Category Archives: CO2

Hvad mon det koster

I dag skal jeg ud og handle. Det gør jeg med ujævne mellemrum, da mit arbejde tillader mig at have en noget udisciplineret livsstil. I forhold til mit projekt og dets hurdler er det så afgjort et plus, men jeg er selvfølgelig godt klar over, at andre ikke er så privilegerede. Jeg sætter trods alt pris på, at jeg kan stole på, at åbningstider og afgangstider også overholdes.

På den lille plastiktallerken, jeg samler mit plastikaffald på, ligger der her midt på ugen allerede 38 gram plastik. Tager man i betragtning, at tilvæksten bliver større, når jeg har besøg – og det har jeg fra i morgen til på lørdag -, så er det faktisk allerede en hel del.

Så jeg skal tage til Vesterbro for at købe mælk og til Frederiksberg for at købe bambustandbørster.

Det har fået mig til nærmere at overveje det pengemæssige aspekt i projektet. Mælken koster 25 kr literen, en bambustandbørste 39,95. Med hensyn til mælken har jeg ingen kvababbelser: Den kommer fra sjællandske køer og et sjællandsk mejeri og kan dermed leve op til det ubevidste glorietjek, jeg åbenbart også tager med i beregningen, og som jeg må se at få defineret, så jeg kan bruge det til noget konstruktivt.

Men bambustandbørsterne… Her kvier jeg mig lidt. De kommer fra Kina…! Godt nok fra et “pandafrit område” (og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det faktisk dækker over), men alligevel: hele vejen fra Kina…! Hvor mange ressourcer bliver der spildt på den slags bæredygtighed? Er det så bedre at købe en trætandbørste med grævlingehår (når jeg nu ikke aner, hvordan de grævlingehår er havnet i produktionen, og ikke rigtigt har tillid til, at de kommer fra indsamlingen af år hos grævlingefrisørerne).

Men nu ville jeg skrive om pengene, og jeg har tænkt mig at bruge plastikfasten på at offentliggøre mine indkøbslister, så vi alle kan se, hvad det koster en halvgammel, enlig vegetar at komme igennem en 40-dages plastikfaste uden at blive komplet vanvittig.

I denne forbindelse skal man måske også have et vågent øje for madspild. Jeg er nu engang en und efter brugbare konklusioner.

380 gram

Juletiden og diverse årsafslutninger har på det sidste taget al den tid, jeg kunne bl.a. have brugt på flere indlæg her på siden, men det får være.

I dag vil jeg bare melde ud, at modtagelsen af diverse pakker indeholdende julegaver og andet i sidste uge fik mit plastikaffald op på 380 gram, det meste af det i form af poser.

Til gengæld fik jeg så købt aflad i form af 24 træer. De er så frelste, som man kan ønske sig, og det gode er, at de er mine. Her gør jeg mig selvfølgelig skyldig i “land-grabbing”, fordi det sted, hvor mine træer vokser, ligger i Mellemamerika og bidrager efter sigende både til bæredygtigheden, biodiversiteten og fair trade.

Om det passer, ved jeg selvfølgelig ikke. Man kan tage på ekskursion derover og hilse på træerne og de mennesker, der passer dem – men det virker så underligt modsigelsesfyldt, så det lader jeg være med.

216 træer er det efterhånden blevet til. Det er da lidt af en trøst efter sidste uges udskejelser.

Ugens vejning

190 gram blev det til. Hvis ikke det havde været, fordi min køkkenvask var tilstoppet og trængte til en langt mere kærlig behandling end bare en omgang med gummisugekoppen, havde jeg kunnet nøget med 108 gram. Men faldstammerne i den ejendom, jeg bor i, trænger til at blive udskiftet – og jeg har store forventninger om, at jeg kan slippe for at gå i Matas efter grimme kemikalier fra en gang efter næste sommerferie.

Så glorien skulle egentlig have det ganske udmærket, hvis ikke jeg havde fået et anfald af udlængsel. Det startede en gang i formiddags og har ikke rigtigt fortaget sig endnu. Ikke en gang tanken om det ganske umodeholdende CO2-udslip, jeg ville være ansvarlig for, hvis jeg fulgte denne længsel, har virket afskrækkende.
Indtil videre forsøger jeg at dæmme op for dette anfald af uansvarlighed ved at opsøge viden om lerklinede huse. Det kan man få masser af tid til at gå med, og så er det så dejligt bæredygtigt – i hvert fald nogenlunde…

Så kom der et svar

I dag blev jeg kontaktet af en medarbejder fra Københavns Kommunes afdeling for affald og genbrug, som kunne fortælle mange ting om udviklingen af kommunens genbrugspolitik.

Han mente, at beboerne i etageejendommene i kommunen havde været hurtige om at tage affaldssorteringen til sig, og at der i følge hans oplysninger kun var mellem 7 og 10 % ting i plastik- og metalspandene, der ikke skulle være der.

Villaerne skal få deres egne, opdelte spande fra september 2015. Ideen er så, at reduceringen af affaldsmængden skal modsvares af en reducering i renovationsafgiften.

Men nu til det indsamlede plastik. Det køres ud til Raffinaderivej, hvor det presses til store baller her.

Nu kommer problemet: Det plastik, vi afleverer, består af forskellige typer og skal sorteres, inden det kan genanvendes. Til det mangler der et anlæg i Danmark, så ballerne fragtes til Tyskland, hvor de sorteres, hakkes til peller og sælges til plastikindustrien.

Den allerdårligste kvalitet benyttes som opvarmning på eksempelvis cementværker (ca. 25-30 %), mens den næstdårligste kvalitet (mixed plast = ca. 20 %) bl.a. benyttes til fremstilling af bænke og borde til eksempelvis rastepladser. Det giver en reel genanvendelse på ca. 50 %, mens yderligere 20 % bliver brugt til lav-kvalitets genanvendelse.

For hver kilo plast, der genanvendes, spares miljøet for 1,5 – 2,0 kg CO2.  80-90 %  skyldes energibesparelsen ved at benytte genanvendeligt plastik i stedet for at producere plastik fra bunden.

Det lyder alt sammen meget fornuftigt og kører åbenbart også godt, hvad der jo er skønt at høre. Men jeg er nu alligevel lidt skuffet over, at jeg ikke direkte kan købe et produkt, der udelukkende består af genbrugt plastik fra københavnske genbrugsspande.

Lidt lokalpatriot skal man da have lov til at være.

(Rettet d. 23.10.2014, kl. 14:18)

Fra plastiklandet

I denne weekend er der ingen plastik, der skal vejes. Jeg valgte ikke at tage alt det plastik med hjem, som jeg blev konfronteret med under skolernesefterårsferie.

Jeg havde allerede før en mistanke om, at det på rejser ville være temmelig plastikintensive, men der skal jo mere til for alvor at få øje til alt det ekstra plastik, der kommer i omløb, fordi vi er blevet så pokkers mobile.

Rejser man i tog, er der meget, der kan undgås, simpelthen ved, at man medbringer egen forplejning i passend emballage. Det giver så en del ekstra slæbe på, men det må man vist finde sig i, hvis man i skæringsfeltet mellem ressourceforbrug og bæredygtighed, vælger det sidste.

Alt, hvad man køber undervejs, kommer derimod med plastik. Nogle gange er der mere af slagsen, nogle gange mindre, men det er nu en gang den foretrukne måde at sikre lang tids holdbarhed ved stuetemperatur og derunder på.

I de fleste fly bliver der frådset med plastik til den store guldmedalje – når man ser bort fra dåserne med øl og sodavand eller flaskerne med vin. Selvfølgelig kan enhver læser nu indvende, at, hvis man flyver, så kan det også være lige meget, Kerosinforbruget pr. passager er alligevel så højt, at den smule mineralolie, der går til fremstillingen af de bægre, bakker, poser, kopper og det bestik, der uddeles under selve turen, hverken gør fra eller til.

Det er fuldstændigt korrekt, men ligger uden for mit projekts fokusområde.

Hvad der egentlig fik mig til undres mest, var, at det hotel, hvor jeg tilbragte natten før hjemrejsen, og som var fire-stjernet, havde valgt at bruge så megen plastik, at jeg ikke var helt sikker på, at jeg på nogen måde faldt inden for deres målgruppe.

Der var en elkedel, hvilket var rart, og man kunne brygge te og kaffe i styroporbægre. Til kolde drikke var der gennemsigtige plastikbægre, som lå i plastikposer. På badeværelser er der selvfølgelig masser af muligheder for at bruge plastik – denne gang var bægeret af samme slags som dem på værelset.

På selve destinationen er der selvfølgelig også mange situationer, hvor man først skal være stedkendt, før man kan træffe bæredygtige valg. Nogle af dem indebærer med stor sandsynlighed også, at man tilegner sig nogle udtryk og talemåder, man ikke lærer på sprogkurser.

 

… og så tænkte jeg…

… at det kunne være en rigtigt god idé med en app, der holder øje med ens CO2-fodaftryk. Det kunne jo bidrage til, at jeg får lettere ved mine indkøb.

Jeg er på mange måder en meget stor tilhænger af den slags tekniske hjælpemidler – og ville måske også have overvejet at sælge min sjæl endnu mere til Apple end jeg allerede har gjort – hvis jeg ikke havde solgt min sjæl til COWI først.

De står nemlig bag en hjemmeside, der hedder CO2-guide. For at bruge sidens funktioner, skal man tilmelde sig. Det fik jeg gjort, men deres CO2-beregning skøjtede temmelig let hen over overfladen. De ville gerne vide, om jeg spiser kød, og om jeg tager på flyrejser – og så anslår de ellers, uden overhovedet at spørge mig, at jeg forbruger “andet” for 5,5 tons CO2 om året.

Det er mildest talt utilfredsstillende. Eller rettere sagt: Jeg føler mig ikke set i min helhed og som den differentierede forbruger, jeg selv bilder mig ind, jeg er.

Så hvad gør jeg? Prøver jeg at finde en ligesindet med nørdede tendenser, der vil lave en app, der på baggrund af oprindelseslandet kan give mig et skøn om, hvor meget CO2 der er blevet sluppet fri ved at transportere mandlerne fra Californien til København? For ikke at tale på alt det CO2, der skyldes, at mandler er en meget vandkrævende afgrøde – og Californien svømmer i meget, bare ikke i vand.

Samtidigt ville denne ligesindede nørd måske kunne tjene penge til sin app ved at lade afladssælgere og co2-kvotepushere annoncere i den.

Tænk bare: ressourcebevidsthed som kommoditet! Her kan man for alvor tale om, hvad udad tabes, skal indad vindes.

Glorien gnaver på mange måder

Så står den på bordet, min nye bento-boks. Den er smuk og af træ og har efter sigende en masse gode egenskaber. Og så er den japansk.

Bento_box

Jeg husker tydeligt, at der var en tid, hvor jeg ikke anede, hvad en bento-boks er. Det er ikke så mange år siden, men nu ejer jeg endda en.

Det, der gør, at glorien trykker, er, at den kommer så pokkers langvejs fra. Først blev den fremstillet et sted i Japan, så blev den sendt til Frankfurt, og derfra kom den til Valby. Uanset, hvor økologisk korrekt dens fremstillingsproces måtte have været, så kan den aldrig opveje det spor af CO2, denne lille tingest slæber efter sig.

Jeg bør kobe mere lokalt – jeg ved det godt. Og det er ikke nok kun at koncentrere sig om madvarer. Men hvor finder jeg i danmark en person, der kan fremstille en lignende trææske til mig? Og ville den i givet fald være til at betale?

Man kan jo sagtens forestille sig en snedker, der beslutter sig for at lære eksotiske teknikker og derfor tager på den lange vandring, der skal til, hvis man vil tage til Japan på en nogenlunde bæredygtig måde, og som bruger flere år på at lære kunsten at lave bento-bokse for sidenhen at vende tilbage til sit lille værksted på Vesterbro, hvor han forsøger at interessere kunderne i disse eksotiske madkasser, ingen rigtigt tør binde an med.

Til sidst opgiver han – bl.a. fordi huslejen er steget astronomisk pga. den omsiggribende gentrificering af kvarteret – og giver sig til at sælge dansk designlegetøj til turisterne.

Af sine bento-bokse beholder han én eneste, som han bruger til at gemme sin datters mælketænder i.

Træ, påstås det på den hjemmeside, hvor jeg fandt boksen, isolerer bedre end metal. Det lyder indlysende.

Mens jeg overvejer, hvad jeg skal putte i boksen, spekulerer jeg også over, hvordan man kan få ophævet denne modsætning mellem et ønske om et mindre plastikbaseret liv og det CO2-udslip, man derved kan være ansvarlig for.

Måske skal jeg prøve at fremstille min egen bento-boks. Af materialer fra nærområdet. Det kræver med garanti en masse værktøj, som jeg heller ikke har – og som i dag for det meste fremstilles i Kina.