Category Archives: genbrug

Link om affaldssortering

Politiken, som har en ret så kaotisk redaktionel linje, når det drejer sig om miljøforhold, har en artikel om folks problemer med affaldssorteringen, som er læseværdig.

Det problem, jeg har med Politiken på dette område, er, at avisens linje flugter alt for godt med den, De Grønne følger i Tyskland (se denne artikel på tysk).

Hvis de virkelig ville slå et slag for fremtiden, ville de holde op med at anprise flyrejser. På den anden side er deres slinger på dette område et tankevækkende udtryk for den forvirring, der hersker i vores samfund generelt.

Sidste uge i plastik

510 g plastik blev det til i sidste uge. Halvdelen af det var hård plast – og meget skyldtes travlhed og for store forventninger til mig selv.

Det er en kendt kombination på disse breddegrader og fører meget med sig, vi godt kan undvære, samt et større forbrug af diverse produkter, vi heller ikke har brug for, hvis vi ikke har lyst til at sløse med de timer, livet har tildelt os.I denne uge håber jeg, at jeg kan gøre det bedre. Al selskabelighed foregår uden for mit hjem, og ellers må jeg jo bare se at få taget mig sammen.Det mest interessante er dog, at jeg synes, det er helt vildt pinligt med over et halvt kilo plastik på én uge.

Kunder udelukket :-(

Plastindustriens nyhedsbrev gjorde mig i fredags opmærksom på et seminar med titlen “Plast fra husholdningsaffald“.

Det finder sted den 20. november i Vejen, så for mig er deltagelsen udelukket. Og ikke kun det – jeg kan ikke en gang regne mig selv til målgruppen, som i følge hjemmesiden er “forbeholdt virksomheder, der anvender plast i deres produktion/produkt eller arbejder med indsamling, sortering og oparbejdning af plast.

Surt show, tænkte jeg, og sendte alligevel en e-mail til den ansvarlig for arrangementet, hvor jeg præsenterede mig selv og spurgte, om der var informationer, hun ville kunne dele med mig.

Så må jeg se, om jeg får et svar.

På siden var der dog nogle andre oplysninger, der er interessante, selv om man ikke har tid til at deltage i et heldagsseminar Jylland: Det drejer sig om et fælles initiativ af Teknologisk Institut og FORCE Technology ved navnet “Produktion i Danmark“. Et af initiativets væsentligste fokusområder er ressourceproduktivitet, med undertitlen “Hvordan får vi mest ud af plasten”.

Det samarbejde, der her skitseres, og som også støttes af Styrelsen for Forskning og Innovation, foregår i klynger og er ikke særlig offentligt. Det er i sig selv et problem, men skyldes givetvis, at private virksomheder gerne vil beholde deres produktionshemmeligheder for sig selv, indtil de har fået patenteret dem, hvis det er muligt.
Samtidig er tendensen til at holde de folk, man anser som “forbrugere”, og som af denne grund åbenbart ikke kan være samarbejdspartnere, udenfor efter min mening kontraproduktiv for en branche, der på grund af de råstoffer, den forarbejder, har et blakket ry.For lige præcis i denne forbindelse er de jo i gang med noget, som kunne være vand på møllen af alle dem, der mener, at markedet nok skal klare den store omstilling til et bæredygtigt samfund.Men selv om man ikke har samme tiltro til markedskræfterne, er det da en god nyhed at se, at der er virksomheder, der er interesserede i at begrænse jomfruelig plastik i produktionen.Problemet med “markedet” er bare, at det helt automatisk deler folk op i sælgere og købere, hvor købernes eneste mulighed for at påvirke vareudbuddet på, er at tilkendegive deres præferencer vha. tegnebogen.Det fører til en masse spild og store mængder af affald, som bestemt ikke er nødvendige.Men værst af alt er det, at vores fælles kasse er med til at finansiere den slags grænsedragninger, som om det var på seminarer og konferencer, industrispionagen florerer.

Forsyningssikkerhed

Som jeg sidder her i dag, synes jeg, det er lidt svært at forestille sig, at fanden skulle være løs i dette fredelige kvarter, hvis madleverancerne til de lokale supermarkeder blev afbrudt i nogle dage.

Der ville selvfølgelig være hurtigt udsolgt for mælk og gær, men så længe det står klart, at der igen leveres fødevarer i løbet af et par dage, går det nok.

Verden er kun tre hovedmåltider fra anarki, påstår Arnold Rimmer i andet afsnit af Red Dwarfs tredje sæson, og det kan der være noget om. Men hvad med varme? Hvor lidt varme kan vi nøjes med? Og hvad ville vi, der modtager fjernvarme, gøre, hvis vi ikke længere kunne få varme leveret?

At det ville være temmelig ubehageligt, kan der jo ikke herske nogen tvivl om.

Men hvor kommer overvejelserne fra? Først og fremmest fra den kendsgerning, at man i andre lande genanvender blød plastik, mens det i Danmark bruges til fjernvarme. På denne side kan man læse om fjernvarmens lyksaligheder, og der er intet, der for mig at se taler imod at udnytte overskudsvarme best muligt, når der alligevel skal produceres el.

Hvad der imidlertid undrer mig, er, at man også ved driften af nyere kraftvarmeværker regner med forbrænding af affald (se fx denne side om Nordforbrændings nye ovnlinje, hvor der stå: “Nordforbrænding har godkendelse til at brænde 152.000 ton forbrændingsegnet affald årligt …”).

Endvidere hedder det: “Ovnlinje 5 skal primært brænde affald, men den vil også kunne brænde biomasse som træflis og lignende samt spildevandsslam sammen med affaldet.”

Det vil altså sige, at man har projekteret et affaldsforbrændingsanlæg, der skal tages i brug i 2015. Det forekommer mig ikke særligt ressourcebevidst. – Men som vi jo har set, er der også mange plastikposer, der skal brændes nord for København.

Med den nye investering ser det ikke ud til, at man deroppe har tænkt sig at ændre vanerne lige med det samme…

Mjukplast

Vi har det ikke nemt i dette land. Det skyldes givetvis, at der er rigtigt mange ting, man helst ikke skal gå for meget op i. Økologi, for eksempel, eller klimaforandringer.

Man kan godt gøre det lidt, men ikke så meget, at det forhindrer én i at kunne tage det hele helt afslappet.

Derfor undrede det mig heller ikke, at jeg på en pose med soja-fettucine i går kunne læse, at posen “sorteras som mjukplast”, uden at der fandtes en tilsvarende tillempning til dansk.

Det var interessant. Mens jeg i København skal smide den slags i min affaldspose, så den kan køres til den nærmeste kraftvarmeværk, kan man på den anden side af Sundet finde ud af at genanvende blød plastik til fremstilling af nye plastikposer.

Når nu størsteparten af mit plastikaffald består af blødt plastik, ville det være rart ikke at skulle få det brændt, skulle man antage. Men således er det altså ikke. Beslutningen om ikke at genanvende blødt plastik i Danmark er politisk. Måske burde man forlange lidt mere konsekvens for at fremtidssikre afslappetheden.

Termisk depolymerisering…?

Det begynder at blive kompliceret. Sådan er det jo altid, når man begynder at gå i dybden med noget. For ikke at gå helt ned med flaget af kløjs totalt i et informations-overload har jeg anskaffet mig nogle bøger om organisk kemi.

Det er næsten 40 år siden, jeg sidst rørte ved den slags, og jeg husker egentlig mest af alt en fuldstændig kolerisk lærer, der også underviste i biologi, og som jeg var glad for at kunne bytte mod en langt mere medgørlig fysiklærer.

Bemeldte kemilærer havde det med at true sine elever med at polymerisere dem, hvis de ikke hørte efter. Det vagte stor munterhed iblandt os, unge og hjerteløse, som vi var.

At han døde ca. 15 år senere af et hjertetilfælde, vil jeg snarere tilskrive et fuldstændigt kikset karrierevalg end vores manglende interesse for de guldkorn, han begavede os med, selv om der nok var en vis sammenhæng alligevel.

I miljøodbogen på DMU’s hjemmeside defineres polymerisering som følger: “En kemisk proces, hvor de enkelte molekylenheder (monomerer) kædes sammen til en sammenhængende kæde eller netværk, en polymer”.

Men det, der faktisk er det smarte ved polymerer, er, at de kan “depolymeriseres”, dvs., de kan føres tilbage til deres oprindelse. Det gøres vha. tilførsel af varme, hvorfor det kaldes “termisk depolymerisering”.

Det skulle for så vidt ikke undre mig, at plastik og dets livscyklus virker så overvældende, fordi der altid bliver brugt ganske dyre ord i denne forbindelse. Så er det langt nemmere at brænde stadset. Det ved man da, hvad er.

Men der, hvor jeg egentlig vil hen med dette lidt vidtløftige indlæg, er, at plastik, der ikke længere kan genbruges, fordi kvaliteten er for dårlig, faktisk kan føres tilbage til råolie. Processen er blevet udviklet så langt, at det nu er muligt at by-passe råoliestadiet og gå direkte til benzin eller diesel (samt noget naturgas), der kan bidrage til endnu flere CO2-emissioner (se artiklen her).

Jeg er helt sikker på, at det er en dårlig idé.

Det eneste problem, jeg mener, artiklen løser, er sammenblandingen af plastik og andre stoffer, fx metal. Tænk på de, for det meste hvide, lukker, der findes på visse brødposer. Enten er de snoet sammen, eller også bøjes de omkring posen. De består ofte af plastik og har en eller to metaltråde som forstærkning.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med dem, men nu ved jeg, at der findes en proces, der kan skille dem ad. Det er godt at vide, at der er håb forude for plastik af ringe kvalitet.

—–

P.S.: Jeg har åbenbart glædet mig for tidligt. I denne artikel kaldes de rester, der bliver tilovers efter den termiske depolymerisering “forkullet affaldsprodukt”. I følge denne forespørgsel i EU-Parlamentet virker det, som om dette “forkullede affaldsprodukt” er ansvarlig for en hel del forurening.

Vi kan åbenbart ikke finde ud af det. 🙁

Junglelov

Til mine talrige laster hører et udpræget ønske om at læge nyt. Det ville givetvis ikke være betænkeligt, hvis ikke det gik hånd i hånd med et øget indkøb af materialer fra udlandet.

Men jeg har nu en gang brug for at genopfriske den viden, jeg for mange år siden fik om organisk kemi i gymnasiet – og selvfølgelig ajourføre den. For at kunne træffe informerede beslutninger er det uomgængeligt for mig at få styr på emnet for mit projekt.

Det får mig på den anden side til at blive noget muggen, for nok er jeg i stand til at indhente det forsømte og danne mig et overblik over forholdene – men hvad med dem, der ikke har de samme forudsætninger? Dem, der er overladt til deres mavefornemmelse?

“Det offentlige” gør allerede en del for at fremme grøn omstilling, genanvendelse og affaldsbegrænsning, og måske skyldes det min nye interesse, at jeg får øje på disse projekter og udvider mit ordforråd (bl.a. med “cirkeløkonomi”), men jeg synes, at dækningen af disse tiltag stadig væk er langt fra mainstream.

Miljøstyrelsen står fx for et projekt, der hedder Danmarks råstof, der skal fremme grøn omstilling og skabe grønne arbejdspladser. Hvor mange penge de har til at gøre godt med, kunne jeg ikke lige se, men man må da håbe, at det bliver en succes.

Og så har jeg modtaget min bykompostspand og må sige, at dette system skal være endog ekstremt godt, før jeg vil anbefale det til nogen. Brugen af kompostgær gør det nemlig ret så omkostningstungt – i hvert fald når man, som jeg, bor i entageejendom, hvor renovationen indgår i huslejen (og bor man i et hus med have, har man ikke behov for dette system, da man sagtens kan have en kompostbunke i haven).

Jeg er lidt spændt på resultatet, men kan allerede nu melde, at denne sidegren af mit plastikprojekt kræver noget mere tid og omtanke, end man kan nøjes med, når man bare smider ting ud. Det affald, man vil kompostere, skal skæres i mindre stykker, ellers kan gærbakterierne ikke fordøje dem. Så skal spanden tappes for væske hver tredje til femte dag.

Det er alt sammen meget logisk, men også noget mere besværligt end renovationsløsningen.

I denne forbindelse ville det givetvis være bedst, hvis jeg meget hurtigt ville kunne komme ud over glorie-stadiet og over på selvfølgelighedsstadiet, fordi der med glorien også kan medfølge en vis følelse af martyrium – og det gider jeg i hvert fald ikke.

Taget i betragtning, at den virkelige plastikfaste først skal starte om små fire måneder, er jeg også nødt til at holde humøret oppe.

 

Så kom der et svar

I dag blev jeg kontaktet af en medarbejder fra Københavns Kommunes afdeling for affald og genbrug, som kunne fortælle mange ting om udviklingen af kommunens genbrugspolitik.

Han mente, at beboerne i etageejendommene i kommunen havde været hurtige om at tage affaldssorteringen til sig, og at der i følge hans oplysninger kun var mellem 7 og 10 % ting i plastik- og metalspandene, der ikke skulle være der.

Villaerne skal få deres egne, opdelte spande fra september 2015. Ideen er så, at reduceringen af affaldsmængden skal modsvares af en reducering i renovationsafgiften.

Men nu til det indsamlede plastik. Det køres ud til Raffinaderivej, hvor det presses til store baller her.

Nu kommer problemet: Det plastik, vi afleverer, består af forskellige typer og skal sorteres, inden det kan genanvendes. Til det mangler der et anlæg i Danmark, så ballerne fragtes til Tyskland, hvor de sorteres, hakkes til peller og sælges til plastikindustrien.

Den allerdårligste kvalitet benyttes som opvarmning på eksempelvis cementværker (ca. 25-30 %), mens den næstdårligste kvalitet (mixed plast = ca. 20 %) bl.a. benyttes til fremstilling af bænke og borde til eksempelvis rastepladser. Det giver en reel genanvendelse på ca. 50 %, mens yderligere 20 % bliver brugt til lav-kvalitets genanvendelse.

For hver kilo plast, der genanvendes, spares miljøet for 1,5 – 2,0 kg CO2.  80-90 %  skyldes energibesparelsen ved at benytte genanvendeligt plastik i stedet for at producere plastik fra bunden.

Det lyder alt sammen meget fornuftigt og kører åbenbart også godt, hvad der jo er skønt at høre. Men jeg er nu alligevel lidt skuffet over, at jeg ikke direkte kan købe et produkt, der udelukkende består af genbrugt plastik fra københavnske genbrugsspande.

Lidt lokalpatriot skal man da have lov til at være.

(Rettet d. 23.10.2014, kl. 14:18)

Københavns Kommunes genbrugspolitik

Har jeg nævnt, at Københavns Kommune har indført affaldssortering for etageejendomme? Det har den altså.

Affaldssorteringen har den store ulempe, at man pludselig kan se, hvad andre lægger i de forskellige beholdere, og det er ikke altid det, beholderen er tænkt til. I hvert fald ikke der, hvor jeg bor, skal jeg hilse og sige.

Københavns Kommune har en målsætning om at blive CO2-neutral i 2025. Det er måske lidt sent, men noget bliver der trods alt gjort.

Genrbug af plastik er en del af strategien. På kommunens hjemmeside kan man finde en klar beskrivelse af, hvad og hvorfor det skal gøres. Spørgsmålet er bare, hvad der faktisk sker med det plastik, der afleveres til genbrug.

For efterhånden rigtigt mange år siden, dvs. i 1992, var der en stor skandal i Tyskland i forbindelse med genbrugsordningen “Der grüne Punkt”, hvor plastik, der blev afleveret til genbrug, endte med at blive brændt, fordi de nødvendige processer til genanvendelse ikke var på plads.

Forargelsen var forståeligt nok stor. Genbrugsordningers succes er trods alt afhængig af de involverede parters gensidige tillid, og hvis jeg ulejliger mig til ingen verdens nytte, får det følger næste gang, jeg skal involveres i den slags.

Så derfor sendte jeg en e-mail til en af kommunens informationsmedarbejdere for at høre, hvordan det går med genbruget af plastik. Nogen derinde må have nogle tal, de måske har lyst til at dele med mig.

Jeg kunne da også godt tænke mig at vide, hvilke virksomheder der genbruger københavnernes plastik, og hvad de laver af det. Det kunne være, det var noget, jeg også gad have.