvordan hun gør. For den eneste mulighed, jeg kan se, er, at man bruger mindre stofposer, som man putter varerne ned i, efter man er færdig med at betale.

Det løser så problemet for folk, der bor i lande, hvor man har den slags supermarkeder.

En anden en vil skulle bruge net. Jeg mener rigtige net, ikke muleposer. For hvis kassemedarbejderen skal kunne forvisse sig om, at jeg virkelig har købt to kilo gulerødder i løssalg, så må han/hende jo kunne se varerne.

Man kunne måske designe et net med en flade til stregkoden, så der er et sted, hvor dette klistermærke altid kan sidde ordentlig fast, og så må man indtil videre nøjes med at købe vaskede grøntsager. Indtil selvbetjeningskasserne slår igennem.

Jeg burde måske overveje at få designet et logo…

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.