Category Archives: internationale forhold

Rejser og plastik

Nu kan jeg vist indrømme det: Grunden til, at jeg først i morgen kommer i gang med min plastikfaste, har været for det meste praktisk. Jeg vidste nemlig allerede, da jeg fandt på projektet, at jeg ville tilbringe vinterferien på Sicilien.

Ti gode dage blev det til, men desværre også et stort forbrug af plastik. Det værste er de evindelige plastikposer, man får på markederne. Man bliver dog noget mildere stemt, når man om aftenen møder en ældre kvinde, der slentrer til gadens affaldscontainere, mens hun svinger nonchalant med to skraldeposer, hun tidligere på dagen bestemt har båret varer hjem i.

Også dernede ser man forskellen mellem det billige og det produktudviklede plastik, og som turist er det svært at undgå fælderne, især fordi man skal tænke på vægtbegrænsningen på vejen hjem – og glas er ikke kun skrøbeligt, det er også tungt.

Men i sidste ende er det jo selve flyrejsen, der er problemet. I hvert fald når man har en snævert ressourcemæssig tilgang til sagerne.

Lidt om plastikposer

Ingenjøren er et udmærket blad, som også teknikangste humanister kan have nytte af at læse. I sidste nummer havde de en artikel om EU-direktivet om begrænsningen af brugen af plastikposer, som viser, at tingene faktisk ser noget anderledes ud, end jeg havde troet.

De tynde plastikposer, som man bl.a. bruger i supermarkeder til frugt og grønt, berøres ikke af direktivet – af hygiejniske årsager.

Det er for så vidt en forkert varedeklaration, da disse poser først og fremmest skal gøre det muligt for bemeldte supermarkeder at sælge frugt og grønt i løsvægt uden at skulle have en medarbejder ansat til at gøre det. De købte varer bør man under alle omstændigheder vaske, inden man spiser dem.

Tykke plastikposer, som man fx får, når man køber tøj i en lidt dyrere forretning, er også udelukket, fordi det forventes, at disse poser bliver genbrugt ofte nok til at være en mindre miljø belastning end papirs- eller bomuldsposer.

Det er de almindelige indkøbsposer, der skal skæres ned på, og i denne forbindelse har en ændring undervejs i processen i EU-Parlamentetført til, at man ikke længere vurderer posernes vægt, men deres tykkelse, og her er problemet med supermarkedsposerne, at de er så tynde, at det falder ind under det nye direktiv.

I 2019 skal forbruget af den slags poser ligge på 90 og i 2025 på 40 poser om året.

Det må være pr. person, givetvis pr. voksen person. Hvad der dog er det mest morsomme ved alt dette, er, at man faktisk ikke ved, hvor mange plastikposer, det virkelig kommer til at dreje sig om, for, som der står i artiklens sidste afsnit:

“Beregningerne af danskernes indkøbsposeforbrug er lavet på baggrund af skatteindtægterne fra den danske afgift på at producere plasticposer og plastikindustriens egne erfaringer med, hvad poser vejer i gennemsnit. I dag betaler producenter af plasticposer i Danmark en afgift pr. kilo plasticposer, der produceres.”

Mjukplast

Vi har det ikke nemt i dette land. Det skyldes givetvis, at der er rigtigt mange ting, man helst ikke skal gå for meget op i. Økologi, for eksempel, eller klimaforandringer.

Man kan godt gøre det lidt, men ikke så meget, at det forhindrer én i at kunne tage det hele helt afslappet.

Derfor undrede det mig heller ikke, at jeg på en pose med soja-fettucine i går kunne læse, at posen “sorteras som mjukplast”, uden at der fandtes en tilsvarende tillempning til dansk.

Det var interessant. Mens jeg i København skal smide den slags i min affaldspose, så den kan køres til den nærmeste kraftvarmeværk, kan man på den anden side af Sundet finde ud af at genanvende blød plastik til fremstilling af nye plastikposer.

Når nu størsteparten af mit plastikaffald består af blødt plastik, ville det være rart ikke at skulle få det brændt, skulle man antage. Men således er det altså ikke. Beslutningen om ikke at genanvende blødt plastik i Danmark er politisk. Måske burde man forlange lidt mere konsekvens for at fremtidssikre afslappetheden.

Syd for grænsen

Min smag i mænd kan selvfølgelig debatteres, men i forbindelse med plastikprojektet er jeg faldet over to tyske universitetsprofessorer, jeg er blevet lidt lun på. De italesætter nemlig hver fra sin egen vinkel det problem, mennesker med et mere regelmæssigt familieliv end mit ville stå overfor, hvis de ønskede at efterligne mit eksempel: den kroniske mangel på tid.

De herrer underviser på universiteterne i henholdsvis Jena og Oldenburg og hedder Hartmut Rosa og Niko Paech. Youtube ligger inde med en del af deres foredrag og nogle interview, men de er på tysk og ikke tekstede, så det kan for nogle være en stor mundfuld.

I dag har jeg så fundet et kort foredrag fra sociologen, Hartmut Rosa, på engelsk (men også her er et vist kendskab til tysk bestemt en fordel) med titlen “How growth enters our imaginaries and how we may get rid of it“.

Niko Paech, som er økonom, har fuldstændig forladt væksttankegangen og hører til post-vækst-teoretikerne i Tyskland. Han giver et overblik på engelsk over sine tanker her (ca. 12 minutter inde i videoen).

Fælles for Rosa og Paech er, at de interesserer sig for misforholdet mellem den tid, vi hver især har til rådighed, og alt det, vi forventes at bruge den på. Først og fremmest selvfølgelig på arbejdet.

Der er problemstillinger, de to ikke rigtigt tager stilling til. Fx hvad sådan en som jeg skal leve af, hvis det meste pludselig bliver fremstillet lokalt, og der ikke længere er behov for mennsker, der taler fremmede sprog. Og jeg er jo ikke den eneste.

Men det må vi andre så se at få løst.

 

Fra plastiklandet

I denne weekend er der ingen plastik, der skal vejes. Jeg valgte ikke at tage alt det plastik med hjem, som jeg blev konfronteret med under skolernesefterårsferie.

Jeg havde allerede før en mistanke om, at det på rejser ville være temmelig plastikintensive, men der skal jo mere til for alvor at få øje til alt det ekstra plastik, der kommer i omløb, fordi vi er blevet så pokkers mobile.

Rejser man i tog, er der meget, der kan undgås, simpelthen ved, at man medbringer egen forplejning i passend emballage. Det giver så en del ekstra slæbe på, men det må man vist finde sig i, hvis man i skæringsfeltet mellem ressourceforbrug og bæredygtighed, vælger det sidste.

Alt, hvad man køber undervejs, kommer derimod med plastik. Nogle gange er der mere af slagsen, nogle gange mindre, men det er nu en gang den foretrukne måde at sikre lang tids holdbarhed ved stuetemperatur og derunder på.

I de fleste fly bliver der frådset med plastik til den store guldmedalje – når man ser bort fra dåserne med øl og sodavand eller flaskerne med vin. Selvfølgelig kan enhver læser nu indvende, at, hvis man flyver, så kan det også være lige meget, Kerosinforbruget pr. passager er alligevel så højt, at den smule mineralolie, der går til fremstillingen af de bægre, bakker, poser, kopper og det bestik, der uddeles under selve turen, hverken gør fra eller til.

Det er fuldstændigt korrekt, men ligger uden for mit projekts fokusområde.

Hvad der egentlig fik mig til undres mest, var, at det hotel, hvor jeg tilbragte natten før hjemrejsen, og som var fire-stjernet, havde valgt at bruge så megen plastik, at jeg ikke var helt sikker på, at jeg på nogen måde faldt inden for deres målgruppe.

Der var en elkedel, hvilket var rart, og man kunne brygge te og kaffe i styroporbægre. Til kolde drikke var der gennemsigtige plastikbægre, som lå i plastikposer. På badeværelser er der selvfølgelig masser af muligheder for at bruge plastik – denne gang var bægeret af samme slags som dem på værelset.

På selve destinationen er der selvfølgelig også mange situationer, hvor man først skal være stedkendt, før man kan træffe bæredygtige valg. Nogle af dem indebærer med stor sandsynlighed også, at man tilegner sig nogle udtryk og talemåder, man ikke lærer på sprogkurser.

 

Et blik mod nord

Denne måned er i Finland blevet udråbt til “Plastikfri september”, og i følge initiativets Facebook-side deltager over 24.000 mennesker i dette initiativ.

Svenskerne gjorde åbenbart det samme i juli-måned.

Oplysningerne stammer fra den danske del af UNRIC’s hjemmeside, hvor der også bliver gjort opmærksom på, at vi i Danmark hver især i gennemsnit bruger 57 kg plastik om året. Det er lidt over et kilo om ugen og et tal, jeg skal huske, når jeg nu skal til at veje alt det plastik, jeg har skullet smide ud i denne uge.

Jeg må på et tidspunkt finde ud af, hvordan nordmændene har det med den slags initiativer. Mennesker kan jo uden problemer rumme flere indbyrdes modstridende overbevisninger, så jeg har store forventninger om, at de også meget snart er med på bølgen.