Category Archives: omstilling

Dag 33 – håndværker i vente

I morgen holder håndværkere deres indtog i mit hjem. De skal udskifte faldstammerne i mit køkken og bad, hvad der betyder, at jeg i en del dage kun har adgang til rindende vand fra én af hanerne.

Da jeg arbejder hjemme, imødeser jeg denne modernisering med blandede følelser. Sandsynligheden for, at jeg ikke længere skal slås med tilstoppede afløb, er temmelig stor – så det gør mig da glad, men glæden ved de nye rør opvejer underligt nok ikke det besvær, at dette fører med sig, som giver sig udslag i almindeligt rod og fremmede, der render frem og tilbage og griber forstyrrende ind i min arbejdsdag.

Når de så er gået hjem, efterlader de mig i det rod, de nødvendigvis må skabe.

Det interessante ved denne situation er selvfølgelig, om og i giv et fald hvordan den vil påvirke mig her på falderebet af min plastikfaste.

Noget er jeg da også allerede kommet i tanke om, og det er, at skal vente med at sætte nogle af tingene på plads til næste uge, da jeg gerne vil benytte lejligheden og få malet et lille rum, jeg bruger til opbevaring. Malingen kommer desværre i plastikbøtter.

Det gode ved sagen er dog, at der ikke går flere uger, før jeg kan komme i gang.

Aparte leveregler kræver stabile livsvilkår.

Velkommen til virkeligheden – dag 2

I går havde jeg så sindssygt travlt, at jeg måtte opgive at skrive noget her. Men i gang med plastikfasten kom jeg da, og jeg løb straks ind i de problemer, travle børnefamilier med garanti altid vil skulle slås med.

Grunden var, som jeg nævnte i forgårs, en deadline i dag samt den kendsgerning, at jeg manglede mælk, som jeg skulle til Vesterbro for at købe.

Dén halve time eller tre kvarter havde jeg simpelthen ikke! Det var så meget desto mere surt, fordi jeg skulle ud og hente min grøntsagspose hos Københavns Fødevareforsyning. Vejen fører mig nemlig meget tæt forbi en Superbrugsen og en Irma, for slet ikke at tale om den 7eleven, der ligger lige ovre på den anden siden af gaden.

Plastikfastende med et stort mælkeforbrug skal i hvert fald planlægge deres indkøb bedre end jeg har for vane.

Grøntsagsposen var en fornøjelse, da hverken gulerødderne, løgene eller kartoflerne lå i en plastikpose, og jeg kunne beholde hele indholdet.

Det mest tankevækkende har indtil videre været, at det pludselig føles, som om jeg bor på landet i stedet for i storbyen. Faktisk er jeg kommet så langt, at jeg kraftigt ville overveje at anskaffe mig en cykel for at klare mine indkøb, hvis plastikfasten ikke var undtagelsen.Indtil nu har jeg været vant til at alting lå i gåafstand. Nu, hvor bordet har fanget, er det åbenbart ikke længere tilfælde.

22 gram papir eller 5 gram plast?

At der findes plastikaffald, vi ikke er herre over, blev jeg mindet om for to uger siden, da jeg modtog årets første nummer af et ugemagasin, jeg har abonneret på i nogle år. Indtil slutningen af sidste år kom magasinet i en papirkonvolut på 22 gram, men nu ligger den i en plastikpose, som så mange andre blade også.

Så uanset, hvad jeg gør, vil jeg også under plastikfasten producere 5 gram blødt plastik. Abonnementet udløber til maj, og jeg kan måske bede dem om at holde op med at sende mig bladet og nøjes med web-udgaven, men jeg kan nu godt lide rent fysisk at røre ved arkene, slå op på en side på må og få og vide, hvor langt jeg faktisk er kommet i læsningen.

Der er imidlertid et andet aspekt, og det er, at det ikke er sikkert, at papirkonvolutten har været en mere miljørigtig løsning. Ikke alene, når det drejer sig om produktionsprocessen, men også med hensyn til transporten.

Jeg tror, jeg vil samle det uønskede plastikaffald, der kommer med posten, og se, om det fortæller mig noget om tilværelsen i denne præapokalyptiske periode.

Tandhygiejne fortsat – så kom miswak-pinden

De miswak-pinde, jeg nævnte i mit sidste indlæg om tandhygiejne kom faktisk allerede for en uge siden, men jeg vil gerne give dem den omtale, de fortjener.

Jeg havde bestilt fem styks sammen med et par bøger fra et websted i Storbritannien (her). De kom selvfølgelig svejset ind i plastik, hvad websiden forresten heller ikke lagde skjul på. I forhandlerens øjne er det selvfølgelig vigtigere at overbevise kunden om, at varerne er hygiejnisk emballeret.

Den enkelte pind er omtrent lige så lang som en almindelig tandbørste:

Miswak-pinden

Plastikposen holder pinden fugtig, så den, straks man tager den op af posen, udfolder en lugt, der mindede mig stærkt om sundhedsvæsenet. Det var den form for “sund lugt”, der får én til at overveje, om sundhed nu også er så god en ting, som medierne prøver at bilde os ind. Dog var den ikke værre, end at jeg mente, at jeg også ville kunne holde den ud i fremtiden.

Det viste sig, at pinden var skåret lige over på begge sider, så jeg var lidt rådvild. Var det meningen, at jeg skulle tygge i en af enderne, så fibrene kom frem? Eller skulle jeg fjerne noget af barken? Og hvis ja, så hvor meget?

Da miswak stammer fra den arabiske halvø og er en del af den muslimske kulturarv, tog jeg min bedste abaya på og gik over til mine genboer, et ungt, muslimsk par, for at spørge husets frue til råds.

Man fjerner barken, fortalte hun mig, og blødgør fibrene i vand. Så er pinden klar til brug. (Her kan du se en ret sjov indonesisk video om, hvordan og hvor man bruger miswak.)

Jeg har brugt miswak i en lille uges tid nu og kan indtil videre sige, at den virker på ydersiden af tænderne. Indersiden kan jeg kun nå, hvis jeg skubber belægningerne ned i tandkødet. Da jeg ikke kan forestille mig, at det er en god ide, vil jeg også fremover bruge en tandbørste der – og så selvfølgelig tandtråd (som kan fås i silke, fx her, hvor silken kommer i en “praktisk plasticcontainer”, mens der her ikke er oplyst, hvilken beholder den leveres i, så den prøver jeg).

Facit er altså indtil videre, at jeg slipper hverken for tandbørstningen eller for kokosolie/natron-blandingen på denne måde. Men jeg bruger langt mere tid på mine bisser end nogensinde før.

Det bliver min tandlæge bestemt glad for.

(En lille sidebemærkning: jeg har venner i Damaskus og spurgte dem i fredags, om de nogensinde havde brugt miswak. Det havde de aldrig nogensinde gjort – for meget muslimer var de heller ikke. – Sjovt nok var det slet ikke det, jeg havde haft i tankerne.)

Ugens vejning samt nogle tanker om nyanskaffelser

160 gram. Det virker, som om jeg kun med stor anstrengelse kan komme under 100 gram. Hver gang, min opmærksomhed vandrer, sniger der sig mere plastik ind. Som fx låget til det kaffekrus i pap, jeg bad om sidste mandag, da jeg skulle transportere to af slagsen.

Hovedårsagen har dog med stor sandsynlighed været, at jeg fik tømt de sidste poser med pasta, jeg havde liggende. Fra nu af bliver det hjemmelavet pasta fra en pastamaskine, verdens bedste Clara & Co. har lånt mig indtil videre.

I forbindelse med madlavningen har jeg overvejet, hvad jeg skal gøre, når jeg løber tør for krydderier. Men det er et problem, jeg vil tage mig af på et senere tidspunkt.

I dag vil jeg rejse spørgsmålet om, hvor mange ting jeg egentlig skal købe i forbindelse med plastikfasten. Jeg faldt over det i går i forbindelse med en hjemmeside, hvor man kunne købe hele kaffebønner i noget, der lignede plastikfri emballage. Det stillede mig bare over for et nyt problem: Jeg ejer ikke noget kaffekværn. Jeg er først og fremmest koffeinafhængig, men synes da også, at kaffekværn larmer. Det gør de mindre i dag end den gang, jeg fandt ud af, at jeg ikke bryder mig om dem, men helt lydløse er de stadig væk ikke.

Desuden ville det være langt bedre for min glorie, hvis jeg valgte en mekanisk kaffemølle, som man kan få til mellem 799 kr og små 1.500 kr. Men helt ærligt: skal jeg virkelig bruge så forholdsvis mange penge på noget, der kun giver mig meget begrænset glæde? Sandsynligheden for, at møllen vil havne bagest i et eller andet skab er alt for stor, og det er forkert på så mange måder, at det er til at fortvivle over.

Dette er en udfordring, jeg nok skal få løst, for udsigten til at skulle drikke pulverkaffe i 40 dage virker alt andet end tiltrækkende.

Det nærmer sig

Godt nytår, kære læser. Det er længe siden, hvad der selvfølgelig er helt og holdent min skyld.

Sidste års sidste to vejninger gav henholdsvis 198 og 806 gram plastikaffald. Det sidste skyldtes et hændeligt uheld i mit køkken, og dem vil jeg jo også fremover være nødt til at forholde mig til, i hvert fald så længe der er plastikobjekter i mit hjem.

Der er mindre end syv uger tilbage til plastikfasten, som jeg stadig væk er fast besluttet på at gennemføre, nu dog mest for fortællingens skyld – og for at give mig et bedre ståsted, når jeg fremover vil deltage i diskussionen om, hvad vi skal stille op med de ressourcer, vi indtil videre har for vane at betragte som affald.

Forberedelserne vil i de næste uger blive noget mere seriøse. Jeg skal stadig væk tage en tur over Sundet for at se, om svenskerne ikke sælger nogle af de hygiejneprodukter, jeg efterspørger. Desuden er jeg begyndt at eksperimentere med fremstillingen af madvarer, der kan gøre de syv uger mindre kedelige.

I dag prøvede jeg for første gang i mit liv at lave seitan. Det er det japanske ord for hvedegluten, som er det protein, der findes i hveden. Det, man gør, er, at man tilskynder glutenmolekylerne til at hænge sammen ved at ælte hvedemel med vand til en elastisk dej, som man kan fjerne stivelsen ved at ælte dejen forsigtigt i koldt vand.

Det kræver lidt fingerspidsfornemmelse, men er egentlig ikke særlig svært – problemet er bare, at resultatet ikke smager af ret meget, og det på en ikke videre velsmagende måde. (På Youtube fandt jeg en amerikansk vejledning i at lave seitan, hvor man fra starten skulle bruge masser af smagsgivende ingredienser, som jeg ikke sådan kunne få fat på her den 1. januar, så jeg fulgte en tysk vejledning, der var mindre krævende, men kvinden havde en pointe, og jeg har tænkt mig at bruge hendes fremgangsmåde næste gang.)

P.t. er jeg ved stadiet “kan spises, uden at man dør af det”, så det er oplagt, at det må kunne gøres bedre, ellers giver det ingen mening.

Forsyningssikkerhed

Som jeg sidder her i dag, synes jeg, det er lidt svært at forestille sig, at fanden skulle være løs i dette fredelige kvarter, hvis madleverancerne til de lokale supermarkeder blev afbrudt i nogle dage.

Der ville selvfølgelig være hurtigt udsolgt for mælk og gær, men så længe det står klart, at der igen leveres fødevarer i løbet af et par dage, går det nok.

Verden er kun tre hovedmåltider fra anarki, påstår Arnold Rimmer i andet afsnit af Red Dwarfs tredje sæson, og det kan der være noget om. Men hvad med varme? Hvor lidt varme kan vi nøjes med? Og hvad ville vi, der modtager fjernvarme, gøre, hvis vi ikke længere kunne få varme leveret?

At det ville være temmelig ubehageligt, kan der jo ikke herske nogen tvivl om.

Men hvor kommer overvejelserne fra? Først og fremmest fra den kendsgerning, at man i andre lande genanvender blød plastik, mens det i Danmark bruges til fjernvarme. På denne side kan man læse om fjernvarmens lyksaligheder, og der er intet, der for mig at se taler imod at udnytte overskudsvarme best muligt, når der alligevel skal produceres el.

Hvad der imidlertid undrer mig, er, at man også ved driften af nyere kraftvarmeværker regner med forbrænding af affald (se fx denne side om Nordforbrændings nye ovnlinje, hvor der stå: “Nordforbrænding har godkendelse til at brænde 152.000 ton forbrændingsegnet affald årligt …”).

Endvidere hedder det: “Ovnlinje 5 skal primært brænde affald, men den vil også kunne brænde biomasse som træflis og lignende samt spildevandsslam sammen med affaldet.”

Det vil altså sige, at man har projekteret et affaldsforbrændingsanlæg, der skal tages i brug i 2015. Det forekommer mig ikke særligt ressourcebevidst. – Men som vi jo har set, er der også mange plastikposer, der skal brændes nord for København.

Med den nye investering ser det ikke ud til, at man deroppe har tænkt sig at ændre vanerne lige med det samme…

Travlhed og impulskøb

Mine tirsdage er i øjeblikket rimeligt travle, og i denne forbindelse har jeg lagt mærke til en vis tendens til impulsindkøb på vejen hjem.

Det ville ikke undre mig, hvis andre havde det ligedan, men da impulskøb er udtryk for manglende kontrol, kan man jo ikke rigtigt tale om det.

I denne forbindelse vil jeg straks pege på mit Projekt Plastikfaste, rette på glorien og indrømme, at der findes situationer, hvor jeg er til falds for markedets fristelser.

Den slags sker oftere om aftenen end om morgenen og får mig i den grad til at tage ting med hjem, jeg godt kan undvære, og som – fordi hele denne aktion jo er udtryk for tidspres og hastværk – indebærer, at jeg atter en gang slæber noget med hjem, der er svøbt i plastik.Denne gang var det ost. Fordi jeg ikke havde lyst til den interaktion, der går forud for et ostekøb hos en ostehandler.Det må vi kigge på en anden gang.

Pålægskulturens udfordringer

Resultatet af ugens plastikvejning er 413 gram.

Ca. 120 af dem skyldes mange flere mælkekartoner end sædvanligt, fordi jeg havde lovet mit barnebarn en praktisk demonstration af, hvor meget arbejde det er selv at lave ost. I denne forbindelse valgte jeg den lette udvej, for glasflaske vejer ganske pænt, så køber man fem liter mælk, skal man samtidigt slæbe omkring fire kilo glas med hjem.

Jeg glemmer altid, hvor meget ødselhed der ligger i at fremstille ost. Især skæreostene burde man holde sig fra. Man får 100 gram for hver liter mælk.

Resten kan man lave ricotta af og bage brød med – men det virker alligevel som spild.

Problemet er bare, at vi lever i en pålægskultur, så det er helt naturligt for os at lægge noget på brødet, samtidig med, at vi er underlagt nogle smagsmæssige konventioner – og det er alt sammen parret med en forestilling om effektivitet, der betyder, at det set med neoliberale øjne er langt mere forsvarligt for mig som vegetar at smække en skive ost på brødet end at koge nogle kartofler eller æg og bruge dem som pålæg.

Jeg har fra tid til anden eksperimenteret med forskellige former for bønnepålæg og deslige, men har aldrig kunnet vænne mig til smagen. Det kan, har jeg ladet mig fortælle, skyldes, at jeg savnede det smagsindtryk, der kommer fra fedt og salt, og det kan der jo være noget om, i hvert fald på nogle områder. En pizza ville ligesom ikke være det samme, hvis man i stedet for ost kom bønnepostej på – uanset hvor fed og salt den ellers måtte være.

Måske har jeg også bare gennemført omstillinger nok i løbet af de sidste to måneder til at kunne og skulle tage den lidt med ro og lade være med hele tiden at skubbe til min dårlige samvittighed. I hvert fald i nogle dage.

Den ost, barnebarnet og jeg lavede, er alligevel ikke spisemoden for til jul.