Category Archives: Tid

Små og store glæder

87 gram plastikaffald blev det til i den forløbne uge, selv om jeg havde gæster og flottede mig med hensyn til halvfabrikater. Det er så den lille glæde.

Den store glæde, har jeg opdaget, ligger i, at det er forår, og jeg kan gå ud og samle spiselige planter.

Der findes mange, der er langt bedre til det end jeg. Det skyldes først og fremmest, at jeg sjældent er opsøgende, hvad skove angår. Jeg kan egentlig godt lide dem, men har ikke direkte behov for at tilbringe megen tid i dem. Det overlader jeg gerne til deres naturlige beboere.

I fredags valgte jeg dog at tage barnebarnet med ud og samle svampe. Hvert forår har jeg det lønlige håb, at jeg vil finde et hav af morkler, og de fleste gange skuffes dette håb.

Vårmousseroner er langt mere pålidelige, og i forgårs var der nok til seks til otte personer. Med de nedbør, vi har haft på det sidste, kan vi regne med nogle gode svampeuger i den nærmeste fremtid.

Svampene var en ren fornøjelse, givetvis fordi de var de første, jeg havde fundet i år.

Det er måske den langsigtede lære, jeg kan drage af hele eksperimentet: at der er længere mellem ønsket og dets opfyldelse – men at glæden så også føles så meget større.

Dag 12 – de grå mænd

Weekenden har indtil videre været forbavsende normal. Det skyldes delvist, at jeg havde nok at se til, og delvis, at jeg tror, jeg er begyndt at finde mig i ikke at ønske mig ting, der er for tidskrævende.

I går fik det mig til at tænke på Momo, historien om en pige, der redder verden fra grå mænd i grå habitter, der ryger grå cerutter, der består af den tid, andre mennesker tror, de har sparet op ved at være ekstra effektive.

Mineralolie, tænkte jeg, kan faktisk også opfattes som komprimeret tid, og det, vi bruger mineralolien til, produktion, transport, arbejdsdeling, tilfører vores eget liv mere tid i form af flere muligheder. Det kræver for så vidt bare, at vi bruger den tid, Moder Natur har sat i banken i form af olie og naturgas.

Det gør os til grå mænd og kvinder, og det er en ganske ubehagelig tanke, hvis man ikke samtidigt husker på, at vi ikke forsvinder, hvis vi afstår fra at bruge af Moder Naturs timebank. For vi har vores egen tid. Det havde Michael Endes tidstyve ikke.

Dag 10 – den sikre vej mod fejlernæringen

Weekend! Og ingen deadline mandag! Her er nogle iagttagelser fra ugen, der gik:

Jeg havde travlt, både arbejds- og omsorgsmæssigt, og lidt samvær med andre mennesker blev det da også til. Med travlheden opstod der imidlertid nogle problemer af praktisk karakter: hvis min tidsplan gebærder sig bare en lille smule kaotisk, kan jeg enten bestille pizza i byen eller risikere at blive fejlernæret, fordi jeg ikke kan nå at tage i mange forskellige forretninger for at købe ind, lave mad, bage brød og ellers gøre, som jeg plejer.

Tiden slår simpelthen ikke til.

Og hvis jeg kan finde tid nok til at klare mine indkøb, har jeg ikke tid til fx at tage i svømmehal eller biografen, og under min plastikfaste er det blevet langt mere besværligt at tilberede et hurtigt, varmt måltid, der ikke indeholder æg.

I dag var jeg så heldig at få mælk nok til, at jeg her i weekenden kan lave den feta, jeg har fablet om i over en uge. Det tager ikke ret lang tid, men kræver selvfølgelig mælk.

I øvrigt vil jeg gerne meddele alle interesserede, at det papir, ostehandlere bruger til at pakke deres oste i, er forsynet med et tyndt lag af et plastikagtigt materiale. Det havde anet mig, men i dag fik jeg syn for sagen.

Velkommen til virkeligheden – dag 2

I går havde jeg så sindssygt travlt, at jeg måtte opgive at skrive noget her. Men i gang med plastikfasten kom jeg da, og jeg løb straks ind i de problemer, travle børnefamilier med garanti altid vil skulle slås med.

Grunden var, som jeg nævnte i forgårs, en deadline i dag samt den kendsgerning, at jeg manglede mælk, som jeg skulle til Vesterbro for at købe.

Dén halve time eller tre kvarter havde jeg simpelthen ikke! Det var så meget desto mere surt, fordi jeg skulle ud og hente min grøntsagspose hos Københavns Fødevareforsyning. Vejen fører mig nemlig meget tæt forbi en Superbrugsen og en Irma, for slet ikke at tale om den 7eleven, der ligger lige ovre på den anden siden af gaden.

Plastikfastende med et stort mælkeforbrug skal i hvert fald planlægge deres indkøb bedre end jeg har for vane.

Grøntsagsposen var en fornøjelse, da hverken gulerødderne, løgene eller kartoflerne lå i en plastikpose, og jeg kunne beholde hele indholdet.

Det mest tankevækkende har indtil videre været, at det pludselig føles, som om jeg bor på landet i stedet for i storbyen. Faktisk er jeg kommet så langt, at jeg kraftigt ville overveje at anskaffe mig en cykel for at klare mine indkøb, hvis plastikfasten ikke var undtagelsen.Indtil nu har jeg været vant til at alting lå i gåafstand. Nu, hvor bordet har fanget, er det åbenbart ikke længere tilfælde.

KBH FF SV

Når man bor på disse kanter og vil leve bæredygtigt, skal man være glad for rødbeder. Og kål. Og selleri.

Sent i går eftermiddags mødte jeg for første gang op hos Københavns Fødevarefællesskab i Sydvestkvarteret. De holder til ved Karens Minde, og der er stadig væk lige så barnsdomsmørkt der som dengang, jeg var en flittig bruger af Sydhavns bibliotek.

Efter indmeldelsen fik jeg mulighed for at købe en af de ekstra grøntsagsposer, afdelingen havde fået leveret. Den kostede 10 kroner mere end den, man bestiller en uge i forvejen, og som koster 100 kroner, og indeholdt rødbeder, rødkål, rødløg, knoldselleri, pastinakker, blomkål, kartofler og kruspersille. Alt i alt ca. seks kilo. Blomkålen var svøbt i plastikfilm; dens skrøbelighed taget i betragtning, er det måske ikke underligt.

Jeg er begyndt at blive lidt nervøs for, at jeg kommer til at vise træthedstegn, allerede inden jeg for alvor går i gang med plastikfasten. Udsigten til med jævne mellemrum at skulle spise rødkål (som jeg ikke er særligt begejstret for) helt frem til påske virker ikke ligefrem tillokkende, så jeg er vist nødt til at fare frem med lempe.

Rent prismæssigt er KBH FF et godt alternativ for københavnere, der vil købe bæredygtige, økologiske grøntsager til en pris, der er til at betale, og samtidig indgå i et fællesskab, der skærper ens opmærksomhed på madens oprindelse.

Det er selvfølgelig rigtigt, at der ikke er særligt meget spontaneitet over det her, og det kan være vanskeligt at sluge i et samfund, der holder de fleste af os i et tidsmæssigt jerngreb, så et af de få steder, hvor vi kan være kreative og spontane, er køkkenet, hvis ikke vi ringer efter en pizza og overlader kreativiteten til “Den store bagedyst”.

Til telefonpizzaens fordel tæller, at den som regel kommer i en papkasse – se, det have jeg heller ikke tænkt på før…!

Små husholdninger

I forlængelse af gårsdagens status kom jeg til at tænke på i søndags, hvor jeg af lutter nysgerrighed gik ind i en lille forretning på Sønder Boulevard, der hedder Kost og sælger ingredienser til aftensmad. Man kan dog, fortalte indehaveren mig, også købe grøntsager, kød og fisk enkeltvis.

Jeg var lidt ud på eventyr, så jeg købte grøntsagerne til aftensmad til en person. De kom nydeligt forberedte i en papirspose, med persillen stikkende ud af den. Jeg smed posen ned i min rygsæk og opdagede først derhjemme, at der fulgte en halv rød grapefrugt med. Den var selvfølgelig svøbt ind i plastikfilm.

Det kan man selvfølgelig ikke bebrejde manden – hvad skulle han ellers have gjort, når nu den medfølgende opskrift krævede saft fra en halv grapefrugt? Imidlertid fik det mig til at tænke, at hvis jeg nu havde købt ind til to personer, ville der ikke have været grund til at hive plastikfilmen frem, for så havde skallen været nok.

Tanken er nærliggende, at små enheder – i dette tilfælde små husholdninger – koster mere, også med hensyn til affald. Så måske kan fællesspisning være en løsning, eller fælles indkøb med ligesindede.

I denne forbindelse har jeg fundet frem til Københavns Fødevarefællesskab, hvor medlemmer mod at yde en indsats på ca. tre timer om måneden kan købe billigt økologisk frugt og grønt fra nærområdet.

Hvis man sammenholder denne tidsmæssige indsats med den, der skal til for at dyrke egne grøntsager, er den faktisk meget beskeden. Alligevel kan jeg hurtigt regne ud, at der er rigtigt mange mennesker, der vil føle, at det er svært at finde de tre timer.

Faktisk virker det, som om vi i vores trang til specialisering og arbejdsdeling har gjort det meget besværligt for mennesker, der vil leve et mere holistisk liv, at finde den tid, der skal til for at gøre det.

For mange af os, der nyder godt af den luksus, det er, ikke at behøve at skulle indgå i forpligtende livs- og levefællesskaber, kan det være så godt som umuligt at blive selvbestemmende på netop dette område.

Syd for grænsen

Min smag i mænd kan selvfølgelig debatteres, men i forbindelse med plastikprojektet er jeg faldet over to tyske universitetsprofessorer, jeg er blevet lidt lun på. De italesætter nemlig hver fra sin egen vinkel det problem, mennesker med et mere regelmæssigt familieliv end mit ville stå overfor, hvis de ønskede at efterligne mit eksempel: den kroniske mangel på tid.

De herrer underviser på universiteterne i henholdsvis Jena og Oldenburg og hedder Hartmut Rosa og Niko Paech. Youtube ligger inde med en del af deres foredrag og nogle interview, men de er på tysk og ikke tekstede, så det kan for nogle være en stor mundfuld.

I dag har jeg så fundet et kort foredrag fra sociologen, Hartmut Rosa, på engelsk (men også her er et vist kendskab til tysk bestemt en fordel) med titlen “How growth enters our imaginaries and how we may get rid of it“.

Niko Paech, som er økonom, har fuldstændig forladt væksttankegangen og hører til post-vækst-teoretikerne i Tyskland. Han giver et overblik på engelsk over sine tanker her (ca. 12 minutter inde i videoen).

Fælles for Rosa og Paech er, at de interesserer sig for misforholdet mellem den tid, vi hver især har til rådighed, og alt det, vi forventes at bruge den på. Først og fremmest selvfølgelig på arbejdet.

Der er problemstillinger, de to ikke rigtigt tager stilling til. Fx hvad sådan en som jeg skal leve af, hvis det meste pludselig bliver fremstillet lokalt, og der ikke længere er behov for mennsker, der taler fremmede sprog. Og jeg er jo ikke den eneste.

Men det må vi andre så se at få løst.

 

Junglelov

Til mine talrige laster hører et udpræget ønske om at læge nyt. Det ville givetvis ikke være betænkeligt, hvis ikke det gik hånd i hånd med et øget indkøb af materialer fra udlandet.

Men jeg har nu en gang brug for at genopfriske den viden, jeg for mange år siden fik om organisk kemi i gymnasiet – og selvfølgelig ajourføre den. For at kunne træffe informerede beslutninger er det uomgængeligt for mig at få styr på emnet for mit projekt.

Det får mig på den anden side til at blive noget muggen, for nok er jeg i stand til at indhente det forsømte og danne mig et overblik over forholdene – men hvad med dem, der ikke har de samme forudsætninger? Dem, der er overladt til deres mavefornemmelse?

“Det offentlige” gør allerede en del for at fremme grøn omstilling, genanvendelse og affaldsbegrænsning, og måske skyldes det min nye interesse, at jeg får øje på disse projekter og udvider mit ordforråd (bl.a. med “cirkeløkonomi”), men jeg synes, at dækningen af disse tiltag stadig væk er langt fra mainstream.

Miljøstyrelsen står fx for et projekt, der hedder Danmarks råstof, der skal fremme grøn omstilling og skabe grønne arbejdspladser. Hvor mange penge de har til at gøre godt med, kunne jeg ikke lige se, men man må da håbe, at det bliver en succes.

Og så har jeg modtaget min bykompostspand og må sige, at dette system skal være endog ekstremt godt, før jeg vil anbefale det til nogen. Brugen af kompostgær gør det nemlig ret så omkostningstungt – i hvert fald når man, som jeg, bor i entageejendom, hvor renovationen indgår i huslejen (og bor man i et hus med have, har man ikke behov for dette system, da man sagtens kan have en kompostbunke i haven).

Jeg er lidt spændt på resultatet, men kan allerede nu melde, at denne sidegren af mit plastikprojekt kræver noget mere tid og omtanke, end man kan nøjes med, når man bare smider ting ud. Det affald, man vil kompostere, skal skæres i mindre stykker, ellers kan gærbakterierne ikke fordøje dem. Så skal spanden tappes for væske hver tredje til femte dag.

Det er alt sammen meget logisk, men også noget mere besværligt end renovationsløsningen.

I denne forbindelse ville det givetvis være bedst, hvis jeg meget hurtigt ville kunne komme ud over glorie-stadiet og over på selvfølgelighedsstadiet, fordi der med glorien også kan medfølge en vis følelse af martyrium – og det gider jeg i hvert fald ikke.

Taget i betragtning, at den virkelige plastikfaste først skal starte om små fire måneder, er jeg også nødt til at holde humøret oppe.

 

15 kg plastik om året

Sidste uge blev vi underrettet om, at vi i Danmark, når det gælder vores CO2-fodaftryk, kan konkurrere med landene ved den Arabiske Golf. Dette skyldes, kunne man læse, især landbrug og shipping. Begge dele har jeg kun meget begrænset indflydelse på.

Så når jeg kigger på det moderate forbrug af plastik, jeg umiddelbart vil vedkende mig, kan enhver, der måtte føle sig kaldet til det, påpege, at det i det store mineralolieregnskab gør hverken fra eller til, hvorfor jeg egentlig kan vende projektet ryggen og koncentrere mig om mere livsbekræftende ting.

Men: set i den store sammenhæng er ressourcebevidsthed faktisk livsbekræftende – indrømmet, på en lidt kringelkroget måde, men ikke desto mindre livsbekræftende, og det af mange forskellige årsager.

Vælger jeg så vidt muligt plastik fra, indsnævres mine forbrugsmuligheder, hvilket på den anden side betyder, at jeg skal bruge mindre tid på at tage stilling til alle de valg, man ellers er tvunget til at træffe, når man er ude at fouragere.

Lige nu er det besværligt, fordi jeg skal interessere mig for ting, jeg indtil for nylig har betragtet som mindre væsentlige, men samtidigt er der meget, jeg ikke længere behøver at værdige et blik.

Det vil ikke have nogen særlig indflydelse på detailhandlen, og landbruget holder heller ikke op med at fodre deres kvæg med importerede soyabønner af den grund. Ej heller vil Mærsk vende skuden. Det går så godt lige i øjeblikket, og man skal jo lige have de sidste indtjeningsmuligheder med – og containerskibene tjener også på mig, hver gang jeg køber et produkt, der ikke er produceret af lokale materialer lige i nabolaget.

Indtil videre er det mest interessante dog den mængde af diskussioner og undersøgelser, jeg har fundet, og uanset, hvor jeg kigger hen, er det manglen på tid, der er det største problem, også for den højt besungne vækst.

Hvor mange ting har du afvist at købe, fordi du vidste, du ikke havde tid til dem? Og hvor mange har du købt og måttet sande, at du ikke havde tid til dem? (Hos mig er det meget tit “printed matter”, der hører ind under denne rubrik.)

Jeg er overbevist om, at det nytter noget at ændre min egen bevidsthed – om ikke andet, så har jeg pludselig fået øje på rigtigt mange ligesindede i mange forskellige lande.

Tidsbesparelser og overforbrug

Dagens hovedhistorie i aviserne er, at pensionister, der får leveret deres mad af kommunerne, får mad én uge ad gangen. Ud over en lille sidebemærkning om, at hvis det er muligt, så bliver det også gjort, vil jeg overlade diskussionen om de samfundsmæssige perspektiver i denne måde at behandle svagere borgere på til andre, og hæfte mig ved tidsbesparelsen i dette eksempel.

Sagen er jo, at det er plastemballagen, der gør det muligt at skære ned på den omsorg, madlavning til andre også er udtryk for.

Den tyske sociolog, Norbert Rosa, påstår, at tid er den mest begrænsede råstof, der findes, langt mere begrænset en mineralolie, da man kan finde erstatninger for mineralolie, men ikke for tid (der findes endda processer, der gør det muligt at føre plastik tilbage til deres oprindelige tilstand som mineralolie, men det var han vist ikke klar over på det tidspunkt, han holdt dette foredrag).

Rosas interesse gælder postvækstsamfundet, og jeg er temmelig sikker, at jeg vender tilbage til de ideer, han og hans kolleger på universitetet i Jena sysler med desangående. Lige nu må det være nok at nævne hans beskrivelse af den nuværende situation for dynamiske, kapitalistiske samfund, som er: For at tingene kan forblive, som de er, skal vi hele tiden løbe hurtigere, og at væksten snarere er eksponentiel end lineær, hvad der betyder, at der hele tiden skal findes nye markeder, så samfundene kan forblive stabile.

At det ikke kan fungere på længere sigt, må være indlysene – forudsat man godtager Einsteins påstand om, at intet kan være hurtigere end lysets hastighed.

I mellemtiden skynder vi os så meget vi kan og prøver at presse så mange oplevelser som muligt ind i vores levetid. Med alle de rejser, oplevelser og varer, hver enkelte af os i dag fylder vores liv med, ville man for bare halvtreds år siden have kunnet tilfredsstille flere menneskers længsler og drømme.

Er det så så underligt, at vi har et tilsvarende forbrug? Tiden skal jo investeres så indbringende, som muligt. Og i denne sammenhæng er det kun logisk, at omsorgen for andre mennesker skal spares væk.