Junglelov

Til mine talrige laster hører et udpræget ønske om at læge nyt. Det ville givetvis ikke være betænkeligt, hvis ikke det gik hånd i hånd med et øget indkøb af materialer fra udlandet.

Men jeg har nu en gang brug for at genopfriske den viden, jeg for mange år siden fik om organisk kemi i gymnasiet – og selvfølgelig ajourføre den. For at kunne træffe informerede beslutninger er det uomgængeligt for mig at få styr på emnet for mit projekt.

Det får mig på den anden side til at blive noget muggen, for nok er jeg i stand til at indhente det forsømte og danne mig et overblik over forholdene – men hvad med dem, der ikke har de samme forudsætninger? Dem, der er overladt til deres mavefornemmelse?

“Det offentlige” gør allerede en del for at fremme grøn omstilling, genanvendelse og affaldsbegrænsning, og måske skyldes det min nye interesse, at jeg får øje på disse projekter og udvider mit ordforråd (bl.a. med “cirkeløkonomi”), men jeg synes, at dækningen af disse tiltag stadig væk er langt fra mainstream.

Miljøstyrelsen står fx for et projekt, der hedder Danmarks råstof, der skal fremme grøn omstilling og skabe grønne arbejdspladser. Hvor mange penge de har til at gøre godt med, kunne jeg ikke lige se, men man må da håbe, at det bliver en succes.

Og så har jeg modtaget min bykompostspand og må sige, at dette system skal være endog ekstremt godt, før jeg vil anbefale det til nogen. Brugen af kompostgær gør det nemlig ret så omkostningstungt – i hvert fald når man, som jeg, bor i entageejendom, hvor renovationen indgår i huslejen (og bor man i et hus med have, har man ikke behov for dette system, da man sagtens kan have en kompostbunke i haven).

Jeg er lidt spændt på resultatet, men kan allerede nu melde, at denne sidegren af mit plastikprojekt kræver noget mere tid og omtanke, end man kan nøjes med, når man bare smider ting ud. Det affald, man vil kompostere, skal skæres i mindre stykker, ellers kan gærbakterierne ikke fordøje dem. Så skal spanden tappes for væske hver tredje til femte dag.

Det er alt sammen meget logisk, men også noget mere besværligt end renovationsløsningen.

I denne forbindelse ville det givetvis være bedst, hvis jeg meget hurtigt ville kunne komme ud over glorie-stadiet og over på selvfølgelighedsstadiet, fordi der med glorien også kan medfølge en vis følelse af martyrium – og det gider jeg i hvert fald ikke.

Taget i betragtning, at den virkelige plastikfaste først skal starte om små fire måneder, er jeg også nødt til at holde humøret oppe.

 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.