Category Archives: Generelle overvejelser

Dag 35 – den plastikfri fortælling

I sidste uge deltog jeg i en workshop om historiefortælling som motiverende værktøj (se fx her) i forandringsprocesser. Det lyder måske lidt mere managementagtigt, end det i virkeligheden er, men selvfølgelig drejer det sig om at udbrede et budskab, der skal engagere andre mennesker.

At jeg bagefter begyndte at tænke over min plastikfaste som en fortælling af den art, giver vist sig selv.

Det tankevækkende har i denne forbindelse været, at jeg efterhånden tror, at plastikfasten hører til de projekter, der bliver sjovere og mere givtige, når man er flere om dem.

Så kan man arbejde med fortællingen undervejs, fordi flere deltagere kan bidrage med flere oplevelser og mere viden, samtidig med, at deres motiver kan være meget forskellige. Det kan man så fortælle forskellige historier om.

Min fortælling, som først og fremmest drejer sig om ressourcespild, har jeg endnu ikke været i stand til at blive virkelig motiverende. Det skyldes helt klart, at det er rigtigt svært at opbygge et umiddelbart modbillede.

Det hænger muligvis sammen med, at situationens kompleksitet gør det svært at presse den ned i en dialektisk form, der ville gøre det let at finde en løsning eller en retning. – Med mindre man omfortolker det antitetiske forhold mellem to positioner som et “snarere både og” i stedet for “snarere enten eller” og undersøger, hvordan de to positioner kan forenes bedst muligt.

Man kunne måske også kalde det for en positiv udlægning af de forhåndenværende søms princip. Her skal vi så også tænke på, at klicheen om, at hvis man har en hammer, så bliver hvert problem til en søm, behændigt overser, at man også kan bruge hammeren som løftestang eller stopklods.

Tingene er mindre entydige, end man skulle gå og tro.

Dag 22 – så lykkedes det!

For første gang er det lykkedes mig at komme igennem en uge uden at købe plastik – til eget forbrug, burde jeg måske tilføje. For hvad gør man ikke for et barnebarn, der ganske stilfærdigt påpeger, hvor beklageligt det er, at vagtelæg kun fås i plastikbakker…?

Selvfølgelig giver man efter og finder på en eller anden måde at sno sig, og i dette tilfælde var der så ingen vagtelæg til mig.

Noget andet er det, når man er ude blandt mennesker, man ønsker at have et godt samarbejde med – men noget af det afhænger faktisk af, at man køber ting, der er lavet af plastik?

Navneskilte, for eksempel. Man kan selvfølgelig lave nogen af træ og i hånden og håbe på, at folk bringer deres eget næste gang. Men der vil altid være nogen, der lige har glemt det eller ikke har kunnet finde det derhjemme.

Eller tag bøtter med maling. Lak kan man få i metalbøtter, men, så vidt jeg ved, ikke vægmaling.

Hvordan jeg i det lange løb i så tilfælde skulle klare den indvendige vedligeholdelse af min lejlighed er mig en gåde.

Der er 18 dage tilbage. På dag nitten har jeg tænkt mig at få nogle vagtelæg til frokost. De er faktisk ganske lækre i en salat med rødbeder.

 

Dag 12 – de grå mænd

Weekenden har indtil videre været forbavsende normal. Det skyldes delvist, at jeg havde nok at se til, og delvis, at jeg tror, jeg er begyndt at finde mig i ikke at ønske mig ting, der er for tidskrævende.

I går fik det mig til at tænke på Momo, historien om en pige, der redder verden fra grå mænd i grå habitter, der ryger grå cerutter, der består af den tid, andre mennesker tror, de har sparet op ved at være ekstra effektive.

Mineralolie, tænkte jeg, kan faktisk også opfattes som komprimeret tid, og det, vi bruger mineralolien til, produktion, transport, arbejdsdeling, tilfører vores eget liv mere tid i form af flere muligheder. Det kræver for så vidt bare, at vi bruger den tid, Moder Natur har sat i banken i form af olie og naturgas.

Det gør os til grå mænd og kvinder, og det er en ganske ubehagelig tanke, hvis man ikke samtidigt husker på, at vi ikke forsvinder, hvis vi afstår fra at bruge af Moder Naturs timebank. For vi har vores egen tid. Det havde Michael Endes tidstyve ikke.

Det uundgåelige affald

Askeonsdag nærmer sig, og jeg er begyndt at føle mig noget utilpas. Det føles som en form for lampefeber, blandet med nogle praktiske forslag fra det, man nok må kalde mit underjeg, om, hvordan jeg med lidt snilde kan undgå at komme ud for mangel på hør- eller sesamfrø eller andet, der kun kommer i plastikposer, og som jeg selv kan vælge fra.

Det ændrer dog ikke en kendsgerning: At det er meget sandsynligt, at jeg under plastikfasten vil blive konfronteres med plastikaffald, hvis mængde jeg ikke selv kan bestemme.

Jeg har allerede nævnt den plastikpose, jeg hver uge modtager et ugemagasin i, men jeg kunne faktisk også blive syg og have brug for medicin, der kan komme i blisterpakninger eller plastikflasker.

Den slags, har jeg besluttet mig for at samle i én pose, som jeg vejer, når plastikfasten er ovre. Bare for at se, hvor meget det egentlig drejer sig om.

Desuden må jeg vist regne med, at der findes plastikgenstande i mit hjem, som kan gå i stykker under plastikfasten. De skal heller ikke glemmes, især da jeg jo i de forløbne måneder har vejet ALT plastikaffald og ikke kun det, der er fremkommet i forbindelse med mine ugentlige indkøb.

Ugens vejning – 126 gram

Udsigterne var ellers så lovende midt på ugen, men så var der nogle småting, der også lige skulle kasseres, for ikke at glemme to rimeligt tinge kvalitetstandbørster.

Men hovedparten stammede fra blød plastemballage og er virkelig udtryk for, at jeg ikke har tænkt mig om. Det skyldes i høj grad, at jeg bor i et område, der godt nok er ganske pænt rødt, men ikke særligt grønt, så den økologi, man kan købe, kommer med en vis mængde plastik, især, når det drejer sig om agurker.

I går kiggede jeg ganske misundeligt på den grøntsagskasse, verdens bedste Clara havde stående i sit køkken. For agurker, dem vil jeg komme til at savne, og det vil barnebarnet også.

Han er forresten himmelhenrykt over sin bambustandbørste, fordi den føles rart i hånden og er let. Det sidste bør man overveje, når man køber toiletartikler til rejsen. En gang imellem tæller hvert enkelt gram, så det er godt at have et fornuftigt alternativ. Desuden består bambustandbørster glorietjekket langt mere overbevisende end plastiktandbørster af genanvendt, lokalt indsamlet plastik (tror jeg i hvert fald nok – med mindre man ikke rejser ret meget eller ret langt).

Jeg føler en generel irritation over, at jeg ikke er i stand til at overskue konsekvenserne af mine valg og handlinger, fordi de i en global verden bliver stadig mere komplekse. Men disse overvejelser vil jeg gemme til en anden dag.

I dag er der for meget solskin og optimisme i luften.

Glorietjek

Man skal have nogle parametre, man kan vælge efter. Ellers bliver man offer for tilfældigheder. Det kan have sin charme, danner bare ikke et pålideligt beslutningsgrundlag.

I det følgende vil jeg forsøge at formulere nogle parametre, der under plastikfasten skal hjælpe mig i det daglige med hurtigere at træffe beslutninger, det har nemlig vist sig, at en del plastikfri alternativer til traditionelle produkter kommer med andre ressourcemæssige dilemmaer. I går nævnte jeg problemet med bambustandbørster, der fragtes hele vejen fra Kina til Danmark. Når man medregner, at disse tandbørster har en livscyklus på 90 dage, kan deres bæredygtighed ligge på et meget lille sted.

Så vi kan vist fastslå, at transportvejen betyder meget for mig. Det samme gælder energiforbruget i produktionen, hvis jeg kan få oplysninger om det. Det ser ud til, at nogle af disse bambustandbørster opvarmes for at gøre dem mere holdbare. Om det er nødvendigt, skal jeg endnu ikke kunne sige, men jeg vil tage chancen med et mindre holdbart produkt, især, hvis det alligevel ikke er beregnet til at holde evigt og tilmed er bæredygtigt.

Dyrevelfærd er for så vidt væsentligt, som jeg (igen med henvisning til grævlingehårene på tandbørster) ikke mener, at det er rimeligt at slå dyr ihjel bare for et enkelt produkt. Ellers mener jeg, at det er kødspiserne, der er ansvarlige for at presse politikere og landbruget til at gøre noget ved problemet.

Bæredygtighed er selvfølgelig også vigtig, men kan i mange tilfælde erstattes af et gennemtænkt cradle-to-cradle-koncept, som baner vejen for kreativitet og kan være med til at mindske transportvejene.

Jeg vælger økologi, hvor det er muligt, men vil i denne sammenhæng gerne gøre opmærksom på, at der findes lande, hvis produkter er pesticidfrie, fordi landmændene ikke har råd til pesticider. Her vil jeg faktisk heller støtte disse landmænd. Det gælder især bælgfrugter.

I denne præliminære samling af punkter er der endnu ikke skelnet mellem food og non-food, som det så smukt hedder i detailhandlen. Det kommer måske senere. Tanker har det med at yngle, når først man er begyndt at slippe dem fri.

Ugens vejning

Har du det også sådan? At det føles, som om nytårsaften allerede ligger langt bag dig? Jeg synes i hvert fald, at mine betragtninger angående mit plastikaffald i uge 1 føles lidt antikverede – men vil nu godt skrive om dem alligevel.
370 gram blev det til. Det er mindre end ugen før, men da prøvede jeg også at omsmelte en køleskabsskuffe på mit komfur, mens vi denne gang taler udelukkende om ganske almindelig, dagligdags affald.Det hele skyldes festlighederne omkring nytår og det stress, netop årets sidste dag er omgivet med, selv om man egentlig ikke gør ret meget ud af den.Efter i fire eller fem uger at have spist julemad er det tid til noget andet. Det er ganske forståeligt og for så vidt ikke noget nyt. Selv i det lettere aksetiske hjem, jeg voksede op i, var det sådan, og det, selv om vi kun havde fået julemad i én uge og efterjuletiden den gang varede til og med den 6. januar.Nytårsaften har nu en gang en helt anden karakter – mere udadvendt og verdslig, spontan og individuel. Og sammen med det kommer alle de moderne bekvemmeligheder og fristelser. Efter ugevis at have været underlagt traditioner, der ikke må rokkes ved, kan man slå sig løs uden at skulle forklare sig.Det vises så på bundlinjen. Også hos mig.

Kulstofforbindelser

Der mangler vist nogle overvejelser omkring emnerne ressourcer og sundhed. Overvejelserne omkring sundhed fylder ikke ret meget hos mig. Jeg bor, alt andet lige, i København, lige ved siden af et sporområde, hvor der igen kører dieseltog med alle de  sundhedsskadelige partikler, de lukker ud.

Men som det altid er, når man ser nærmere på et bestemt område, så er jeg også blevet mere opmærksom på de helbredsmæssige problemer, der er forbundet med, at vi slipper flere kulstofforbindelser ud i naturen.

Grunden til, at jeg i mange år valgte at overse, at der kunne være en forbindelse, har givetvis været, at jeg aldrig virkelig har interesseret mig for biokemi.

Det var ikke et emne, der dukkede op i min skoletid, og bagefter havde jeg for travlt med andre ting til pludselig at befinde mig i en situation, hvor jeg tænkte, at det nu var på tide, at jeg lærte noget om det.

Så jeg vidste, at man kan fremstille hormoner. Selvfølgelig vidste jeg det. Men det var ligesom ikke særligt vedkommende, lige så lidt som de videnskabelige navne på lægemidler, der ofte er udstyret med en hel del tal mellem de enkelte stavelser, der engang imellem ikke er særligt ligetil at udtale, og mange gange svære at huske.

Vanskeligheden ligger i, at kulstof er så afsindigt promiskuøst. Den slags kan jo være både godt og skidt, men for det meste gælder vist også her, at man ikke bør overdrive tingene.Så hvis kulstof får lov til at flanere alene i miljøet, indgår det nogle forbindelser, vi efterfølgende kan blive meget kede af.Mon det bidrager til forståelsen at forsyne atomer med personlighed?

Ugens vejning

190 gram blev det til. Hvis ikke det havde været, fordi min køkkenvask var tilstoppet og trængte til en langt mere kærlig behandling end bare en omgang med gummisugekoppen, havde jeg kunnet nøget med 108 gram. Men faldstammerne i den ejendom, jeg bor i, trænger til at blive udskiftet – og jeg har store forventninger om, at jeg kan slippe for at gå i Matas efter grimme kemikalier fra en gang efter næste sommerferie.

Så glorien skulle egentlig have det ganske udmærket, hvis ikke jeg havde fået et anfald af udlængsel. Det startede en gang i formiddags og har ikke rigtigt fortaget sig endnu. Ikke en gang tanken om det ganske umodeholdende CO2-udslip, jeg ville være ansvarlig for, hvis jeg fulgte denne længsel, har virket afskrækkende.
Indtil videre forsøger jeg at dæmme op for dette anfald af uansvarlighed ved at opsøge viden om lerklinede huse. Det kan man få masser af tid til at gå med, og så er det så dejligt bæredygtigt – i hvert fald nogenlunde…

Mellemregning fortsat

Rent praktisk er der stadig en masse ting, jeg ikke har fået styr på.

Efter i begyndelsen at have kastet mig over at få alt, hvad der har med hygiejne i videste forstand at gøre, gik luften lidt af ballonen, da det viste sig, hvor svært det ser ud til at være at undgå plastik på dette område.

Dertil kommer, at man bruger mange kulbrinteforbindelser i moderne flydende sæber og deslige.

Det skal jeg have undersøgt nærmere. Andet er der ikke til at sige om det.

Der er rigtigt meget, man skal forholde sig til og have lyst til at vide mere om i denne sammenhæng. Det virker lidt frustrerende, men kan åbenbart ikke undgås.

Hvad jeg oplever som virkelig besværlig, er, at den viden, jeg efterspørger, skal findes mange forskellige steder. Det virker, som om hele specialistgørelsen af vores tilværelse har ført til, at der ingen eller kun meget lidt sammenhæng er mellem de forskellige vidensgrene.

Man har så travlt med at følge diskursen på ens eget område, at man ikke kan nå at se meget længere.

Det kan jeg selvfølgelig bruge dyrbar energi på at begræde, men har valgt at udvide min viden dér, hvor det er relevant for mig.

Så nu, hvor jeg har fået madaspektet nogenlunde på plads, vil jeg se, hvordan jeg kan blive ren på en mere naturlig måde.

Det, der i denne forbindelse bekymrer mig mest, er, at jeg skal vaske mit hår med almindelig håndsæbe. Jeg har nogle kager fra både Aleppo og Nablus, men jeg har ikke rigtigt fidus til, at de giver det ønskede resultat.

Faktisk er det sådan, at man i de hamamer i Mellemøsten, jeg har besøgt, plejede at få udleveret et lille stykke sæbe til kroppen og shampoo til håret. Så forsøget er blevet gjort, og resultatet blev forkastet.

For mange år siden fik jeg købt noget bark, man kunne bruge til hårvask. Jeg kan ikke huske, hvad det var, sådan helt nøjagtigt, men det var besværligt og fik hovedbunden til at blive skællet. Så det vil jeg også helst undgå.

Jeg kunne selvfølgelig få mit hår vasket hos en frisør. Det virker umiddelbart som overkill. Desuden ville det jo bare betyde, at jeg prøver at tørre et oplagt Plastikfaste-problem af på en anden.

Fristende. Men ikke særligt pænt.