Category Archives: indkøb

Pollenallergi og ugens pose

Dette er, hvad 100 kr. hos Københavns Fødevarefællesskab giver mig i dag:

1 kg Kartofler, Ditta, Birkemosegaard (bio), løssalgspris: 11 kr / kg
0.7 kg Gulerødder, lilla, Svanholm (øko), løssalgspris: 17 kr / kg
0.7 kg Jordskokker, Svanholm (øko), løssalgspris: 20 kr / kg
1 stk Rødbede, gule, Svanholm (øko), løssalgspris: 14 kr / kg
1 stk Hvidkål, Grønholtgaard (øko), løssalgspris: 13 kr / stk
1 bdt Rapsskud, Grønholtgaard (øko), løssalgspris: 14 kr / bdt
1 bdt Forårsløg, Grønholtgaard (øko), løssalgspris: 20 kr / bdt
0.5 kg Pastinak, Birkemosegaard (bio), løssalgspris: 21 kr / kg

Hvis jeg kun levede i min egen lille verden, ville det måske ikke være så slemt – men i går var jeg forbi Torvehallerne, hvor det bugner med alle slags farverige friske nye forårsgrøntsager.

Nu gør birkepollen mig lidt mere følsom end ellers, så måske er det det, men pludselig har jeg fået nok af hele helligheden. Pludselig kan jeg ikke længere holde ud at gå rundt med den der forbandede glorie, som jo heller ikke giver mig større credit blandt alle de andre hellige, for sådan spiller klaveret ikke blandt os med de rigtige meninger. (For en uge siden blev jeg mødt med rynkede pander, da jeg afslørede, at jeg bestiller mel hos Falslevgård, som ligger i Jylland. Det kan man lissom ikke være bekendt, når man vil redde verden, kunne jeg forstå.)

Vi lever i en hedonistisk tid, og også jeg har en rem af huden. Men det, jeg egentlig altid har haft mest imod frelstheden, er, at den meget hurtigt bliver tømt for glæde.

Så en af dagene skal jeg ud og se efter morkler og vårmousseroner. Måske skal glæden opbygges. Måske kan jeg lære at leve med, at vinduet med de grøntsager, jeg bedst kan lide, er meget kort på disse kanter.

Lige nu er det godt nok rigtigt rigtigt svært.

Et lille PS: Jeg køber slet ikke så meget plastik, som jeg gik og troede. Det var en pose med kanelgifler, der viste sig at være anstødsstenen.

Dag 22 – så lykkedes det!

For første gang er det lykkedes mig at komme igennem en uge uden at købe plastik – til eget forbrug, burde jeg måske tilføje. For hvad gør man ikke for et barnebarn, der ganske stilfærdigt påpeger, hvor beklageligt det er, at vagtelæg kun fås i plastikbakker…?

Selvfølgelig giver man efter og finder på en eller anden måde at sno sig, og i dette tilfælde var der så ingen vagtelæg til mig.

Noget andet er det, når man er ude blandt mennesker, man ønsker at have et godt samarbejde med – men noget af det afhænger faktisk af, at man køber ting, der er lavet af plastik?

Navneskilte, for eksempel. Man kan selvfølgelig lave nogen af træ og i hånden og håbe på, at folk bringer deres eget næste gang. Men der vil altid være nogen, der lige har glemt det eller ikke har kunnet finde det derhjemme.

Eller tag bøtter med maling. Lak kan man få i metalbøtter, men, så vidt jeg ved, ikke vægmaling.

Hvordan jeg i det lange løb i så tilfælde skulle klare den indvendige vedligeholdelse af min lejlighed er mig en gåde.

Der er 18 dage tilbage. På dag nitten har jeg tænkt mig at få nogle vagtelæg til frokost. De er faktisk ganske lækre i en salat med rødbeder.

 

Dag 10 – den sikre vej mod fejlernæringen

Weekend! Og ingen deadline mandag! Her er nogle iagttagelser fra ugen, der gik:

Jeg havde travlt, både arbejds- og omsorgsmæssigt, og lidt samvær med andre mennesker blev det da også til. Med travlheden opstod der imidlertid nogle problemer af praktisk karakter: hvis min tidsplan gebærder sig bare en lille smule kaotisk, kan jeg enten bestille pizza i byen eller risikere at blive fejlernæret, fordi jeg ikke kan nå at tage i mange forskellige forretninger for at købe ind, lave mad, bage brød og ellers gøre, som jeg plejer.

Tiden slår simpelthen ikke til.

Og hvis jeg kan finde tid nok til at klare mine indkøb, har jeg ikke tid til fx at tage i svømmehal eller biografen, og under min plastikfaste er det blevet langt mere besværligt at tilberede et hurtigt, varmt måltid, der ikke indeholder æg.

I dag var jeg så heldig at få mælk nok til, at jeg her i weekenden kan lave den feta, jeg har fablet om i over en uge. Det tager ikke ret lang tid, men kræver selvfølgelig mælk.

I øvrigt vil jeg gerne meddele alle interesserede, at det papir, ostehandlere bruger til at pakke deres oste i, er forsynet med et tyndt lag af et plastikagtigt materiale. Det havde anet mig, men i dag fik jeg syn for sagen.

Dag 8 – der var noget at veje…

Egentlig havde jeg ikke regnet med, at jeg stadig væk skulle veje ugens plastikaffald. Åbenbart var jeg mere optimistisk, end man har lov til at være.

Tre gram blev det til. Sådan cirka, for jeg har ingen brevvægt og var nødt til at lægge de to stykker plastik, der have sneget sig ind i mine indkøb, oven på en pose mel.

Det ene stykke plastik fik sin omtale i forgårs. Det andet fandt jeg i et glas med sild i dildlage, som jeg havde købt i lørdags i min frustration over ikke at kunne få fat i mælk. Det var et ægte impulskøb og i dén grad præget af min nuværende tilstand.

Der var bare den hage ved det – og dette siger med garanti mere om mine spisevaner, end om fabrikanten – at der inde i glasset var et plastikgitter, der skulle holde sildene nede i lagen. Sådan et skal der åbenbart til, når lagen er for flydende.

Så har jeg fået bevidstgjort det.

Dag 7 – reminiscenser om socialismens skyggesider

Det lykkedes! Langt om længe har jeg igen mælk i køleskabet.

I Store Kongensgade 93 ligger Hansens Mejeri Forhandler, hvor jeg i dag var så heldig at kunne købe den sidste liter sødmælk. Den usikre forsyningssituation betyder vidst, at jeg hellere må opgive at lave planer på forhånd mht. mælk, for jeg aner faktisk ikke, om der vil være nogen tilbage, når jeg tager derind igen på fredag for at købe mere.

Måske rækker det denne gang til noget friskost og skyr, men jeg tør ikke skrue mine forventninger for højt op.

Min nuværende tilværelse ligner i stigende grad den skinbarlige, reelt eksisterende socialisme. Det er en meget surrealistisk oplevelse, fordi der jo ikke er andet, der har ændret sig. Jeg laver stadig væk det samme arbejde og ser stadig væk de samme mennesker – og så er jeg parat til fra Valby at tage hele vejen ind til den anden ende af indre by for at købe mælk, som jeg kunne få til under halv pris i min lokale Irma.

Bortset fra, at det ikke passer helt. Flaskemælken er nemlig håndtappet – givetvis, fordi det ikke kan betale sig for Hansen at få installeret et tappeanlæg. Jeg har tænkt mig at tage til Odsherredet her til sommer for at hilse på de køer, hvis mælk jeg køber – bare for at forvisse mig om, at de er glade.

Dagens største, glædelige overraskelse var en lille gave i form af en blikdåse med eukalyptusbolsjer – helt uden plastik.

Der skal i øjeblikket ikke ret meget til for at gøre mig glad (hint-hint).

Dag 6: Så kom forkølelsen

Der findes mennesker, der endnu bruger rigtige stoflommetørklæder. Jeg kender faktisk nogle stykker. De er en hel del ældre end jeg og skal åbenbart ikke slås med at få en rød næse af ihærdig pudsning. Så selv om jeg også ejer et halvt dusin hvide bomuldslommetørklæder, fortrækker jeg dem af træfibre med balsam på. Det har aldrig været sjovt at blive sammenlignet med rensdyret Rudolf.

Kleenex sælger lommetørklæder i papæsker. Så jeg var overbevist om, at de kunne klare glorietesten, indtil jeg så nærmere på åbningen, der lukkes næsten helt af et paplåg. Næsten. De små huller i siderne, der gør det nemmere at fjerne låget, afslørede, at der gemte sig et tyndt, gennemsigtigt lag af blødt plastik nedenunder.

Det er her, jeg sætter grænsen. Jeg ville givetvis kunne forebygge en mulig betændelse omkring min næse ved hjælp af masser af creme, men jeg tror ikke, at jeg har så meget af den slags derhjemme, at jeg tør risikere det.

Desuden undgår jeg alle mulige andre ting, der ville kunne gør forkølelsen mere tålelig – såsom eukapyptusbolsjer -, netop på grund af alt det plastik, de er emballeret i.

Dag 5 – tanker om produktudvikling

I går havde jeg en lille Facebook-snak med Randi om krydderier og den slags. Hun fortalte, at folk kigger, når hun tjekker uindpakkede tomater og kartofler ud af det supermarked, hvor hun selv skal klare kassefunktionen.

Jeg har ikke set de kartofler, hun køber, men jeg ved, at de jordknolde, jeg får i min pose fra fødevareforsyningen, faktisk er fulde af jord. Det skal forlænge deres holdbarhed, har jeg ladet mig fortælle, og jeg har ingen grund til at betvivle min kildes ord. Desuden har jeg en særlig pose, jeg bærer mine grøntsager hjem i, og som jeg bytter til en ny næste gang, jeg henter grøntsager.

En stor del af jorden forbliver således i posen, som kan rystes ud over skraldespanden.

Hvad jeg dog ikke bryder mig om, er at jorden fra den ene grøntsag kommer på en anden, der til at begynde med, var jordfri, og Randis beretning om, at hun ikke længere pakker tingene i plastikposer afstedkom hos mig en livlig indre video om kartofler og tomater, der muntert hopper rundt i hendes læderrygsæk. Tomaterne går i stykker og griser alle andre varer til.

Sådan gør hun ikke.

Men jeg skal spørge hende ad, hvordan hun gør. For den eneste mulighed, jeg kan se, er, at man bruger mindre stofposer, som man putter varerne ned i, efter man er færdig med at betale.

Det løser så problemet for folk, der bor i lande, hvor man har den slags supermarkeder.

En anden en vil skulle bruge net. Jeg mener rigtige net, ikke muleposer. For hvis kassemedarbejderen skal kunne forvisse sig om, at jeg virkelig har købt to kilo gulerødder i løssalg, så må han/hende jo kunne se varerne.

Man kunne måske designe et net med en flade til stregkoden, så der er et sted, hvor dette klistermærke altid kan sidde ordentlig fast, og så må man indtil videre nøjes med at købe vaskede grøntsager. Indtil selvbetjeningskasserne slår igennem.

Jeg burde måske overveje at få designet et logo…

Dag 4 – ingen mælk

Jeg var altså i to SuperBrugsener i dag for at købe mælk. Det have jeg jo glædet mig til – og jeg havde afsat tid til at lave feta og skyr og måske endda noget mascarpone, for ikke at nævne brød af den valle, jeg ville få i overskud.

Men kunne jeg det? Næ-nej. Hverken i Superbrugsen på Nørrebrogade eller den på Vesterbro var der sødmælk på flaske. Det var voldsomt frustrerende, især fordi det på Vesterbro ikke så ud, som om der ikke længere var plads til flaskerne i køledisken.

Hvad gør jeg nu?

Først skal jeg vist prøve en gang til. Jeg kan jo ringe til dem på Vesterbro på mandag og høre dem ad. Skulle det vise sig, at de har opgivet at tage flaskemælk hjem, må jeg igen ringe til Hansens Mejeriudsalg og spørge, hvem de ellers p.t. leverer deres mælk på flaske til.

Skulle det være helt umuligt at skaffe mælk, må jeg jo klare mig uden.

Hvis der blandt jer er nogen, der kender et andet chokolademærke end Lindt, der bruger metalfolie til mellemlag, må I gerne sige til. Det sker, at jeg skal bruge hvid chokolade, og det er ikke alle steder, hvor man kan købe Lindt, at de også fører deres hvide chokolade. Så det ville være rart at vide, om der er alternativer.

Dag 3 – krydderihylden

Ser du, kære læser, jeg ville jo ikke snyde, dvs. hamstre ting, der er emballeret i plastik, og som jeg havde en fornemmelse om, jeg ville komme til at savne under plastikfasten.

Så nu er jeg løbet tør for kanel, og det er jeg ikke så glad for, selv om vi går foråret i møde. I det hele taget er jeg ikke for glad for min hjemlige krydderibestand. Hvad der før ferien lignede et velfyldt lager, virker nu langt mere beskedent.

Spørgsmålet trænger sig på, om jeg kan klare mig med det, jeg har, i de godt fem uger, der er tilbage. Ellers må jeg se, hvor jeg kan finde Solhjulets krydderier, der sælges i søde, små glas i helsekostforretninger – man kan bare ikke regne med, at de fører hele udvalget. Dér, hvor jeg først blev opmærksom på firmaet, solgte de fx kun deres cayennepeber.

På et eller andet tidspunkt skal jeg overveje at gå på jagt efter friske krydderurter. Jeg antager, at det bliver besværligt, da potterne som regel sælges med et plastiksvøb, der forhindrer urterne i at spredes til siderne.

Kan jeg ikke få nogen, er jeg jo nødt til at dyrke mine egne fra bunden.

Et plastikfrit liv indebærer åbenbart, at man bliver hjemme det meste af tiden, da man skal passe de planter, man er nødt til at dyrke for at give de lokale grøntsager større smagsmæssig dybde.

Her støder nutidens krav til finere madlavning atter engang sammen med plastikfastens begrænsninger. Det er i øjeblikket udbuddet, der bestemmer mine muligheder. – Men det gør det kun så længe, som jeg ikke formulerer og fremsætter mine krav.

Velkommen til virkeligheden – dag 2

I går havde jeg så sindssygt travlt, at jeg måtte opgive at skrive noget her. Men i gang med plastikfasten kom jeg da, og jeg løb straks ind i de problemer, travle børnefamilier med garanti altid vil skulle slås med.

Grunden var, som jeg nævnte i forgårs, en deadline i dag samt den kendsgerning, at jeg manglede mælk, som jeg skulle til Vesterbro for at købe.

Dén halve time eller tre kvarter havde jeg simpelthen ikke! Det var så meget desto mere surt, fordi jeg skulle ud og hente min grøntsagspose hos Københavns Fødevareforsyning. Vejen fører mig nemlig meget tæt forbi en Superbrugsen og en Irma, for slet ikke at tale om den 7eleven, der ligger lige ovre på den anden siden af gaden.

Plastikfastende med et stort mælkeforbrug skal i hvert fald planlægge deres indkøb bedre end jeg har for vane.

Grøntsagsposen var en fornøjelse, da hverken gulerødderne, løgene eller kartoflerne lå i en plastikpose, og jeg kunne beholde hele indholdet.

Det mest tankevækkende har indtil videre været, at det pludselig føles, som om jeg bor på landet i stedet for i storbyen. Faktisk er jeg kommet så langt, at jeg kraftigt ville overveje at anskaffe mig en cykel for at klare mine indkøb, hvis plastikfasten ikke var undtagelsen.Indtil nu har jeg været vant til at alting lå i gåafstand. Nu, hvor bordet har fanget, er det åbenbart ikke længere tilfælde.