Hvad mon det koster

I dag skal jeg ud og handle. Det gør jeg med ujævne mellemrum, da mit arbejde tillader mig at have en noget udisciplineret livsstil. I forhold til mit projekt og dets hurdler er det så afgjort et plus, men jeg er selvfølgelig godt klar over, at andre ikke er så privilegerede. Jeg sætter trods alt pris på, at jeg kan stole på, at åbningstider og afgangstider også overholdes.

På den lille plastiktallerken, jeg samler mit plastikaffald på, ligger der her midt på ugen allerede 38 gram plastik. Tager man i betragtning, at tilvæksten bliver større, når jeg har besøg – og det har jeg fra i morgen til på lørdag -, så er det faktisk allerede en hel del.

Så jeg skal tage til Vesterbro for at købe mælk og til Frederiksberg for at købe bambustandbørster.

Det har fået mig til nærmere at overveje det pengemæssige aspekt i projektet. Mælken koster 25 kr literen, en bambustandbørste 39,95. Med hensyn til mælken har jeg ingen kvababbelser: Den kommer fra sjællandske køer og et sjællandsk mejeri og kan dermed leve op til det ubevidste glorietjek, jeg åbenbart også tager med i beregningen, og som jeg må se at få defineret, så jeg kan bruge det til noget konstruktivt.

Men bambustandbørsterne… Her kvier jeg mig lidt. De kommer fra Kina…! Godt nok fra et “pandafrit område” (og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det faktisk dækker over), men alligevel: hele vejen fra Kina…! Hvor mange ressourcer bliver der spildt på den slags bæredygtighed? Er det så bedre at købe en trætandbørste med grævlingehår (når jeg nu ikke aner, hvordan de grævlingehår er havnet i produktionen, og ikke rigtigt har tillid til, at de kommer fra indsamlingen af år hos grævlingefrisørerne).

Men nu ville jeg skrive om pengene, og jeg har tænkt mig at bruge plastikfasten på at offentliggøre mine indkøbslister, så vi alle kan se, hvad det koster en halvgammel, enlig vegetar at komme igennem en 40-dages plastikfaste uden at blive komplet vanvittig.

I denne forbindelse skal man måske også have et vågent øje for madspild. Jeg er nu engang en und efter brugbare konklusioner.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.