Monthly Archives: juli 2016

Planlægning – altanhavens moder

Jeg voksede op i et hus med have. Det har i høj grad præget mit forhold til havebrug, kan jeg mærke, for et bestemt stykke jord gav altid kun en afgrøde per år.

Det er for så vidt heller ikke underligt, hvis man hverken vil udpine jorden eller bruge kunstgødning og ikke har adgang til store mængder naturgødning. Desuden kan man fordele den belastning, havebrugen repræsenterer, på et større område, hvorved der er mulighed for at få en mere mangfoldig høst.

Denne tankegang havde jeg overført på min altan og derved malet mig op i en krog, og skylden lå først og fremmest ved min kompostspand. Eller rettere sagt dens lammende indflydelse på min tankevirksomhed.

Sagen er nemlig den: Det tager mig fire til fem uger at fylde en kompostspand. Når den er fyldt, skal den stå og fermentere i to uger, før dens indhold skal graves ned. Det betyder, at jeg hver måned skal kunne fylde en plantekasse eller lignende med kompost, der skal dækkes med et rigeligt lag jord.

Det kan gå an før såningen og efter høsten – men hvad gør jeg undervejs eller om vinteren? Der er kun begrænset plads på min altan, og tanken om det jordskred af fermenterede grøntsager, der ville vælte hen over mig, gav faktisk anledning til en hel del uro.

Men så slog tanken mig: Det er jo ikke nogen lov, at man kun må dyrke sin jord én gang om året. Der er faktisk steder, hvor man uden problemer kan få høstet tre gange – fx på Sicilien. Så når afgrøden i en krukke er høstet, kan jeg bare gå i gang med at så eller plante noget nyt.

Ikke så snart havde jeg tænkt det, at jeg blev gjort opmærksom på, at der findes grøntsager, man kan høst vinteren igennem. Efter forrige vinters oplevelse med en vinter fuld af rodfrugter og kål er jeg faktisk meget opsat på at kunne variere maden med mere end spirer (selv om man heller ikke skal kimse ad dem, vil jeg gerne hilse og sige).

Så nu er det kun et spørgsmål om planlægning. Jeg har en plantekasse med rødbeder, der er meget lækre, når de ikke er større end et vagtelæg, så de skal høstes snart og give plads til salat og senere noget rapini, vårsalat og portulac.

Med en spand kompost om måneden skulle det lige kunne lade sig gøre.

P.S.: Jeg har indtil videre høstet 4 zucchinier – det er ikke ret mange, men regnestykket er p.t., at de små runde, jeg dyrker, koster 15 kr. stykket, hvis de ikke er økologiske. Mine er – men alt andet lige kan jeg vist antage, at jeg har dyrket zucchinier til en værdi af 100 kr. Frøene kostede vist 48, så det er ved at være en overskudsforretning. Men jeg er langt fra selvforsynende.