Category Archives: Mulige blindgyder

KBH FF SV

Når man bor på disse kanter og vil leve bæredygtigt, skal man være glad for rødbeder. Og kål. Og selleri.

Sent i går eftermiddags mødte jeg for første gang op hos Københavns Fødevarefællesskab i Sydvestkvarteret. De holder til ved Karens Minde, og der er stadig væk lige så barnsdomsmørkt der som dengang, jeg var en flittig bruger af Sydhavns bibliotek.

Efter indmeldelsen fik jeg mulighed for at købe en af de ekstra grøntsagsposer, afdelingen havde fået leveret. Den kostede 10 kroner mere end den, man bestiller en uge i forvejen, og som koster 100 kroner, og indeholdt rødbeder, rødkål, rødløg, knoldselleri, pastinakker, blomkål, kartofler og kruspersille. Alt i alt ca. seks kilo. Blomkålen var svøbt i plastikfilm; dens skrøbelighed taget i betragtning, er det måske ikke underligt.

Jeg er begyndt at blive lidt nervøs for, at jeg kommer til at vise træthedstegn, allerede inden jeg for alvor går i gang med plastikfasten. Udsigten til med jævne mellemrum at skulle spise rødkål (som jeg ikke er særligt begejstret for) helt frem til påske virker ikke ligefrem tillokkende, så jeg er vist nødt til at fare frem med lempe.

Rent prismæssigt er KBH FF et godt alternativ for københavnere, der vil købe bæredygtige, økologiske grøntsager til en pris, der er til at betale, og samtidig indgå i et fællesskab, der skærper ens opmærksomhed på madens oprindelse.

Det er selvfølgelig rigtigt, at der ikke er særligt meget spontaneitet over det her, og det kan være vanskeligt at sluge i et samfund, der holder de fleste af os i et tidsmæssigt jerngreb, så et af de få steder, hvor vi kan være kreative og spontane, er køkkenet, hvis ikke vi ringer efter en pizza og overlader kreativiteten til “Den store bagedyst”.

Til telefonpizzaens fordel tæller, at den som regel kommer i en papkasse – se, det have jeg heller ikke tænkt på før…!

Plastikposer nord for København

Kommunens medarbejder har endnu ikke svaret. Jeg giver det nogle dage, selv om jeg ikke tror, det nytter noget. Rådhuset blev trods alt udsat for bombetrussel og evakuering i går – så kan der ver meget, der glipper. Hvis ikke der kommer noget inden weekenden, må jeg prøve at ringe og finde frem til rette vedkommende på mandag.

Samvirke har et helt emne om emballage på deres hjemmeside.Det er både hyggeligt og oplysende, og det skal bladets redaktion ikke have utak for. Verdens bedste Clara sendte mig i morges linket til deres infografi om plastikposer. Den er på mere end en måde god at forstand af, fordi også den viser de dilemmaer, vi står overfor i forbindelse med de valg, vi skal træffe i dagligdagen.

Mest interessant, synes jeg, er Danmarkskortet, der viser udbredelsen af brugen af plastikposer efter region – desværre mangler der tal, men nord for København har folk åbenbart slet ikke styr på det der med indkøb.

Jeg kender mennesker, der bor deroppe, og det er ikke mit indtrryk, at de bare kommer valsende ind i et supermarked, sådan helt uforberedt og uforvarende og fem minutter før lukketid, for lige at købe lidt lækkert til aftensmaden, og derfor heller ikke har noget med, de kan køre varerne hjem i.

Så det må betyde, at der er andre, der gør det.

Glorien gnaver på mange måder

Så står den på bordet, min nye bento-boks. Den er smuk og af træ og har efter sigende en masse gode egenskaber. Og så er den japansk.

Bento_box

Jeg husker tydeligt, at der var en tid, hvor jeg ikke anede, hvad en bento-boks er. Det er ikke så mange år siden, men nu ejer jeg endda en.

Det, der gør, at glorien trykker, er, at den kommer så pokkers langvejs fra. Først blev den fremstillet et sted i Japan, så blev den sendt til Frankfurt, og derfra kom den til Valby. Uanset, hvor økologisk korrekt dens fremstillingsproces måtte have været, så kan den aldrig opveje det spor af CO2, denne lille tingest slæber efter sig.

Jeg bør kobe mere lokalt – jeg ved det godt. Og det er ikke nok kun at koncentrere sig om madvarer. Men hvor finder jeg i danmark en person, der kan fremstille en lignende trææske til mig? Og ville den i givet fald være til at betale?

Man kan jo sagtens forestille sig en snedker, der beslutter sig for at lære eksotiske teknikker og derfor tager på den lange vandring, der skal til, hvis man vil tage til Japan på en nogenlunde bæredygtig måde, og som bruger flere år på at lære kunsten at lave bento-bokse for sidenhen at vende tilbage til sit lille værksted på Vesterbro, hvor han forsøger at interessere kunderne i disse eksotiske madkasser, ingen rigtigt tør binde an med.

Til sidst opgiver han – bl.a. fordi huslejen er steget astronomisk pga. den omsiggribende gentrificering af kvarteret – og giver sig til at sælge dansk designlegetøj til turisterne.

Af sine bento-bokse beholder han én eneste, som han bruger til at gemme sin datters mælketænder i.

Træ, påstås det på den hjemmeside, hvor jeg fandt boksen, isolerer bedre end metal. Det lyder indlysende.

Mens jeg overvejer, hvad jeg skal putte i boksen, spekulerer jeg også over, hvordan man kan få ophævet denne modsætning mellem et ønske om et mindre plastikbaseret liv og det CO2-udslip, man derved kan være ansvarlig for.

Måske skal jeg prøve at fremstille min egen bento-boks. Af materialer fra nærområdet. Det kræver med garanti en masse værktøj, som jeg heller ikke har – og som i dag for det meste fremstilles i Kina.

Sundhed – bæredygtighed – miljø

Der er mange grunde til at afstå fra at bruge plastik, og i denne forbindelse er det mit indtryk, at der er en forholdsvis stor gruppe, der gør det, fordi de er bekymrede for forskellige plastikprodukters sundhedsskadelige virkning.

Det samme gælder også indvendingerne mod at erstatte plastik med andre produkter, fx i forbindelse med konservesdåser, hvis metal kan være mere sundhedsskadeligt end den epoxylak, deres inderside er coatet med.

Løsningen ville i så fald være rustrit stål, som jeg har set promoveret i forbindelse med drikkedunke til friluftsfolk. Set som en investering har rustfrit stål givetvis en lysere fremtid end plastik, og går man i tanker om at udskifte plastik med stål, skal det gøres nu, da stålpriserne p.t er forholdsvis lave.

Men udvindingen af jernmalm har miljømæssige omkostninger, som vi mennesker beviseligt ikke er i stand til at overskue, så rustfrit stål er måske ikke umiddelbart sundhedsskadeligt, det er bestemt ikke bæredygtigt.

Og for mig drejer dette projekt sig om bæredygtighed. Jeg bilder mig ind, at den gavner miljøet – og måske er det endda sundt for mig.

Om tandbørster og andre livsstilprodukter

Hygiejneartikler ser ud til at være storforbrugere af plastik.

Det er så stort et område, at jeg føler mig helt afmægtig og har mest af alt lyst til at løbe skrigende bort.

En stor del af plastikforbruget kan forklares med de pengemæssige besparelser, der har været i at udskifte bæredygtige produkter med plastik: mindre vægt, mindre spild, færre ødelagte varer. Det er til at tage og føle på, og da de fleste virksomheder først og fremmest kigger på egen bundlinje, er det da disse besparelser, der tæller.

Jeg forstår det så udmærket. Men jeg holder ikke med dem, der mener, at “Tout comprendre c’est tout pardonner” (at forstå alt betyder at tilgive alt). Men nok om det.

Dagens undersøgelse gjaldt tandbørster, men Google var ikke særligt meddelsom, da jeg ledte efter økotandbørster. “Tandbørster træ” derimod henviste mig til et sted på Nørrebro, hvor der sælges tandbørster med træskaft. Underligt nok er det en livsstilsforretning, og tandbørsten er opført under “Accessories til rejsen”.

Det undrer mig, at man ikke kan få den i en helsekostforretning. I den, jeg tjekkede i dag, kunne man få tandbørster af 100 % recyclet plastik fra jogurtbægre – et godt forsøg, bare ikke til mit formål.

Amazon.de sælger trætandbørster med borster af grævlingehår. Hvor producenterne får grævlingehåret fra, er mig en gåde.

Som så mange gange før oplever jeg også ved dette projekt, at det får mig til at lære ting, jeg ikke nødvendigvis har lyst til at vide.

Hvis der er nogen, der har overskud, så kunne vedkommende passende starte et initiativ om at stoppe brugen af grævlingehår. Jeg lover, at jeg vil like det på Facebook!

Toiletpapir

“Toiletpapir”, sagde verdens bedste Clara, så snart jeg havde forklaret hende mit projekt. “Du får problemer med at finde toiletpapir, der ikke er pakket ind i plastik.”

Tanken havde strejfet mig, men jeg ville have ønsket, at hun ikke straks havde påpeget denne åbenbare brist ved hele foretagendet. Jeg kan nemlig ikke huske, hvornår jeg sidst har set en pakke toiletpapir i papiremballage. Måske var det sidst i 1980erne; men jeg har en fornemmelse af, at det forholder sig med toiletpapir som med kloakering: Man tænker først over det, når det er blevet et problem.

Der er for så vidt ingen grund til at bruge plastik til den slags emballage, hvis man ser bort fra markedsføringen. Men når jeg tænker på, hvor lidt man egentlig kan se igennem plastikemballagen, så har jeg svært ved at tro, at et kig på nogle mønstre afgør købsbeslutningen. Følelsen, når man tager pakken ned fra hylden, betyder efter min mening langt mere.

Måske er der nogen, der mener, at plastikposen omkring toiletpapiret føles lækkert. Jeg kan med god samvittighed sige, at det er noget, jeg aldrig har gjort.