Category Archives: statistik

Sidste uges statistik

178 gram plastikaffald blev det til i sidste uge. Ca. 70 gram skyldtes en tom tube med creme og den plastikform, min smartphone blev leveret i. Den slags plejer jo at være rummeligt, så man får en fornemmelse af, at man virkelig får noget for pengene.

Der er en hel verden af marketingfolk, der må være overbeviste om, at størrelsen betyder en hel masse.

Men alt i alt er det mit indtryk, at jeg har været i stand til at justere min produktion af plastikaffald på et lavere leje end før plastikfasten.

Altannyt – og lidt til statistikken

Sidste efterår fik jeg lokket barnebarnet samt forældrene med i Botanisk Have, hvor man bl.a. kunne få lov til at klone mølplanter. Først skulle man dog lave sin egen urtepotte af avispapir.

Til dette formål findes der faktisk en cylinder i træ, som man vikler avispapiret omkring, så det stikker et godt stykke ud over kanten. Den del af papiret, der stikker ud, folder man ind under cylinderen, som man så presser ned i en slags tallerken – og vupti! potten er klar. (Man kan se det her.)

P.t. har jeg stadig væk nogle plasticpotter til de små spirer, og jeg har heller ikke tænkt mig at kassere dem, bare fordi jeg har kastet min kærlighed på noget andet – men jeg vil gerne indrømme, at jeg gik i mange måneder og sukkede lidt efter sådan en dims, der i den grad ville få glorien til at løfte sig.

Det var sådan set en tilfældighed, at jeg fandt den i byen i tirsdag. Jeg havde slet ikke været på udkig efter den, særligt, fordi jeg ikke tror, at alt det ombyggeri, jeg er midt i, giver mig mulighed for at dyrke ret meget mere end nogle auberginer og måske – hvis jeg er meget omhyggelig og påpasselig og heldig nogle squash – og dem havde jeg allerede sået.

Men med hjem kom den, selv om det undrede mig, at der bliver lagt vægt på, at man laver sine urtepotter af avispapir. Guderne må da vide, hvad man blander i tryksværte nu om stunder. (Kolofonium, skriver Bente Klarlund i Politiken. Det kan være allergifremkaldende.)

Derhjemme fandt jeg dog en bedre og – så vidt jeg ved – mere acceptabel løsning, hvis de små potter skal kunne bruges til spiring af grøntsager: Man kan gemme de brune papirsposer, man får hos nogle økologiske grønthandlere, og bruge dem i stedet for avispapir. Det er ikke helt så sjovt at se på, men forhåbentligt mindre allergifremkaldende…

—-

Ugens vejning gav 130 gram plastik.

Arla og Irma bruger i øvrigt FSC-mærkede mælkekartoner. Jeg er lige blevet opmærksom på det og vil gerne gentage, at det er min hovedanke mht. den private tilgang til miljø- og klimatiltag: Det er godt, at mennesker og virksomheder gør noget – men den manglende politiske koordinering gør, at der går megen god energi til spille menneskene og virksomhederne imellem.

En ganske almindelig uge

Det var pæn-pige-syndromet, der fik mig til at overvurdere mit nuværende forbrug af plastik – eller også en ganske naturlig reaktion på en faste.

I den forløbne uge fik jeg akkumuleret 140 gram plastik, ca. to tredjedele af det blødt, uden at jeg føler, at jeg måtte lægge bånd på mig.

Det virker meget lovende, men jeg vil alligevel fortsætte i nogen tid med at holde øje med mit plastikforbrug. Der vil komme grimme tal i de næste måneder, fordi jeg er i gang med at renovere min lejlighed, og maling kommer nu en gang i plastikspande og -bøtter.

I en ganske almindelig uge er mit forbrug imidlertid beroligende moderat.

Dag 40 – ved vejs ende?

Så er jeg nået til sidste dag, og den er heldigvis snart overstået, så jeg kan begynde at koncentrere mig om andre ting.

I løbet af min plasticfaste har jeg akkumuleret 63 gram plastic-affald, jeg ikke har kunnet vælge fra (plastic-hylstre fra tryksager, jeg har abonneret på), samt hele 575 gram plastic af forskellig art, som jeg har haft stående, og som nu skulle kasseres.

Med mindre man skærer igennem og fjerne alt plastic på én gang, vil den sidste post være der i lang tid, men selvfølgelig af varierende vægt og størrelse. På min altan står der fx nogle plastic-stole, som virkelig ville give affaldsmængden et ordentligt nøk opad.

Men det er på tide at konkludere. Jeg er imidlertid bange for, at min konklusion ikke er så opmuntrende, som jeg kunne ønske mig.

Sagen er jo, at det har været irriterende at lægge bånd på sig selv i et samfund, der endnu ikke er parat til at gøre noget alvorligt ved de ressourceproblemer, vi uvægerligt vil ramle ind i.

Tanken har strejfet mig flere gange, at der ikke er grund til, at jeg skal gøre en indsats, når der er så mange andre, der heller ikke gider. Det er selvfølgelig pjat – men jeg mener, at det er meget nødvendigt, at jeg netop ikke fejer den slags tanker ind under gulvtæppet.

Umiddelbart vil jeg mene, at jeg ikke var ordentligt forberedt. Sådan er det tit, når man gøre noget for første gang, og jeg har overvejet, hvad det er, jeg burde gøre anderledes.

For det første skal jeg vist have lært at bruge vinterens grøntsager på en mere inspirerende måde. Det betyder bl.a., at jeg skal sørge for vinterforråd af sommerens grøntsager og urter.

For det andet skal jeg bruge mere tid på at blive bedre til at fremstille ost. 7eleven var en acceptabel nødløsning, men det duer jo ikke at tørre plasticforbruget af på andre.

Jeg har desuden overvejet, at den slags måske ville være lettere at gennemføre i en mindre by. Som et lidt excentrisk projekt, man kan tillade sig at involvere det lokale forretningsliv i, fordi man ellers ikke virker alt for aparte…Jeg er sikker på, at jeg virkelig kan holde ud at være den slags kontrolfreak, man skal være, hvis man bandlyser alt plastic fra ens liv. Det kræver i den grad, at man hele tiden har styr på, hvad det er, der nu skal høstes – og om man har vendt sine oste, for slet ikke at tale om, hvad etiketten i éns bomuldsskjorte er lavet af.

 

Nu skal jeg først komme mig og købe nogle plasticbøtter med maling, så jeg kan smukkesere mit hjem.

Som servicemeddelelse vil jeg dog gerne oplyse at næste års fastetid starter onsdag d. 10. februar.

Dag 15 – flødeboller

Det måtte jo komme: Efter 15 dage med en ganske rimelig fastedisciplin blev jeg i dag overfaldet af et brændende ønske om at spise flødeboller.
Det må nok betegnes som en trang. Den var vild og voldsom og en smule latterlig, for jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidt har spist flødeboller, og endnu mindre. hvornår jeg sidt har købt nogen. Men den fik mig til at bruge langt mere tid foran supermarkedets slikhylde end normalt. De allerfleste flødeboller fås i plastikbakker, men der findes også de andre, de dyre, dem, der ikke er beregnet til børn. Dem, der koster 69 kroner pr. pakke og sælges i papæsker.
Jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle købe én, men jeg var temmelig sikker på, at de ikke ville give mig den samme oplevelse af sød intethed, en almindelig frisk flødebolle tilbyder.
I sidste ende købte jeg, hvad jeg var kommet for at købe: en plade hvid chokolade, emballeret i tynd metalfolie og papir. Det var den gloriekonforme løsning og fik mig til at føle mig ganske frelst.
Mere skal der p.t. ikke til.

I øvrigt producerede jeg ca. et gram plastikaffald i den forløbne uge. En glasflaske, jeg havde købt, viste sig at have en indvendig plastikforsegling. Det burde jeg have forudset.

Ugens vejning – 126 gram

Udsigterne var ellers så lovende midt på ugen, men så var der nogle småting, der også lige skulle kasseres, for ikke at glemme to rimeligt tinge kvalitetstandbørster.

Men hovedparten stammede fra blød plastemballage og er virkelig udtryk for, at jeg ikke har tænkt mig om. Det skyldes i høj grad, at jeg bor i et område, der godt nok er ganske pænt rødt, men ikke særligt grønt, så den økologi, man kan købe, kommer med en vis mængde plastik, især, når det drejer sig om agurker.

I går kiggede jeg ganske misundeligt på den grøntsagskasse, verdens bedste Clara havde stående i sit køkken. For agurker, dem vil jeg komme til at savne, og det vil barnebarnet også.

Han er forresten himmelhenrykt over sin bambustandbørste, fordi den føles rart i hånden og er let. Det sidste bør man overveje, når man køber toiletartikler til rejsen. En gang imellem tæller hvert enkelt gram, så det er godt at have et fornuftigt alternativ. Desuden består bambustandbørster glorietjekket langt mere overbevisende end plastiktandbørster af genanvendt, lokalt indsamlet plastik (tror jeg i hvert fald nok – med mindre man ikke rejser ret meget eller ret langt).

Jeg føler en generel irritation over, at jeg ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af mine valg og handlinger, fordi de i en global verden bliver stadig mere komplekse. Men disse overvejelser vil jeg gemme til en anden dag.

I dag er der for meget solskin og optimisme i luften.

Ugens vejning samt nogle tanker om nyanskaffelser

160 gram. Det virker, som om jeg kun med stor anstrengelse kan komme under 100 gram. Hver gang, min opmærksomhed vandrer, sniger der sig mere plastik ind. Som fx låget til det kaffekrus i pap, jeg bad om sidste mandag, da jeg skulle transportere to af slagsen.

Hovedårsagen har dog med stor sandsynlighed været, at jeg fik tømt de sidste poser med pasta, jeg havde liggende. Fra nu af bliver det hjemmelavet pasta fra en pastamaskine, verdens bedste Clara & Co. har lånt mig indtil videre.

I forbindelse med madlavningen har jeg overvejet, hvad jeg skal gøre, når jeg løber tør for krydderier. Men det er et problem, jeg vil tage mig af på et senere tidspunkt.

I dag vil jeg rejse spørgsmålet om, hvor mange ting jeg egentlig skal købe i forbindelse med plastikfasten. Jeg faldt over det i går i forbindelse med en hjemmeside, hvor man kunne købe hele kaffebønner i noget, der lignede plastikfri emballage. Det stillede mig bare over for et nyt problem: Jeg ejer ikke noget kaffekværn. Jeg er først og fremmest koffeinafhængig, men synes da også, at kaffekværn larmer. Det gør de mindre i dag end den gang, jeg fandt ud af, at jeg ikke bryder mig om dem, men helt lydløse er de stadig væk ikke.

Desuden ville det være langt bedre for min glorie, hvis jeg valgte en mekanisk kaffemølle, som man kan få til mellem 799 kr og små 1.500 kr. Men helt ærligt: skal jeg virkelig bruge så forholdsvis mange penge på noget, der kun giver mig meget begrænset glæde? Sandsynligheden for, at møllen vil havne bagest i et eller andet skab er alt for stor, og det er forkert på så mange måder, at det er til at fortvivle over.

Dette er en udfordring, jeg nok skal få løst, for udsigten til at skulle drikke pulverkaffe i 40 dage virker alt andet end tiltrækkende.

90 gram og det begrænsede valg

Tænk, i denne uge har jeg kunnet holde plastikaffaldet på under 100 gram! Det får mig til at se selve plastikfasten langt mere fortrøstningsfuldt i møde end bare for en uge siden – især fordi Superbrugsen i Matthæusgade faktisk havde mælk på flaske samt fancy urtete uden nogen som helst form for plastemballage.

Omstillingen er ved at tage form. Nu, hvor jeg igennem flere måneder har kigget på alle de produkter, der vil være tabu til den tid, er der kommet en vis ro over mig. Den skyldes til en vis grad, at mit projekt begrænser mine valgmuligheder, og at det ikke nødvendigvis er en dårlig sag.

Der er blevet forsket i forbrugeres tilfredshed i forhold til antallet af produkter, de kan vælge imellem, og det har vist sig, at et stort antal valgmuligheder gør folk mindre tilfredse (se denne artikel i The Economist – jeg har lidt svært ved at finde  noget tilsvarende på dansk).

At et stort udvalg kan virke stressende, kan jeg i hvert fald skrive under på – bare prøv at se de mange forskellige yoghurtmærker, man kan vælge imellem i et almindeligt supermarked i Berlin, næste gang, du er dernede. Nu skal jeg bare købe mælk, så kan jeg selv lave yoghurt og friskost. Det er noget nemmere end at skulle vælge mellem produkter, andre har udviklet.

Jeg skal dog stadig væk på ekskursion til Køge og Malmö for at se, om ikke det er muligt at få styr på nogle af de toilet- og rengøringsartikler, jeg ved, jeg kommer til at skulle bruge i februar og marts.

Ugens vejning

Har du det også sådan? At det føles, som om nytårsaften allerede ligger langt bag dig? Jeg synes i hvert fald, at mine betragtninger angående mit plastikaffald i uge 1 føles lidt antikverede – men vil nu godt skrive om dem alligevel.
370 gram blev det til. Det er mindre end ugen før, men da prøvede jeg også at omsmelte en køleskabsskuffe på mit komfur, mens vi denne gang taler udelukkende om ganske almindelig, dagligdags affald.Det hele skyldes festlighederne omkring nytår og det stress, netop årets sidste dag er omgivet med, selv om man egentlig ikke gør ret meget ud af den.Efter i fire eller fem uger at have spist julemad er det tid til noget andet. Det er ganske forståeligt og for så vidt ikke noget nyt. Selv i det lettere aksetiske hjem, jeg voksede op i, var det sådan, og det, selv om vi kun havde fået julemad i én uge og efterjuletiden den gang varede til og med den 6. januar.Nytårsaften har nu en gang en helt anden karakter – mere udadvendt og verdslig, spontan og individuel. Og sammen med det kommer alle de moderne bekvemmeligheder og fristelser. Efter ugevis at have været underlagt traditioner, der ikke må rokkes ved, kan man slå sig løs uden at skulle forklare sig.Det vises så på bundlinjen. Også hos mig.

Det nærmer sig

Godt nytår, kære læser. Det er længe siden, hvad der selvfølgelig er helt og holdent min skyld.

Sidste års sidste to vejninger gav henholdsvis 198 og 806 gram plastikaffald. Det sidste skyldtes et hændeligt uheld i mit køkken, og dem vil jeg jo også fremover være nødt til at forholde mig til, i hvert fald så længe der er plastikobjekter i mit hjem.

Der er mindre end syv uger tilbage til plastikfasten, som jeg stadig væk er fast besluttet på at gennemføre, nu dog mest for fortællingens skyld – og for at give mig et bedre ståsted, når jeg fremover vil deltage i diskussionen om, hvad vi skal stille op med de ressourcer, vi indtil videre har for vane at betragte som affald.

Forberedelserne vil i de næste uger blive noget mere seriøse. Jeg skal stadig væk tage en tur over Sundet for at se, om svenskerne ikke sælger nogle af de hygiejneprodukter, jeg efterspørger. Desuden er jeg begyndt at eksperimentere med fremstillingen af madvarer, der kan gøre de syv uger mindre kedelige.

I dag prøvede jeg for første gang i mit liv at lave seitan. Det er det japanske ord for hvedegluten, som er det protein, der findes i hveden. Det, man gør, er, at man tilskynder glutenmolekylerne til at hænge sammen ved at ælte hvedemel med vand til en elastisk dej, som man kan fjerne stivelsen ved at ælte dejen forsigtigt i koldt vand.

Det kræver lidt fingerspidsfornemmelse, men er egentlig ikke særlig svært – problemet er bare, at resultatet ikke smager af ret meget, og det på en ikke videre velsmagende måde. (På Youtube fandt jeg en amerikansk vejledning i at lave seitan, hvor man fra starten skulle bruge masser af smagsgivende ingredienser, som jeg ikke sådan kunne få fat på her den 1. januar, så jeg fulgte en tysk vejledning, der var mindre krævende, men kvinden havde en pointe, og jeg har tænkt mig at bruge hendes fremgangsmåde næste gang.)

P.t. er jeg ved stadiet “kan spises, uden at man dør af det”, så det er oplagt, at det må kunne gøres bedre, ellers giver det ingen mening.