Tandhygiejne fortsat – så kom miswak-pinden

De miswak-pinde, jeg nævnte i mit sidste indlæg om tandhygiejne kom faktisk allerede for en uge siden, men jeg vil gerne give dem den omtale, de fortjener.

Jeg havde bestilt fem styks sammen med et par bøger fra et websted i Storbritannien (her). De kom selvfølgelig svejset ind i plastik, hvad websiden forresten heller ikke lagde skjul på. I forhandlerens øjne er det selvfølgelig vigtigere at overbevise kunden om, at varerne er hygiejnisk emballeret.

Den enkelte pind er omtrent lige så lang som en almindelig tandbørste:

Miswak-pinden

Plastikposen holder pinden fugtig, så den, straks man tager den op af posen, udfolder en lugt, der mindede mig stærkt om sundhedsvæsenet. Det var den form for “sund lugt”, der får én til at overveje, om sundhed nu også er så god en ting, som medierne prøver at bilde os ind. Dog var den ikke værre, end at jeg mente, at jeg også ville kunne holde den ud i fremtiden.

Det viste sig, at pinden var skåret lige over på begge sider, så jeg var lidt rådvild. Var det meningen, at jeg skulle tygge i en af enderne, så fibrene kom frem? Eller skulle jeg fjerne noget af barken? Og hvis ja, så hvor meget?

Da miswak stammer fra den arabiske halvø og er en del af den muslimske kulturarv, tog jeg min bedste abaya på og gik over til mine genboer, et ungt, muslimsk par, for at spørge husets frue til råds.

Man fjerner barken, fortalte hun mig, og blødgør fibrene i vand. Så er pinden klar til brug. (Her kan du se en ret sjov indonesisk video om, hvordan og hvor man bruger miswak.)

Jeg har brugt miswak i en lille uges tid nu og kan indtil videre sige, at den virker på ydersiden af tænderne. Indersiden kan jeg kun nå, hvis jeg skubber belægningerne ned i tandkødet. Da jeg ikke kan forestille mig, at det er en god ide, vil jeg også fremover bruge en tandbørste der – og så selvfølgelig tandtråd (som kan fås i silke, fx her, hvor silken kommer i en “praktisk plasticcontainer”, mens der her ikke er oplyst, hvilken beholder den leveres i, så den prøver jeg).

Facit er altså indtil videre, at jeg slipper hverken for tandbørstningen eller for kokosolie/natron-blandingen på denne måde. Men jeg bruger langt mere tid på mine bisser end nogensinde før.

Det bliver min tandlæge bestemt glad for.

(En lille sidebemærkning: jeg har venner i Damaskus og spurgte dem i fredags, om de nogensinde havde brugt miswak. Det havde de aldrig nogensinde gjort – for meget muslimer var de heller ikke. – Sjovt nok var det slet ikke det, jeg havde haft i tankerne.)

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.