Termisk depolymerisering…?

Det begynder at blive kompliceret. Sådan er det jo altid, når man begynder at gå i dybden med noget. For ikke at gå helt ned med flaget af kløjs totalt i et informations-overload har jeg anskaffet mig nogle bøger om organisk kemi.

Det er næsten 40 år siden, jeg sidst rørte ved den slags, og jeg husker egentlig mest af alt en fuldstændig kolerisk lærer, der også underviste i biologi, og som jeg var glad for at kunne bytte mod en langt mere medgørlig fysiklærer.

Bemeldte kemilærer havde det med at true sine elever med at polymerisere dem, hvis de ikke hørte efter. Det vagte stor munterhed iblandt os, unge og hjerteløse, som vi var.

At han døde ca. 15 år senere af et hjertetilfælde, vil jeg snarere tilskrive et fuldstændigt kikset karrierevalg end vores manglende interesse for de guldkorn, han begavede os med, selv om der nok var en vis sammenhæng alligevel.

I miljøodbogen på DMU’s hjemmeside defineres polymerisering som følger: “En kemisk proces, hvor de enkelte molekylenheder (monomerer) kædes sammen til en sammenhængende kæde eller netværk, en polymer”.

Men det, der faktisk er det smarte ved polymerer, er, at de kan “depolymeriseres”, dvs., de kan føres tilbage til deres oprindelse. Det gøres vha. tilførsel af varme, hvorfor det kaldes “termisk depolymerisering”.

Det skulle for så vidt ikke undre mig, at plastik og dets livscyklus virker så overvældende, fordi der altid bliver brugt ganske dyre ord i denne forbindelse. Så er det langt nemmere at brænde stadset. Det ved man da, hvad er.

Men der, hvor jeg egentlig vil hen med dette lidt vidtløftige indlæg, er, at plastik, der ikke længere kan genbruges, fordi kvaliteten er for dårlig, faktisk kan føres tilbage til råolie. Processen er blevet udviklet så langt, at det nu er muligt at by-passe råoliestadiet og gå direkte til benzin eller diesel (samt noget naturgas), der kan bidrage til endnu flere CO2-emissioner (se artiklen her).

Jeg er helt sikker på, at det er en dårlig idé.

Det eneste problem, jeg mener, artiklen løser, er sammenblandingen af plastik og andre stoffer, fx metal. Tænk på de, for det meste hvide, lukker, der findes på visse brødposer. Enten er de snoet sammen, eller også bøjes de omkring posen. De består ofte af plastik og har en eller to metaltråde som forstærkning.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem, men nu ved jeg, at der findes en proces, der kan skille dem ad. Det er godt at vide, at der er håb forude for plastik af ringe kvalitet.

—–

P.S.: Jeg har åbenbart glædet mig for tidligt. I denne artikel kaldes de rester, der bliver tilovers efter den termiske depolymerisering “forkullet affaldsprodukt”. I følge denne forespørgsel i EU-Parlamentet virker det, som om dette “forkullede affaldsprodukt” er ansvarlig for en hel del forurening.

Vi kan åbenbart ikke finde ud af det. 🙁

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.