Category Archives: status

Små og store glæder

87 gram plastikaffald blev det til i den forløbne uge, selv om jeg havde gæster og flottede mig med hensyn til halvfabrikater. Det er så den lille glæde.

Den store glæde, har jeg opdaget, ligger i, at det er forår, og jeg kan gå ud og samle spiselige planter.

Der findes mange, der er langt bedre til det end jeg. Det skyldes først og fremmest, at jeg sjældent er opsøgende, hvad skove angår. Jeg kan egentlig godt lide dem, men har ikke direkte behov for at tilbringe megen tid i dem. Det overlader jeg gerne til deres naturlige beboere.

I fredags valgte jeg dog at tage barnebarnet med ud og samle svampe. Hvert forår har jeg det lønlige håb, at jeg vil finde et hav af morkler, og de fleste gange skuffes dette håb.

Vårmousseroner er langt mere pålidelige, og i forgårs var der nok til seks til otte personer. Med de nedbør, vi har haft på det sidste, kan vi regne med nogle gode svampeuger i den nærmeste fremtid.

Svampene var en ren fornøjelse, givetvis fordi de var de første, jeg havde fundet i år.

Det er måske den langsigtede lære, jeg kan drage af hele eksperimentet: at der er længere mellem ønsket og dets opfyldelse – men at glæden så også føles så meget større.

Dag 40 – ved vejs ende?

Så er jeg nået til sidste dag, og den er heldigvis snart overstået, så jeg kan begynde at koncentrere mig om andre ting.

I løbet af min plasticfaste har jeg akkumuleret 63 gram plastic-affald, jeg ikke har kunnet vælge fra (plastic-hylstre fra tryksager, jeg har abonneret på), samt hele 575 gram plastic af forskellig art, som jeg har haft stående, og som nu skulle kasseres.

Med mindre man skærer igennem og fjerne alt plastic på én gang, vil den sidste post være der i lang tid, men selvfølgelig af varierende vægt og størrelse. På min altan står der fx nogle plastic-stole, som virkelig ville give affaldsmængden et ordentligt nøk opad.

Men det er på tide at konkludere. Jeg er imidlertid bange for, at min konklusion ikke er så opmuntrende, som jeg kunne ønske mig.

Sagen er jo, at det har været irriterende at lægge bånd på sig selv i et samfund, der endnu ikke er parat til at gøre noget alvorligt ved de ressourceproblemer, vi uvægerligt vil ramle ind i.

Tanken har strejfet mig flere gange, at der ikke er grund til, at jeg skal gøre en indsats, når der er så mange andre, der heller ikke gider. Det er selvfølgelig pjat – men jeg mener, at det er meget nødvendigt, at jeg netop ikke fejer den slags tanker ind under gulvtæppet.

Umiddelbart vil jeg mene, at jeg ikke var ordentligt forberedt. Sådan er det tit, når man gøre noget for første gang, og jeg har overvejet, hvad det er, jeg burde gøre anderledes.

For det første skal jeg vist have lært at bruge vinterens grøntsager på en mere inspirerende måde. Det betyder bl.a., at jeg skal sørge for vinterforråd af sommerens grøntsager og urter.

For det andet skal jeg bruge mere tid på at blive bedre til at fremstille ost. 7eleven var en acceptabel nødløsning, men det duer jo ikke at tørre plasticforbruget af på andre.

Jeg har desuden overvejet, at den slags måske ville være lettere at gennemføre i en mindre by. Som et lidt excentrisk projekt, man kan tillade sig at involvere det lokale forretningsliv i, fordi man ellers ikke virker alt for aparte…Jeg er sikker på, at jeg virkelig kan holde ud at være den slags kontrolfreak, man skal være, hvis man bandlyser alt plastic fra ens liv. Det kræver i den grad, at man hele tiden har styr på, hvad det er, der nu skal høstes – og om man har vendt sine oste, for slet ikke at tale om, hvad etiketten i éns bomuldsskjorte er lavet af.

 

Nu skal jeg først komme mig og købe nogle plasticbøtter med maling, så jeg kan smukkesere mit hjem.

Som servicemeddelelse vil jeg dog gerne oplyse at næste års fastetid starter onsdag d. 10. februar.

Dag 33 – håndværker i vente

I morgen holder håndværkere deres indtog i mit hjem. De skal udskifte faldstammerne i mit køkken og bad, hvad der betyder, at jeg i en del dage kun har adgang til rindende vand fra én af hanerne.

Da jeg arbejder hjemme, imødeser jeg denne modernisering med blandede følelser. Sandsynligheden for, at jeg ikke længere skal slås med tilstoppede afløb, er temmelig stor – så det gør mig da glad, men glæden ved de nye rør opvejer underligt nok ikke det besvær, at dette fører med sig, som giver sig udslag i almindeligt rod og fremmede, der render frem og tilbage og griber forstyrrende ind i min arbejdsdag.

Når de så er gået hjem, efterlader de mig i det rod, de nødvendigvis må skabe.

Det interessante ved denne situation er selvfølgelig, om og i giv et fald hvordan den vil påvirke mig her på falderebet af min plastikfaste.

Noget er jeg da også allerede kommet i tanke om, og det er, at skal vente med at sætte nogle af tingene på plads til næste uge, da jeg gerne vil benytte lejligheden og få malet et lille rum, jeg bruger til opbevaring. Malingen kommer desværre i plastikbøtter.

Det gode ved sagen er dog, at der ikke går flere uger, før jeg kan komme i gang.

Aparte leveregler kræver stabile livsvilkår.

Dag 28 – når teknologien svigter

Egentlig ville jeg gerne skrive et positivt indlæg om, hvordan tingene er gået – men så opgav min router ånden. Den havde været lidt ustabil i nogen tid, men ikke nok til, at det havde generet mig voldsomt. Søndag morgen var der imidlertid ingen vej uden om, og der måtte gøres noget.

Heldigvis har min internetudbyder døgnåbent, så jeg meget hurtigt kunne bestille en ny router, og i dag kom den så med posten og var klar, så snart jeg havde sat stikkene i.

At jeg var lettet over, at det var gået så smertefrit, og ikke særligt brødebetynget over at måtte skifte dimsen ud. Den havde tjent mig trofast i henved ni år og har fortjent et lykkeligt liv efter døden i silikonehimlen.

Det interessante var dog, at jeg i første omgang slet ikke spekulerede over at routeren a) for det meste er af plastik og b) kom i plastikemballage.

Det skyldtes givetvis, at selve pakken var af pap – og plastikemballagen udgjorde en meget lille del af hele indpakningen (7 gram i forhold til papæskens 151 gram) – og at tanken om plastik som noget billigt skidt, som man bare smider ud, også ligger meget dybt i mig.

Nu ligger det i posen med plastik, jeg ikke har været i stand til at undgå under fasten. Dér udgør det en ganske betragtelig andel.

Dag 24 – Redningsplanker

Jeg har ved en tidligere lejlighed kommenteret historien om den unge kvinde i New York, der i et år ikke havde produceret affald. Det kunne, hævede jeg, kun lade sig gøre, hvis hun ikke selv lavede mad. (Men ellers er det stadig væk et meget prisværdigt projekt at gå efter “no waste”.)

Det, der gør, at jeg nævner det, er, at jeg i går blev ramt af en hvis metaltræthed. Måske skyldtes det, at jeg blev inviteret på flødeboller – af den slags, jeg havde været nødt til at nægte mig selv for en uge siden, men på vejen i byen sent i går eftermiddags kunne jeg ikke modstå min lokale 7-elevens tilbud om rundstykker med ost. Ganske almindelig, ikke over-spændende gul skæreost.

Da kædens bagværk sælges i papirsposer, var det jo en glimrende måde at overholde plastikfasten på og samtidigt synde lidt. Men først og fremmest må jeg vist sande, at det er begrænsningerne, der begynder at gå mig på, fordi denne form for faste ikke fører den samme lykkefølelse med sig som en almindelig faste.

Så underholdende oplevelsen end måtte være, får den mig ikke til at producere endorfiner. I det lange løb virker det lidt belastende.

Der er 16 dage igen. Det skal nok gå.

Men hvis jeg skulle være skør nok til at gentage projektet, vil jeg sørge for, at jeg ligger inde med tilpas meget skæreost. Den kan jo i givet fald være hjemmelavet.

Dag 21 – halvvejs

Så er jeg kommet halvvejs i min plastikfaste. De små tre uger, der er gået, siden jeg startede den, føles som en lille evighed. Ikke fordi jeg virkelig har taget konceptet om et plastikfrit til mig, men fordi jeg pludselig forstår så meget bedre, hvad det var for vilkår, folk i præplastiktiden skulle slås med.

Jeg har ikke lyst til at idyllisere forholdene den gang. Den koreanske økonom, Ha-Joon Chang, kalder vaskemaskinens indtog i hjemmene for langt mere skelsættende for samfundsudviklingen end internettet, og det giver god mening, for seriøs tøjvask i hånden er både tidskrævende og anstrengende. Men man bør heller ikke undervurdere de forbedrede muligheder for konservering af madvarer i 1800- og 1900-tallet, der i hvert fald gjorde det muligt at gemme nogle af sommergrøntsagerne til hen på vinteren.

Sagen er bare, at den slags kræver overblik og fleksibilitet. Overblik, fordi man skal have styr på, hvor meget man skal bruge hvornår, og fleksibilitet, fordi man er nødt til at kunne tage tingene, som de nu engang kommer.

Det blev jeg mindet om, da jeg hentede sidste uges grøntsagspose. P.t. kan vi få oplyst i forvejen, hvad den indeholder. Det gør livet noget nemmere for alle os, der ikke nødvendigvis har lyst til at bære en lykkepose på seks kilo hjem for så at finde ud af, at man måske havde håbet på noget andet, end det, man nu skal forholde sig til.

Men så skal man også have tid til at gøre grøntsagerne i stand, og det kan det knibe med, når man er nybegynder.Problemet er bare, at den slags også gør en mere bekymret for fremtiden, fordi man jo liiige skal have tænkt på, at det også bliver jul og nytårsaften næste vinter, og handle tilsvarende.Der er noget græshoppeagtigt over den måde, vi har indrettet os på.

Dag 15 – flødeboller

Det måtte jo komme: Efter 15 dage med en ganske rimelig fastedisciplin blev jeg i dag overfaldet af et brændende ønske om at spise flødeboller.
Det må nok betegnes som en trang. Den var vild og voldsom og en smule latterlig, for jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidt har spist flødeboller, og endnu mindre. hvornår jeg sidt har købt nogen. Men den fik mig til at bruge langt mere tid foran supermarkedets slikhylde end normalt. De allerfleste flødeboller fås i plastikbakker, men der findes også de andre, de dyre, dem, der ikke er beregnet til børn. Dem, der koster 69 kroner pr. pakke og sælges i papæsker.
Jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle købe én, men jeg var temmelig sikker på, at de ikke ville give mig den samme oplevelse af sød intethed, en almindelig frisk flødebolle tilbyder.
I sidste ende købte jeg, hvad jeg var kommet for at købe: en plade hvid chokolade, emballeret i tynd metalfolie og papir. Det var den gloriekonforme løsning og fik mig til at føle mig ganske frelst.
Mere skal der p.t. ikke til.

I øvrigt producerede jeg ca. et gram plastikaffald i den forløbne uge. En glasflaske, jeg havde købt, viste sig at have en indvendig plastikforsegling. Det burde jeg have forudset.

Dag 10 – den sikre vej mod fejlernæringen

Weekend! Og ingen deadline mandag! Her er nogle iagttagelser fra ugen, der gik:

Jeg havde travlt, både arbejds- og omsorgsmæssigt, og lidt samvær med andre mennesker blev det da også til. Med travlheden opstod der imidlertid nogle problemer af praktisk karakter: hvis min tidsplan gebærder sig bare en lille smule kaotisk, kan jeg enten bestille pizza i byen eller risikere at blive fejlernæret, fordi jeg ikke kan nå at tage i mange forskellige forretninger for at købe ind, lave mad, bage brød og ellers gøre, som jeg plejer.

Tiden slår simpelthen ikke til.

Og hvis jeg kan finde tid nok til at klare mine indkøb, har jeg ikke tid til fx at tage i svømmehal eller biografen, og under min plastikfaste er det blevet langt mere besværligt at tilberede et hurtigt, varmt måltid, der ikke indeholder æg.

I dag var jeg så heldig at få mælk nok til, at jeg her i weekenden kan lave den feta, jeg har fablet om i over en uge. Det tager ikke ret lang tid, men kræver selvfølgelig mælk.

I øvrigt vil jeg gerne meddele alle interesserede, at det papir, ostehandlere bruger til at pakke deres oste i, er forsynet med et tyndt lag af et plastikagtigt materiale. Det havde anet mig, men i dag fik jeg syn for sagen.

Dag 8 – der var noget at veje…

Egentlig havde jeg ikke regnet med, at jeg stadig væk skulle veje ugens plastikaffald. Åbenbart var jeg mere optimistisk, end man har lov til at være.

Tre gram blev det til. Sådan cirka, for jeg har ingen brevvægt og var nødt til at lægge de to stykker plastik, der have sneget sig ind i mine indkøb, oven på en pose mel.

Det ene stykke plastik fik sin omtale i forgårs. Det andet fandt jeg i et glas med sild i dildlage, som jeg havde købt i lørdags i min frustration over ikke at kunne få fat i mælk. Det var et ægte impulskøb og i dén grad præget af min nuværende tilstand.

Der var bare den hage ved det – og dette siger med garanti mere om mine spisevaner, end om fabrikanten – at der inde i glasset var et plastikgitter, der skulle holde sildene nede i lagen. Sådan et skal der åbenbart til, når lagen er for flydende.

Så har jeg fået bevidstgjort det.

Dag 7 – reminiscenser om socialismens skyggesider

Det lykkedes! Langt om længe har jeg igen mælk i køleskabet.

I Store Kongensgade 93 ligger Hansens Mejeri Forhandler, hvor jeg i dag var så heldig at kunne købe den sidste liter sødmælk. Den usikre forsyningssituation betyder vidst, at jeg hellere må opgive at lave planer på forhånd mht. mælk, for jeg aner faktisk ikke, om der vil være nogen tilbage, når jeg tager derind igen på fredag for at købe mere.

Måske rækker det denne gang til noget friskost og skyr, men jeg tør ikke skrue mine forventninger for højt op.

Min nuværende tilværelse ligner i stigende grad den skinbarlige, reelt eksisterende socialisme. Det er en meget surrealistisk oplevelse, fordi der jo ikke er andet, der har ændret sig. Jeg laver stadig væk det samme arbejde og ser stadig væk de samme mennesker – og så er jeg parat til fra Valby at tage hele vejen ind til den anden ende af indre by for at købe mælk, som jeg kunne få til under halv pris i min lokale Irma.

Bortset fra, at det ikke passer helt. Flaskemælken er nemlig håndtappet – givetvis, fordi det ikke kan betale sig for Hansen at få installeret et tappeanlæg. Jeg har tænkt mig at tage til Odsherredet her til sommer for at hilse på de køer, hvis mælk jeg køber – bare for at forvisse mig om, at de er glade.

Dagens største, glædelige overraskelse var en lille gave i form af en blikdåse med eukalyptusbolsjer – helt uden plastik.

Der skal i øjeblikket ikke ret meget til for at gøre mig glad (hint-hint).