Category Archives: min kompostspand

Min kompostspand – nogle erfaringer

I går på sidste skoledag før juleferien havde barnebarnet fået en pose med assorteret Maoam af sin nisseven. Kræsne som vi er, spiste vi ikke det hele – men resterne efterlod mig med det store spørgsmål, hvad jeg skulle gøre med resterne.

Emballagen kommer selvfølgelig til at påvirke mit plastikregnskab for denne uge negativt, men det kan jeg leve med. Hvad værre er, er de farverige sure kugler, vi har levnet. Skal jeg lægge dem i kompostspanden? Det kvier jeg mig godt nok ved…

Måske skyldes det, at jeg bor på 3. sal og har planer om til foråret at bruge komposten til dyrkningen af grøntsager, som jeg skal spise, og det i potter og krukker, der danner et temmelig lukket system, hvor ting ikke bare siver væk og bliver til andre folks problemer. Kompostspanden har bevirket, at jeg er blevet langt mere kompromisløs i mine valg, og samtidig er jeg blevet mere bevidst om, hvor inkonsekvent man bliver af bylivet og dets arbejdsdeling.

Så jeg har faktisk ikke lyst til at udsætte mig selv i en evindelighed for det stads, der bliver puttet i farverigt børneslik. Kan jeg overhovedet være sikker på, at de gærbakterier, der gnaver sig igennem mit køkkenaffald, kan lide den slags? Måske får de ondt i maven? På den anden side: Stadset indeholder sukker, og det er gær bestemt ikke kritisk overfor…

Jeg tror, slikresterne ryger i affaldsposen. Så bliver de brændt, og den del af glorien, der betyder mest for mig, gnaver igen som den skal.

Min bykompostspand

En gang i slutningen af det sidste årtusinde fik jeg en tamagotchi. Den var fuldstændig ego-centreret, så den bare tog og tog – og hvis man ikke havde tid til at trykke på de rette knapper på nøjagtigt det tidspunkt, dens algoritme havde valgt, blev den fornærmet.

Jeg prøvede to gange, og begge gange flyttede den hjemmefra, fordi jeg faktisk havde et liv.

Min bykompostspand minder mig lige nu en smule om denne elektroniske dims, selv om min motivation til at anskaffe den første har været en ganske anden: Jeg bor på tredje sal og har en altan, som jeg er begyndt at dyrke grønsager på. Dem sår jeg i økologisk jord og gøder med økologisk gødning, og nu, hvor tomatplanterne er falmet og det snart er på tide at gøre altanen klar til vinteren, føles det forkert bare at tage dem og smide dem ud med alt det andet restaffald og tage i Silvan til foråret for igen at købe jord til at fylde mine krukker op med.

Det var her, tanken om kompost kom ind. Som en mulighed for at slippe for at skulle slæbe al den ekstra jord her op, jord, der er pakket i plastiksække vel at mærke.

Men nu skal komposten mades med regelmæssige mellemrum, den må ikke luftes mere end allerhøjst nødvendigt, og så skal den have hjælp til at lade vandet hver tredje til femte dag.

Indtil videre synes den ikke af ret meget – det ville måske også være for meget forlangt.

Men der er lidt tamagotchi over den, hvad der vil sige, at jeg ikke rigtigt tror, at jeg bliver en fan. Men det vil tiden vise.

Den forandring, jeg allerede har bemærket, er, at jeg interesserer mig for kvaliteten af det, jeg smider i denne spand. Det giver faktisk en meget større fornemmelse af nærvær og ansvarlighed, når man ved, at det naturlige kredsløb i dette tilfælde betyder, at jeg har tænkt mig at spise de grønsager, der skal drage næring af den kompost, jeg nu forbereder.

Hvis jeg bliver ved, får jeg givetvis gnavesår af glorien samtidig med, at jeg med betydelig ubehag mindes historier om Kulturrevolutionen, hvor folk blev sendt på landet for at blive genopdraget, og hvor de døde i massevis.