Category Archives: plastikfrie alternativer

Altannyt – og lidt til statistikken

Sidste efterår fik jeg lokket barnebarnet samt forældrene med i Botanisk Have, hvor man bl.a. kunne få lov til at klone mølplanter. Først skulle man dog lave sin egen urtepotte af avispapir.

Til dette formål findes der faktisk en cylinder i træ, som man vikler avispapiret omkring, så det stikker et godt stykke ud over kanten. Den del af papiret, der stikker ud, folder man ind under cylinderen, som man så presser ned i en slags tallerken – og vupti! potten er klar. (Man kan se det her.)

P.t. har jeg stadig væk nogle plasticpotter til de små spirer, og jeg har heller ikke tænkt mig at kassere dem, bare fordi jeg har kastet min kærlighed på noget andet – men jeg vil gerne indrømme, at jeg gik i mange måneder og sukkede lidt efter sådan en dims, der i den grad ville få glorien til at løfte sig.

Det var sådan set en tilfældighed, at jeg fandt den i byen i tirsdag. Jeg havde slet ikke været på udkig efter den, særligt, fordi jeg ikke tror, at alt det ombyggeri, jeg er midt i, giver mig mulighed for at dyrke ret meget mere end nogle auberginer og måske – hvis jeg er meget omhyggelig og påpasselig og heldig nogle squash – og dem havde jeg allerede sået.

Men med hjem kom den, selv om det undrede mig, at der bliver lagt vægt på, at man laver sine urtepotter af avispapir. Guderne må da vide, hvad man blander i tryksværte nu om stunder. (Kolofonium, skriver Bente Klarlund i Politiken. Det kan være allergifremkaldende.)

Derhjemme fandt jeg dog en bedre og – så vidt jeg ved – mere acceptabel løsning, hvis de små potter skal kunne bruges til spiring af grøntsager: Man kan gemme de brune papirsposer, man får hos nogle økologiske grønthandlere, og bruge dem i stedet for avispapir. Det er ikke helt så sjovt at se på, men forhåbentligt mindre allergifremkaldende…

—-

Ugens vejning gav 130 gram plastik.

Arla og Irma bruger i øvrigt FSC-mærkede mælkekartoner. Jeg er lige blevet opmærksom på det og vil gerne gentage, at det er min hovedanke mht. den private tilgang til miljø- og klimatiltag: Det er godt, at mennesker og virksomheder gør noget – men den manglende politiske koordinering gør, at der går megen god energi til spille menneskene og virksomhederne imellem.

Hjemme igen

Så kom jeg endelig hjem igen til mit mindre plasticbefængte hjem, og det føles som en lettelse at kunne genoptage (omend i mindre hysterisk målestok) den livsstil, jeg har vænnet mig til siden midten af februar.

Udfordringerne har jo ikke ændret sig, bare fordi jeg har været væk en uges tid. På onsdag vil posen fra Københavns Fødevarefællesskab for eksempel igen indeholde hvidkål og gulerødder. Det er jo trods alt for tidligt til, at man kan forvente at få masser af spændende forårsgrøntsager – men der lå endnu et helt hvidkålshoved i mit køleskab, da jeg kom hjem i går, så det tog mig en god nats søvn at finde ud af, at jeg jo kunne springe med på den nyeste modebølge og udsætte den fintsnittede kål for gæring med mælkesyrebakterier, vil sige: lave surkål.

Jeg lavede den slags af nød i 1980erne, fordi man ikke bare sådan kunne gå ud og købe surkål i København. Der var vist et sted, hvor man kunne få den på dåse, men sådan en indeholdt 800 gram, hvad der er afsindig meget at skulle tygge sig igennem, når man er den eneste i familien, der spiser den slags.

I dag så jeg pludselig mælkesyregæring som en mulighed til at mindske madspillet og øge mine kulinariske valg. Set i et plasticfasteperspektiv giver det mig flere muligheder fremover – og snitter man kålen fint nok, tager det heller ikke mange dage, før man har fået et spiseligt produkt.

Så nu sidder der et glas med hvad der forhåbentligt snart bliver surkål på mit køkkenbord. Det gør mig mere glad, end jeg ville have troet for en uge siden.

Dag 38 – tandhygiejne en gang til

I dag var jeg hos tandplejeren til kontrol med gode resultater. Hun syntes faktisk, at mit tandkød var blevet pænere end forventet og bar præg af, at det var blevet børstet meget.

Sandsynligvis har jeg brugt miswak-pinden oftere end en tandbørste, da den ikke kræver tandpasta og skylning.

Men det mest interessante var dog, at man ikke kunne se, at jeg ikke havde brugt en tandpasta med fluor. Det skal vi følge lidt mere, så jeg har en ny tid til om tre måneder.

Det eneste, der manglede – og det er for så vidt også min egen betænkelighed ved helt at afstå fra at bruge plastikprodukter til tandhygiejnen -, var en omhyggelig rensning af mellemrummene omkring den krone, jeg har. For ca. tre uger siden løb jeg tør for mellemrumsbørster, og det gav sig udslag i, at tandlommerne omkring kronen ikke blev mindre.

Det var surt og skuffende, men kan snart rettes op på.

Dag 15 – flødeboller

Det måtte jo komme: Efter 15 dage med en ganske rimelig fastedisciplin blev jeg i dag overfaldet af et brændende ønske om at spise flødeboller.
Det må nok betegnes som en trang. Den var vild og voldsom og en smule latterlig, for jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidt har spist flødeboller, og endnu mindre. hvornår jeg sidt har købt nogen. Men den fik mig til at bruge langt mere tid foran supermarkedets slikhylde end normalt. De allerfleste flødeboller fås i plastikbakker, men der findes også de andre, de dyre, dem, der ikke er beregnet til børn. Dem, der koster 69 kroner pr. pakke og sælges i papæsker.
Jeg overvejede kortvarigt, om jeg skulle købe én, men jeg var temmelig sikker på, at de ikke ville give mig den samme oplevelse af sød intethed, en almindelig frisk flødebolle tilbyder.
I sidste ende købte jeg, hvad jeg var kommet for at købe: en plade hvid chokolade, emballeret i tynd metalfolie og papir. Det var den gloriekonforme løsning og fik mig til at føle mig ganske frelst.
Mere skal der p.t. ikke til.

I øvrigt producerede jeg ca. et gram plastikaffald i den forløbne uge. En glasflaske, jeg havde købt, viste sig at have en indvendig plastikforsegling. Det burde jeg have forudset.

Dag 5 – tanker om produktudvikling

I går havde jeg en lille Facebook-snak med Randi om krydderier og den slags. Hun fortalte, at folk kigger, når hun tjekker uindpakkede tomater og kartofler ud af det supermarked, hvor hun selv skal klare kassefunktionen.

Jeg har ikke set de kartofler, hun køber, men jeg ved, at de jordknolde, jeg får i min pose fra fødevareforsyningen, faktisk er fulde af jord. Det skal forlænge deres holdbarhed, har jeg ladet mig fortælle, og jeg har ingen grund til at betvivle min kildes ord. Desuden har jeg en særlig pose, jeg bærer mine grøntsager hjem i, og som jeg bytter til en ny næste gang, jeg henter grøntsager.

En stor del af jorden forbliver således i posen, som kan rystes ud over skraldespanden.

Hvad jeg dog ikke bryder mig om, er at jorden fra den ene grøntsag kommer på en anden, der til at begynde med, var jordfri, og Randis beretning om, at hun ikke længere pakker tingene i plastikposer afstedkom hos mig en livlig indre video om kartofler og tomater, der muntert hopper rundt i hendes læderrygsæk. Tomaterne går i stykker og griser alle andre varer til.

Sådan gør hun ikke.

Men jeg skal spørge hende ad, hvordan hun gør. For den eneste mulighed, jeg kan se, er, at man bruger mindre stofposer, som man putter varerne ned i, efter man er færdig med at betale.

Det løser så problemet for folk, der bor i lande, hvor man har den slags supermarkeder.

En anden en vil skulle bruge net. Jeg mener rigtige net, ikke muleposer. For hvis kassemedarbejderen skal kunne forvisse sig om, at jeg virkelig har købt to kilo gulerødder i løssalg, så må han/hende jo kunne se varerne.

Man kunne måske designe et net med en flade til stregkoden, så der er et sted, hvor dette klistermærke altid kan sidde ordentlig fast, og så må man indtil videre nøjes med at købe vaskede grøntsager. Indtil selvbetjeningskasserne slår igennem.

Jeg burde måske overveje at få designet et logo…

Glorietjek

Man skal have nogle parametre, man kan vælge efter. Ellers bliver man offer for tilfældigheder. Det kan have sin charme, danner bare ikke et pålideligt beslutningsgrundlag.

I det følgende vil jeg forsøge at formulere nogle parametre, der under plastikfasten skal hjælpe mig i det daglige med hurtigere at træffe beslutninger, det har nemlig vist sig, at en del plastikfri alternativer til traditionelle produkter kommer med andre ressourcemæssige dilemmaer. I går nævnte jeg problemet med bambustandbørster, der fragtes hele vejen fra Kina til Danmark. Når man medregner, at disse tandbørster har en livscyklus på 90 dage, kan deres bæredygtighed ligge på et meget lille sted.

Så vi kan vist fastslå, at transportvejen betyder meget for mig. Det samme gælder energiforbruget i produktionen, hvis jeg kan få oplysninger om det. Det ser ud til, at nogle af disse bambustandbørster opvarmes for at gøre dem mere holdbare. Om det er nødvendigt, skal jeg endnu ikke kunne sige, men jeg vil tage chancen med et mindre holdbart produkt, især, hvis det alligevel ikke er beregnet til at holde evigt og tilmed er bæredygtigt.

Dyrevelfærd er for så vidt væsentligt, som jeg (igen med henvisning til grævlingehårene på tandbørster) ikke mener, at det er rimeligt at slå dyr ihjel bare for et enkelt produkt. Ellers mener jeg, at det er kødspiserne, der er ansvarlige for at presse politikere og landbruget til at gøre noget ved problemet.

Bæredygtighed er selvfølgelig også vigtig, men kan i mange tilfælde erstattes af et gennemtænkt cradle-to-cradle-koncept, som baner vejen for kreativitet og kan være med til at mindske transportvejene.

Jeg vælger økologi, hvor det er muligt, men vil i denne sammenhæng gerne gøre opmærksom på, at der findes lande, hvis produkter er pesticidfrie, fordi landmændene ikke har råd til pesticider. Her vil jeg faktisk heller støtte disse landmænd. Det gælder især bælgfrugter.

I denne præliminære samling af punkter er der endnu ikke skelnet mellem food og non-food, som det så smukt hedder i detailhandlen. Det kommer måske senere. Tanker har det med at yngle, når først man er begyndt at slippe dem fri.

Hvad mon det koster

I dag skal jeg ud og handle. Det gør jeg med ujævne mellemrum, da mit arbejde tillader mig at have en noget udisciplineret livsstil. I forhold til mit projekt og dets hurdler er det så afgjort et plus, men jeg er selvfølgelig godt klar over, at andre ikke er så privilegerede. Jeg sætter trods alt pris på, at jeg kan stole på, at åbningstider og afgangstider også overholdes.

På den lille plastiktallerken, jeg samler mit plastikaffald på, ligger der her midt på ugen allerede 38 gram plastik. Tager man i betragtning, at tilvæksten bliver større, når jeg har besøg – og det har jeg fra i morgen til på lørdag -, så er det faktisk allerede en hel del.

Så jeg skal tage til Vesterbro for at købe mælk og til Frederiksberg for at købe bambustandbørster.

Det har fået mig til nærmere at overveje det pengemæssige aspekt i projektet. Mælken koster 25 kr literen, en bambustandbørste 39,95. Med hensyn til mælken har jeg ingen kvababbelser: Den kommer fra sjællandske køer og et sjællandsk mejeri og kan dermed leve op til det ubevidste glorietjek, jeg åbenbart også tager med i beregningen, og som jeg må se at få defineret, så jeg kan bruge det til noget konstruktivt.

Men bambustandbørsterne… Her kvier jeg mig lidt. De kommer fra Kina…! Godt nok fra et “pandafrit område” (og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det faktisk dækker over), men alligevel: hele vejen fra Kina…! Hvor mange ressourcer bliver der spildt på den slags bæredygtighed? Er det så bedre at købe en trætandbørste med grævlingehår (når jeg nu ikke aner, hvordan de grævlingehår er havnet i produktionen, og ikke rigtigt har tillid til, at de kommer fra indsamlingen af år hos grævlingefrisørerne).

Men nu ville jeg skrive om pengene, og jeg har tænkt mig at bruge plastikfasten på at offentliggøre mine indkøbslister, så vi alle kan se, hvad det koster en halvgammel, enlig vegetar at komme igennem en 40-dages plastikfaste uden at blive komplet vanvittig.

I denne forbindelse skal man måske også have et vågent øje for madspild. Jeg er nu engang en und efter brugbare konklusioner.

Tandhygiejne fortsat – så kom miswak-pinden

De miswak-pinde, jeg nævnte i mit sidste indlæg om tandhygiejne kom faktisk allerede for en uge siden, men jeg vil gerne give dem den omtale, de fortjener.

Jeg havde bestilt fem styks sammen med et par bøger fra et websted i Storbritannien (her). De kom selvfølgelig svejset ind i plastik, hvad websiden forresten heller ikke lagde skjul på. I forhandlerens øjne er det selvfølgelig vigtigere at overbevise kunden om, at varerne er hygiejnisk emballeret.

Den enkelte pind er omtrent lige så lang som en almindelig tandbørste:

Miswak-pinden

Plastikposen holder pinden fugtig, så den, straks man tager den op af posen, udfolder en lugt, der mindede mig stærkt om sundhedsvæsenet. Det var den form for “sund lugt”, der får én til at overveje, om sundhed nu også er så god en ting, som medierne prøver at bilde os ind. Dog var den ikke værre, end at jeg mente, at jeg også ville kunne holde den ud i fremtiden.

Det viste sig, at pinden var skåret lige over på begge sider, så jeg var lidt rådvild. Var det meningen, at jeg skulle tygge i en af enderne, så fibrene kom frem? Eller skulle jeg fjerne noget af barken? Og hvis ja, så hvor meget?

Da miswak stammer fra den arabiske halvø og er en del af den muslimske kulturarv, tog jeg min bedste abaya på og gik over til mine genboer, et ungt, muslimsk par, for at spørge husets frue til råds.

Man fjerner barken, fortalte hun mig, og blødgør fibrene i vand. Så er pinden klar til brug. (Her kan du se en ret sjov indonesisk video om, hvordan og hvor man bruger miswak.)

Jeg har brugt miswak i en lille uges tid nu og kan indtil videre sige, at den virker på ydersiden af tænderne. Indersiden kan jeg kun nå, hvis jeg skubber belægningerne ned i tandkødet. Da jeg ikke kan forestille mig, at det er en god ide, vil jeg også fremover bruge en tandbørste der – og så selvfølgelig tandtråd (som kan fås i silke, fx her, hvor silken kommer i en “praktisk plasticcontainer”, mens der her ikke er oplyst, hvilken beholder den leveres i, så den prøver jeg).

Facit er altså indtil videre, at jeg slipper hverken for tandbørstningen eller for kokosolie/natron-blandingen på denne måde. Men jeg bruger langt mere tid på mine bisser end nogensinde før.

Det bliver min tandlæge bestemt glad for.

(En lille sidebemærkning: jeg har venner i Damaskus og spurgte dem i fredags, om de nogensinde havde brugt miswak. Det havde de aldrig nogensinde gjort – for meget muslimer var de heller ikke. – Sjovt nok var det slet ikke det, jeg havde haft i tankerne.)

Forbrugeransvar – jf. mælk på flaske

For nogle måneder siden opdagede jeg til min store glæde, at Hansens Mejeriudsalgs mælk på glasflaske kunne fås i Kvickly og Superbrugsen på Nørrebro.

Jeg er ikke den store mælkeentusiast, så jeg købte nogle få liter, men glædede mig over den afveksling, mælk på flaske trods alt ville kunne bringe mig under selve plastikfasten. Stor var derfor min skuffelse, da jeg flere gange måtte gå forgæves efter mælken.

I dag tog jeg mig så sammen og ringede til Hansens Flødeis for at høre, hvad der var sket, og om der eventuelt var andre steder, der havde en større forsyningssikkerhed. Det ser det så ud til, at der er på Vesterbro.

Hvis det sted, hvor du handler, allerede sælger yoghurt fra Hansen, kan du bare spørge, om ikke de vil tage noget mælk hjem til dig. Jeg har nævnt, at den er dyr (22,00-25,00 kr/l) – så brugsuddeleren eller butikschefen skal have en vis sikkerhed for, at der er et kundeunderlag for at kaste sig ud i eksperimenter.

Hvis vi ønsker at bruge plastik på en mere bevidst og ansvarlig måde, skal vi efterspørge produkter, der afspejler dette ønske – og det kan aldrig skade også at gøre opmærksom på det.

Man kan kun blive hørt, hvis man giver lyd fra sig.

Og nu skal jeg ud og se, om jeg kan få fat i en liter mælk på Vesterbro.

Om bivoksindpakning og glaskedler

En af mine læsere – og du ved, hvem du er! – gjorde mig en gang før jul opmærksom på bivoksindpakning, som man kan købe i USA (nemlig her), og som jeg straks bestilte i alle de størrelser, jeg kunne få.

Den lille pakke ankom før jul (efter jeg havde betalt moms og told blev det til i alt ca. 750 kroner for et ekstra stort, tre store, tre mellemstore og tre små ark), og jeg vil straks meddele, at man sagtens selv kan lave den slags selv og spare kloden for en del CO2 samtidigt.

Problemet med produktet er, at det lugter. Ikke så meget af bivoks, som af en blanding af nelliker og kanel. Det er i og for sig ikke ubehageligt, synes jeg, men lugten smitter af på de madvarer, der kommer i kontakt med disse ark, og det kan være en ret så blandet fornøjelse.

Mig gør det ikke så meget, men familier med små, smagsfølsomme børn bør måske tænke sig om, inden de bruger masser af penge på noget, der i sidste ende kan gøre deres hverdag mere konfliktfyldt.

Men så var det jo også jul, og verdens bedste Clara og hendes familie forærede mig en aldeles gennemtænkt gave: en vandkedel af glas.

Jeg har selvfølgelig in elkedel. Den har jeg haft længe, hvad man kan se på den. Men hvis det ikke var, fordi den næppe overlever 2015, ville jeg ikke drømme om at anskaffe mig en ny.

Så Clara brugte masser af tid til at finde en kedel til mig, der ikke kompromitterer mig, når jeg går i gang med plastikfasten. Og jeg var da også meget rørt over denne solidaritetstilkendegivelse, da jeg pakkede dimsen op.

Men jeg var faktisk endnu ikke færdig med at hive kedlen ud af kassen, da det slog mig, at det jo ikke var en elkedel! Det var en ganske almindelig, gammeldags vandkedel, man sætter på komfuret. Den er smuk, og det er en sand fornøjelse at se vandet boble i den – og jeg køber jo vindstrøm, som verdens bedste Clara påpegede så fornuftigt – men det ændrer ikke noget ved, at det er en kedel til komfuret, og at fremstillingen af den muligvis har været langt mere energikrævende end fremstillingen af min gamle plastikelkedel, og at jeg skal passe bedre på den, fordi den er af glas, og at man nok skal afkalke den noget oftere end elkedlen alene af æstetiske årsager.

Det gør den bare ikke mindre smuk…