Category Archives: Zero Waste

Hjemme igen

Så kom jeg endelig hjem igen til mit mindre plasticbefængte hjem, og det føles som en lettelse at kunne genoptage (omend i mindre hysterisk målestok) den livsstil, jeg har vænnet mig til siden midten af februar.

Udfordringerne har jo ikke ændret sig, bare fordi jeg har været væk en uges tid. På onsdag vil posen fra Københavns Fødevarefællesskab for eksempel igen indeholde hvidkål og gulerødder. Det er jo trods alt for tidligt til, at man kan forvente at få masser af spændende forårsgrøntsager – men der lå endnu et helt hvidkålshoved i mit køleskab, da jeg kom hjem i går, så det tog mig en god nats søvn at finde ud af, at jeg jo kunne springe med på den nyeste modebølge og udsætte den fintsnittede kål for gæring med mælkesyrebakterier, vil sige: lave surkål.

Jeg lavede den slags af nød i 1980erne, fordi man ikke bare sådan kunne gå ud og købe surkål i København. Der var vist et sted, hvor man kunne få den på dåse, men sådan en indeholdt 800 gram, hvad der er afsindig meget at skulle tygge sig igennem, når man er den eneste i familien, der spiser den slags.

I dag så jeg pludselig mælkesyregæring som en mulighed til at mindske madspillet og øge mine kulinariske valg. Set i et plasticfasteperspektiv giver det mig flere muligheder fremover – og snitter man kålen fint nok, tager det heller ikke mange dage, før man har fået et spiseligt produkt.

Så nu sidder der et glas med hvad der forhåbentligt snart bliver surkål på mit køkkenbord. Det gør mig mere glad, end jeg ville have troet for en uge siden.

Dag 24 – Redningsplanker

Jeg har ved en tidligere lejlighed kommenteret historien om den unge kvinde i New York, der i et år ikke havde produceret affald. Det kunne, hævede jeg, kun lade sig gøre, hvis hun ikke selv lavede mad. (Men ellers er det stadig væk et meget prisværdigt projekt at gå efter “no waste”.)

Det, der gør, at jeg nævner det, er, at jeg i går blev ramt af en hvis metaltræthed. Måske skyldtes det, at jeg blev inviteret på flødeboller – af den slags, jeg havde været nødt til at nægte mig selv for en uge siden, men på vejen i byen sent i går eftermiddags kunne jeg ikke modstå min lokale 7-elevens tilbud om rundstykker med ost. Ganske almindelig, ikke over-spændende gul skæreost.

Da kædens bagværk sælges i papirsposer, var det jo en glimrende måde at overholde plastikfasten på og samtidigt synde lidt. Men først og fremmest må jeg vist sande, at det er begrænsningerne, der begynder at gå mig på, fordi denne form for faste ikke fører den samme lykkefølelse med sig som en almindelig faste.

Så underholdende oplevelsen end måtte være, får den mig ikke til at producere endorfiner. I det lange løb virker det lidt belastende.

Der er 16 dage igen. Det skal nok gå.

Men hvis jeg skulle være skør nok til at gentage projektet, vil jeg sørge for, at jeg ligger inde med tilpas meget skæreost. Den kan jo i givet fald være hjemmelavet.

Pant på postpakker

En finsk virksomhed har udviklet emballage i hårdt plastik til postforsendelser (se her), som kan indgå i et pantsystem.

Deres presse-kit kan man læse her.

Jeg har endnu lidt svært ved at se, hvordan man kan få det til at fungere globalt, men lokalt og nationalt er det da bestemt en løsning, vi bør efterspørge, når nu politikerne ikke vil være “first movers”.

Tarvelighedens pris

Jeg er ad flere omgange blevet gjort opmærksom på følgende indlæg om et affaldsløst liv. Lauren Singers historie ligner på en måde min – det er en lille ting, der pludselig får én til at erkende, at man bare ikke længere kan fortsætte, som man har gjort.

Hos hende, der har læst miljøstudier, lå der selvfølgelig et større troværdighedsproblem til grund for beslutningen. Hos mig var det bare det generelle ubehag ved tingenes tilstand og en vis nysgerrighed over for mine egne fordomme.

At hun så kan leve affaldsfrit, gør mig dog knotten på Frank Jensen og resten af Borgerrepræsentationen: Det eneste affald, jeg nu producerer, er blødt plastik. Så vidt jeg kan overskue det, bliver det til 20 kg om året. Ikke, fordi det ikke kan genanvendes, men fordi man har taget en politisks beslutning om det.

Det er således politikere her i landet, der ødelægger vores konkurrenceevne inden for affaldsundgåelse! Det er politikerne, der har bestemt, at vi ikke skal være førende inden for området. Jeg synes, det er tarveligt.

Termisk depolymerisering…?

Det begynder at blive kompliceret. Sådan er det jo altid, når man begynder at gå i dybden med noget. For ikke at gå helt ned med flaget af kløjs totalt i et informations-overload har jeg anskaffet mig nogle bøger om organisk kemi.

Det er næsten 40 år siden, jeg sidst rørte ved den slags, og jeg husker egentlig mest af alt en fuldstændig kolerisk lærer, der også underviste i biologi, og som jeg var glad for at kunne bytte mod en langt mere medgørlig fysiklærer.

Bemeldte kemilærer havde det med at true sine elever med at polymerisere dem, hvis de ikke hørte efter. Det vagte stor munterhed iblandt os, unge og hjerteløse, som vi var.

At han døde ca. 15 år senere af et hjertetilfælde, vil jeg snarere tilskrive et fuldstændigt kikset karrierevalg end vores manglende interesse for de guldkorn, han begavede os med, selv om der nok var en vis sammenhæng alligevel.

I miljøodbogen på DMU’s hjemmeside defineres polymerisering som følger: “En kemisk proces, hvor de enkelte molekylenheder (monomerer) kædes sammen til en sammenhængende kæde eller netværk, en polymer”.

Men det, der faktisk er det smarte ved polymerer, er, at de kan “depolymeriseres”, dvs., de kan føres tilbage til deres oprindelse. Det gøres vha. tilførsel af varme, hvorfor det kaldes “termisk depolymerisering”.

Det skulle for så vidt ikke undre mig, at plastik og dets livscyklus virker så overvældende, fordi der altid bliver brugt ganske dyre ord i denne forbindelse. Så er det langt nemmere at brænde stadset. Det ved man da, hvad er.

Men der, hvor jeg egentlig vil hen med dette lidt vidtløftige indlæg, er, at plastik, der ikke længere kan genbruges, fordi kvaliteten er for dårlig, faktisk kan føres tilbage til råolie. Processen er blevet udviklet så langt, at det nu er muligt at by-passe råoliestadiet og gå direkte til benzin eller diesel (samt noget naturgas), der kan bidrage til endnu flere CO2-emissioner (se artiklen her).

Jeg er helt sikker på, at det er en dårlig idé.

Det eneste problem, jeg mener, artiklen løser, er sammenblandingen af plastik og andre stoffer, fx metal. Tænk på de, for det meste hvide, lukker, der findes på visse brødposer. Enten er de snoet sammen, eller også bøjes de omkring posen. De består ofte af plastik og har en eller to metaltråde som forstærkning.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem, men nu ved jeg, at der findes en proces, der kan skille dem ad. Det er godt at vide, at der er håb forude for plastik af ringe kvalitet.

—–

P.S.: Jeg har åbenbart glædet mig for tidligt. I denne artikel kaldes de rester, der bliver tilovers efter den termiske depolymerisering “forkullet affaldsprodukt”. I følge denne forespørgsel i EU-Parlamentet virker det, som om dette “forkullede affaldsprodukt” er ansvarlig for en hel del forurening.

Vi kan åbenbart ikke finde ud af det. 🙁

Junglelov

Til mine talrige laster hører et udpræget ønske om at læge nyt. Det ville givetvis ikke være betænkeligt, hvis ikke det gik hånd i hånd med et øget indkøb af materialer fra udlandet.

Men jeg har nu en gang brug for at genopfriske den viden, jeg for mange år siden fik om organisk kemi i gymnasiet – og selvfølgelig ajourføre den. For at kunne træffe informerede beslutninger er det uomgængeligt for mig at få styr på emnet for mit projekt.

Det får mig på den anden side til at blive noget muggen, for nok er jeg i stand til at indhente det forsømte og danne mig et overblik over forholdene – men hvad med dem, der ikke har de samme forudsætninger? Dem, der er overladt til deres mavefornemmelse?

“Det offentlige” gør allerede en del for at fremme grøn omstilling, genanvendelse og affaldsbegrænsning, og måske skyldes det min nye interesse, at jeg får øje på disse projekter og udvider mit ordforråd (bl.a. med “cirkeløkonomi”), men jeg synes, at dækningen af disse tiltag stadig væk er langt fra mainstream.

Miljøstyrelsen står fx for et projekt, der hedder Danmarks råstof, der skal fremme grøn omstilling og skabe grønne arbejdspladser. Hvor mange penge de har til at gøre godt med, kunne jeg ikke lige se, men man må da håbe, at det bliver en succes.

Og så har jeg modtaget min bykompostspand og må sige, at dette system skal være endog ekstremt godt, før jeg vil anbefale det til nogen. Brugen af kompostgær gør det nemlig ret så omkostningstungt – i hvert fald når man, som jeg, bor i entageejendom, hvor renovationen indgår i huslejen (og bor man i et hus med have, har man ikke behov for dette system, da man sagtens kan have en kompostbunke i haven).

Jeg er lidt spændt på resultatet, men kan allerede nu melde, at denne sidegren af mit plastikprojekt kræver noget mere tid og omtanke, end man kan nøjes med, når man bare smider ting ud. Det affald, man vil kompostere, skal skæres i mindre stykker, ellers kan gærbakterierne ikke fordøje dem. Så skal spanden tappes for væske hver tredje til femte dag.

Det er alt sammen meget logisk, men også noget mere besværligt end renovationsløsningen.

I denne forbindelse ville det givetvis være bedst, hvis jeg meget hurtigt ville kunne komme ud over glorie-stadiet og over på selvfølgelighedsstadiet, fordi der med glorien også kan medfølge en vis følelse af martyrium – og det gider jeg i hvert fald ikke.

Taget i betragtning, at den virkelige plastikfaste først skal starte om små fire måneder, er jeg også nødt til at holde humøret oppe.

 

Så kom der et svar

I dag blev jeg kontaktet af en medarbejder fra Københavns Kommunes afdeling for affald og genbrug, som kunne fortælle mange ting om udviklingen af kommunens genbrugspolitik.

Han mente, at beboerne i etageejendommene i kommunen havde været hurtige om at tage affaldssorteringen til sig, og at der i følge hans oplysninger kun var mellem 7 og 10 % ting i plastik- og metalspandene, der ikke skulle være der.

Villaerne skal få deres egne, opdelte spande fra september 2015. Ideen er så, at reduceringen af affaldsmængden skal modsvares af en reducering i renovationsafgiften.

Men nu til det indsamlede plastik. Det køres ud til Raffinaderivej, hvor det presses til store baller her.

Nu kommer problemet: Det plastik, vi afleverer, består af forskellige typer og skal sorteres, inden det kan genanvendes. Til det mangler der et anlæg i Danmark, så ballerne fragtes til Tyskland, hvor de sorteres, hakkes til peller og sælges til plastikindustrien.

Den allerdårligste kvalitet benyttes som opvarmning på eksempelvis cementværker (ca. 25-30 %), mens den næstdårligste kvalitet (mixed plast = ca. 20 %) bl.a. benyttes til fremstilling af bænke og borde til eksempelvis rastepladser. Det giver en reel genanvendelse på ca. 50 %, mens yderligere 20 % bliver brugt til lav-kvalitets genanvendelse.

For hver kilo plast, der genanvendes, spares miljøet for 1,5 – 2,0 kg CO2.  80-90 %  skyldes energibesparelsen ved at benytte genanvendeligt plastik i stedet for at producere plastik fra bunden.

Det lyder alt sammen meget fornuftigt og kører åbenbart også godt, hvad der jo er skønt at høre. Men jeg er nu alligevel lidt skuffet over, at jeg ikke direkte kan købe et produkt, der udelukkende består af genbrugt plastik fra københavnske genbrugsspande.

Lidt lokalpatriot skal man da have lov til at være.

(Rettet d. 23.10.2014, kl. 14:18)

Gendyrkning og den slags

Projekter som dette gør folk hjælpsomme. Først og fremmest, når det gælder om at udpege vanskelighederne. Det er selvfølgelig irriterende, når man mest af alt har lyst til bare at kaste sig ud i det – men i sidste ende bidrager den slags indvendinger også til, at man får øje på ting, man ellers ville have overset.

Tag nu fx de net, løg kommer i. Meget bidrager de jo ikke til det store regnskab – men alligevel.

Det  har naget mig, lige siden det blev påpeget for første gang. Det er jo ikke, fordi jeg spiser særligt mange løg, men jeg har lidt svært ved at forestille mig at leve 40 dage helt uden dem. Noget andet er det med hvidløg, men dem kan man få enkeltvis, kun udstyret med en stregkode.

Da jeg så i dag langt om længe gjorde alvor af at komme en ingefærrod, der havde spiret, i en urtepotte, faldt jeg over en kort sætning om, at man også kunne bruge rester af andre grøntsager og frugter til gendyrkning, bl.a. løg.

Som ved så mange andre ting har også det været noget, jeg på et tidspunkt havde hørt om, men havebrug og den slags er ikke noget, jeg har været mest interesseret i.

Nu, derimod, er det pludselig relevant. Bl.a. også, fordi jeg har lidt svært ved at forestille mig, at denne form for urban gardening eller re-growth er noget, der virkelig kan batte så meget, som diverse forfattere af farvestrålende rådgivere går og påstår.

Lige nu har jeg så både sat en top og en bund af et løg i vand. Hvad det bliver til, vil tiden vise. I øjeblikket udmærker forsøget sig først og fremmest ved, at her lugter af løg.

Det er for så vidt ikke uinteressant, at det først og fremmest er kål og rodfrugter, der egner sig til den slags. Det må jeg jo i givet fald lære at leve med.

P.S.: Jeg har fundet en kompostspand, der ser ud til at opfylde alle de behov, jeg måtte have, tager imod den slags køkkenaffald, jeg producerer, og passer ind under min køkkenvask – men selvfølgelig er den af plastik.

Skal man bare producere mere affald?

Jeg har efterhånden fået så meget plastik på hjernen, at jeg har abonneret på det nyhedsbrev, der udsendes af Plastindustriens Brancheforening. Først var jeg egentlig ikke meget for det, men efter at have kigget lidt på deres hjemmeside må jeg sige, at også de er kommet med på vognen, når det gælder indvinding og genanvendelse af plastikaffald. Sagen er jo, at det er en branche, der er kommet for at blive, da vi ikke er i stand til at skille os af med plastikken på en forsvarlig måde.

Vi hænger på den, min damer og herrer. Dette er et materiale, vi ikke sådan kan skille os af med, med mindre vi vil brænde det og accepterer de konsekvenser, det måtte have.

Og dermed er vi nået til den tanke, der i øjeblikket nager mig mest af alt: med alt det plastikaffald, der allerede findes i verden – er det så rimeligt at smide noget ud, der stadig væk er helt og brugbart, bare fordi det er af plastik?

Det er til at blive helt pietistisk af – eller måske snarere kierkegaardiansk i retning af “Hæng dig eller hæng dig ikke, du vil fortryde begge dele”.

Det må da være formålet med at vælge plastik fra at sørge for, at der produceres mindre af slagsen – eller hvad?

Og hvad med den hurtig-komposter, jeg har kastet min kærlighed på? Den ser ud til at være helt rigtig for min lille altan – hvad nu, hvis jeg kunne samle hård plastik og så få komposteren støbt et sted, når jeg har samlet nok?

I en verden, der bygger på arbejdsdeling og stadig større specialisering, er det måske ikke den bedste måde, jeg kan bruge min tid på, og komposteren er måske også patenteret…

Men ét eller andet sted skal man da starte.

Om tandbørster og andre livsstilprodukter

Hygiejneartikler ser ud til at være storforbrugere af plastik.

Det er så stort et område, at jeg føler mig helt afmægtig og har mest af alt lyst til at løbe skrigende bort.

En stor del af plastikforbruget kan forklares med de pengemæssige besparelser, der har været i at udskifte bæredygtige produkter med plastik: mindre vægt, mindre spild, færre ødelagte varer. Det er til at tage og føle på, og da de fleste virksomheder først og fremmest kigger på egen bundlinje, er det da disse besparelser, der tæller.

Jeg forstår det så udmærket. Men jeg holder ikke med dem, der mener, at “Tout comprendre c’est tout pardonner” (at forstå alt betyder at tilgive alt). Men nok om det.

Dagens undersøgelse gjaldt tandbørster, men Google var ikke særligt meddelsom, da jeg ledte efter økotandbørster. “Tandbørster træ” derimod henviste mig til et sted på Nørrebro, hvor der sælges tandbørster med træskaft. Underligt nok er det en livsstilsforretning, og tandbørsten er opført under “Accessories til rejsen”.

Det undrer mig, at man ikke kan få den i en helsekostforretning. I den, jeg tjekkede i dag, kunne man få tandbørster af 100 % recyclet plastik fra jogurtbægre – et godt forsøg, bare ikke til mit formål.

Amazon.de sælger trætandbørster med borster af grævlingehår. Hvor producenterne får grævlingehåret fra, er mig en gåde.

Som så mange gange før oplever jeg også ved dette projekt, at det får mig til at lære ting, jeg ikke nødvendigvis har lyst til at vide.

Hvis der er nogen, der har overskud, så kunne vedkommende passende starte et initiativ om at stoppe brugen af grævlingehår. Jeg lover, at jeg vil like det på Facebook!