Category Archives: bæredygtighed

Forberedelser

Jeg elsker forberedelser. Der er få ting, der i mine øjne kan måle sig med glæden ved planlægningen.

Ikke fordi jeg ikke bare kan springe ud i noget – men forventningens glæde er for mig den største.

Mine rapsplanter har overlevet omplantningen, men er lige nu en smule tilbageholdende med at vokse. Måske synes de, min vinterhave er for kold.

Jeg har sået stridolo i små potter og håber, at jeg denne gang har mere mod på at smage på den end sidst. Grøntsagsnørden har en god beskrivelse af planten, og hvad den kan bruges til her. I første nummer af Havefolket fra 2014 findes der også en kort beskrivelse på side 15. Den kan du finde her.

For at få et overblik over, hvilke muligheder jeg har til at bevare min høst så længe som muligt, har jeg anskaffet mig to engelske bøger, Preserves, Pickles & Cures af Thane Prince og Leda Merediths Preserving Everything – men jeg har selvfølgelig også tænkt mig at bruge den gule Syltebog fra Tørsleff.

Nu ved jeg fx, at jeg kan kan udvinde pektin af æbleskræller og kernehuse, som jeg senere kan bruge i forarbejdningen af sommerens frugter.

Desuden venter jeg på en havebog, der sætter spot på, hvordan man får mest næring ud af et lille areal. Den faldt jeg for, fordi jeg håber at blive lidt mere end selvforsynende med krydderurter.

Bogen indeholder et afsnit om frøpleje, hvad der også tiltaler mig, da der ikke er ret meget bæredygtighed over at dyrke ting, hvis frø man hvert år skal have tilsendt fra udlandet.

En gang imellem er der mulighed for at bytte plantefrø med andre – det gør man for at mindske faren for indavl, og det er i følge Haveselskabet stadig væk lovligt for private.

Researchen har så ført til, at jeg har meldt mig ind i Haveselskabet, som også leverer informationer til folk som mig. Det koster en halvtredser om måneden.

Så må jeg jo se, om det er pengene værd.

Hvad mon det koster

I dag skal jeg ud og handle. Det gør jeg med ujævne mellemrum, da mit arbejde tillader mig at have en noget udisciplineret livsstil. I forhold til mit projekt og dets hurdler er det så afgjort et plus, men jeg er selvfølgelig godt klar over, at andre ikke er så privilegerede. Jeg sætter trods alt pris på, at jeg kan stole på, at åbningstider og afgangstider også overholdes.

På den lille plastiktallerken, jeg samler mit plastikaffald på, ligger der her midt på ugen allerede 38 gram plastik. Tager man i betragtning, at tilvæksten bliver større, når jeg har besøg – og det har jeg fra i morgen til på lørdag -, så er det faktisk allerede en hel del.

Så jeg skal tage til Vesterbro for at købe mælk og til Frederiksberg for at købe bambustandbørster.

Det har fået mig til nærmere at overveje det pengemæssige aspekt i projektet. Mælken koster 25 kr literen, en bambustandbørste 39,95. Med hensyn til mælken har jeg ingen kvababbelser: Den kommer fra sjællandske køer og et sjællandsk mejeri og kan dermed leve op til det ubevidste glorietjek, jeg åbenbart også tager med i beregningen, og som jeg må se at få defineret, så jeg kan bruge det til noget konstruktivt.

Men bambustandbørsterne… Her kvier jeg mig lidt. De kommer fra Kina…! Godt nok fra et “pandafrit område” (og jeg tør slet ikke tænke på, hvad det faktisk dækker over), men alligevel: hele vejen fra Kina…! Hvor mange ressourcer bliver der spildt på den slags bæredygtighed? Er det så bedre at købe en trætandbørste med grævlingehår (når jeg nu ikke aner, hvordan de grævlingehår er havnet i produktionen, og ikke rigtigt har tillid til, at de kommer fra indsamlingen af år hos grævlingefrisørerne).

Men nu ville jeg skrive om pengene, og jeg har tænkt mig at bruge plastikfasten på at offentliggøre mine indkøbslister, så vi alle kan se, hvad det koster en halvgammel, enlig vegetar at komme igennem en 40-dages plastikfaste uden at blive komplet vanvittig.

I denne forbindelse skal man måske også have et vågent øje for madspild. Jeg er nu engang en und efter brugbare konklusioner.

Bioplast

Ugens vejning gav 160 gram. Det bliver mere i den kommende uge. Desværre ser det ud til, at SuperBrugsen på Nørrebrogade ikke længere sælger mælk i glasflasker. Det er forståeligt, men ikke desto mindre irriterende. På tirsdag tjekker jeg gadens Kvickly. Det kan jo være, at der er et større kundegrundlag for den slags eskapisme dér.

I torsdags deltog jeg så i en konference om bioplast. Den var virkelig interessant på rigtigt mange planer. Bioplast fremstilles først og fremmest af majs, sojabønner og sukkerrør. Det er endnu ikke et område, man i Danmark er særligt opmærksom på, og med den lave oliepris, vi i øjeblikket har, kan man frygte, at det heller ikke kommer til at blive det i den nærmere fremtid. Personlig ved jeg heller ikke, om bioplast er løsningen, men her er, hvad jeg har lært:

Det bioplast, der synes at være mest udbredt, er polyaktat (PLA), som endda kan fremstilles af ostevalle (se her). Artiklen, jeg har linket til, er ti år gammel – og der påstås, at brugen af et mælkeprodukt ikke er miljøbelastende.

PLA er biologisk nedbrydeligt, men skaber problemer ved genanvendelsen af andre plastprodukter, idet det danner en hinde, som forringer genbrugsplastens kvalitet og anvendelighed. Desuden er fremstillingsprocessen energikrævende.

Man kan i dag også fremstille polyethylen og polypropylen af plantermateriale, som opfører sig nøjagtigt som det, der fremstilles af mineralolie – og selvfølgelig stiller os over for de samme problemstillinger.

Det eneste bæredygtige ved det hele er faktisk udgangsmaterialet.

For forbrugerne er der dog endnu noget at over veje, og det er spørgsmålet om, hvad man må kalde bioplast. I USA er 7% indhold af bioplast nok til at kalde hele produktet for “bioplast”, mens det i EU er 25%.

For mig ligner det falsk varebetegnelse i begge tilfælde. Det, man kalder greenwashing.Og hvad skal vi egentlig bruge bioplast til, når vi ved, at der allerede er plast nok i verden? Vi skal bare være mere kompromisløse med genanvendelsen og kontrollen fra “cradle to cradle”, som de så smukt siger blandt produktudviklerne.

Kunder udelukket :-(

Plastindustriens nyhedsbrev gjorde mig i fredags opmærksom på et seminar med titlen “Plast fra husholdningsaffald“.

Det finder sted den 20. november i Vejen, så for mig er deltagelsen udelukket. Og ikke kun det – jeg kan ikke en gang regne mig selv til målgruppen, som i følge hjemmesiden er “forbeholdt virksomheder, der anvender plast i deres produktion/produkt eller arbejder med indsamling, sortering og oparbejdning af plast.

Surt show, tænkte jeg, og sendte alligevel en e-mail til den ansvarlig for arrangementet, hvor jeg præsenterede mig selv og spurgte, om der var informationer, hun ville kunne dele med mig.

Så må jeg se, om jeg får et svar.

På siden var der dog nogle andre oplysninger, der er interessante, selv om man ikke har tid til at deltage i et heldagsseminar Jylland: Det drejer sig om et fælles initiativ af Teknologisk Institut og FORCE Technology ved navnet “Produktion i Danmark“. Et af initiativets væsentligste fokusområder er ressourceproduktivitet, med undertitlen “Hvordan får vi mest ud af plasten”.

Det samarbejde, der her skitseres, og som også støttes af Styrelsen for Forskning og Innovation, foregår i klynger og er ikke særlig offentligt. Det er i sig selv et problem, men skyldes givetvis, at private virksomheder gerne vil beholde deres produktionshemmeligheder for sig selv, indtil de har fået patenteret dem, hvis det er muligt.
Samtidig er tendensen til at holde de folk, man anser som “forbrugere”, og som af denne grund åbenbart ikke kan være samarbejdspartnere, udenfor efter min mening kontraproduktiv for en branche, der på grund af de råstoffer, den forarbejder, har et blakket ry.For lige præcis i denne forbindelse er de jo i gang med noget, som kunne være vand på møllen af alle dem, der mener, at markedet nok skal klare den store omstilling til et bæredygtigt samfund.Men selv om man ikke har samme tiltro til markedskræfterne, er det da en god nyhed at se, at der er virksomheder, der er interesserede i at begrænse jomfruelig plastik i produktionen.Problemet med “markedet” er bare, at det helt automatisk deler folk op i sælgere og købere, hvor købernes eneste mulighed for at påvirke vareudbuddet på, er at tilkendegive deres præferencer vha. tegnebogen.Det fører til en masse spild og store mængder af affald, som bestemt ikke er nødvendige.Men værst af alt er det, at vores fælles kasse er med til at finansiere den slags grænsedragninger, som om det var på seminarer og konferencer, industrispionagen florerer.

KBH FF SV

Når man bor på disse kanter og vil leve bæredygtigt, skal man være glad for rødbeder. Og kål. Og selleri.

Sent i går eftermiddags mødte jeg for første gang op hos Københavns Fødevarefællesskab i Sydvestkvarteret. De holder til ved Karens Minde, og der er stadig væk lige så barnsdomsmørkt der som dengang, jeg var en flittig bruger af Sydhavns bibliotek.

Efter indmeldelsen fik jeg mulighed for at købe en af de ekstra grøntsagsposer, afdelingen havde fået leveret. Den kostede 10 kroner mere end den, man bestiller en uge i forvejen, og som koster 100 kroner, og indeholdt rødbeder, rødkål, rødløg, knoldselleri, pastinakker, blomkål, kartofler og kruspersille. Alt i alt ca. seks kilo. Blomkålen var svøbt i plastikfilm; dens skrøbelighed taget i betragtning, er det måske ikke underligt.

Jeg er begyndt at blive lidt nervøs for, at jeg kommer til at vise træthedstegn, allerede inden jeg for alvor går i gang med plastikfasten. Udsigten til med jævne mellemrum at skulle spise rødkål (som jeg ikke er særligt begejstret for) helt frem til påske virker ikke ligefrem tillokkende, så jeg er vist nødt til at fare frem med lempe.

Rent prismæssigt er KBH FF et godt alternativ for københavnere, der vil købe bæredygtige, økologiske grøntsager til en pris, der er til at betale, og samtidig indgå i et fællesskab, der skærper ens opmærksomhed på madens oprindelse.

Det er selvfølgelig rigtigt, at der ikke er særligt meget spontaneitet over det her, og det kan være vanskeligt at sluge i et samfund, der holder de fleste af os i et tidsmæssigt jerngreb, så et af de få steder, hvor vi kan være kreative og spontane, er køkkenet, hvis ikke vi ringer efter en pizza og overlader kreativiteten til “Den store bagedyst”.

Til telefonpizzaens fordel tæller, at den som regel kommer i en papkasse – se, det have jeg heller ikke tænkt på før…!

Junglelov

Til mine talrige laster hører et udpræget ønske om at læge nyt. Det ville givetvis ikke være betænkeligt, hvis ikke det gik hånd i hånd med et øget indkøb af materialer fra udlandet.

Men jeg har nu en gang brug for at genopfriske den viden, jeg for mange år siden fik om organisk kemi i gymnasiet – og selvfølgelig ajourføre den. For at kunne træffe informerede beslutninger er det uomgængeligt for mig at få styr på emnet for mit projekt.

Det får mig på den anden side til at blive noget muggen, for nok er jeg i stand til at indhente det forsømte og danne mig et overblik over forholdene – men hvad med dem, der ikke har de samme forudsætninger? Dem, der er overladt til deres mavefornemmelse?

“Det offentlige” gør allerede en del for at fremme grøn omstilling, genanvendelse og affaldsbegrænsning, og måske skyldes det min nye interesse, at jeg får øje på disse projekter og udvider mit ordforråd (bl.a. med “cirkeløkonomi”), men jeg synes, at dækningen af disse tiltag stadig væk er langt fra mainstream.

Miljøstyrelsen står fx for et projekt, der hedder Danmarks råstof, der skal fremme grøn omstilling og skabe grønne arbejdspladser. Hvor mange penge de har til at gøre godt med, kunne jeg ikke lige se, men man må da håbe, at det bliver en succes.

Og så har jeg modtaget min bykompostspand og må sige, at dette system skal være endog ekstremt godt, før jeg vil anbefale det til nogen. Brugen af kompostgær gør det nemlig ret så omkostningstungt – i hvert fald når man, som jeg, bor i entageejendom, hvor renovationen indgår i huslejen (og bor man i et hus med have, har man ikke behov for dette system, da man sagtens kan have en kompostbunke i haven).

Jeg er lidt spændt på resultatet, men kan allerede nu melde, at denne sidegren af mit plastikprojekt kræver noget mere tid og omtanke, end man kan nøjes med, når man bare smider ting ud. Det affald, man vil kompostere, skal skæres i mindre stykker, ellers kan gærbakterierne ikke fordøje dem. Så skal spanden tappes for væske hver tredje til femte dag.

Det er alt sammen meget logisk, men også noget mere besværligt end renovationsløsningen.

I denne forbindelse ville det givetvis være bedst, hvis jeg meget hurtigt ville kunne komme ud over glorie-stadiet og over på selvfølgelighedsstadiet, fordi der med glorien også kan medfølge en vis følelse af martyrium – og det gider jeg i hvert fald ikke.

Taget i betragtning, at den virkelige plastikfaste først skal starte om små fire måneder, er jeg også nødt til at holde humøret oppe.

 

Københavns Kommunes genbrugspolitik

Har jeg nævnt, at Københavns Kommune har indført affaldssortering for etageejendomme? Det har den altså.

Affaldssorteringen har den store ulempe, at man pludselig kan se, hvad andre lægger i de forskellige beholdere, og det er ikke altid det, beholderen er tænkt til. I hvert fald ikke der, hvor jeg bor, skal jeg hilse og sige.

Københavns Kommune har en målsætning om at blive CO2-neutral i 2025. Det er måske lidt sent, men noget bliver der trods alt gjort.

Genrbug af plastik er en del af strategien. På kommunens hjemmeside kan man finde en klar beskrivelse af, hvad og hvorfor det skal gøres. Spørgsmålet er bare, hvad der faktisk sker med det plastik, der afleveres til genbrug.

For efterhånden rigtigt mange år siden, dvs. i 1992, var der en stor skandal i Tyskland i forbindelse med genbrugsordningen “Der grüne Punkt”, hvor plastik, der blev afleveret til genbrug, endte med at blive brændt, fordi de nødvendige processer til genanvendelse ikke var på plads.

Forargelsen var forståeligt nok stor. Genbrugsordningers succes er trods alt afhængig af de involverede parters gensidige tillid, og hvis jeg ulejliger mig til ingen verdens nytte, får det følger næste gang, jeg skal involveres i den slags.

Så derfor sendte jeg en e-mail til en af kommunens informationsmedarbejdere for at høre, hvordan det går med genbruget af plastik. Nogen derinde må have nogle tal, de måske har lyst til at dele med mig.

Jeg kunne da også godt tænke mig at vide, hvilke virksomheder der genbruger københavnernes plastik, og hvad de laver af det. Det kunne være, det var noget, jeg også gad have.

Bæredygtige rejser

Turen sydpå fik mig til at spekulere, om det overhovedet er muligt i dag at rejse på en bæredygtig måde. Godt nok kan man finde rejsebureauer, der tilbyder bæredygtige rejser – men de går som regel til en afsides egn i langtbortistan, så man først skal flyve til langtbortistans hovedstad og bagefter tage en eller anden form for motoriseret transportmiddel.

Det kan godt være, at glorien er den eneste form for belysning, man har, når mørket sænker sig – men set fra en seriøs bæredygtighedsvinkel er det det rene pjat. Projektet kulsejler i og med der er fly involveret.

Hvis man absolut vil drømme sig tilbage til tiden før industrialiseringen, kan man prøve en uge i Sagnlandet Lejre. Det er straks langt mere bæredygtigt, om end måske ikke helt så hipt.

Man kunne selvfølgelig også – og det er noget, jeg har tænkt på mange gange i mit liv – gøre som salig Ludvig Holberg og gå hele vejen til Rom.

Hvis jeg anskaffede mig en robust trækvogn, der kan rumme min forplejning i dens bæredygtige beholdere samt hele min plastikfri bagage, ville det måske ikke være så urealistisk, især da mit helbred alle dage har været bedre en professorens.

Måske kunne jeg endda søge EU om støtte. Hvis jeg gjorde lidt omveje, ville jeg måske kunne finde nogle embedsfolk i Bruxelles, der ville godtage det som en slags europæisk motionsprojekt for midaldrende akademikerkvinder og bekoste forsålingen af mine sko, som jo må forventes at blive slidte med tiden.

Eller jeg kunne finde mig en privat sponsor eller en rigtigt god sag som tilmed er fotogen.

Sagen er bare, at jeg har rigtigt dårlige kort på hånden, hvis ikke jeg vil tage en af de storsvinende færger til Tyskland, og det havde jeg for så vidt ikke tænkt mig at gør. For at krydse Storebæltsbroen skal man være kørende. Så er der kun den lange vej over Øresundsbroen langs Østersøkysten tilbage.

Broen er åben for fodgængere – eller rettere løbere – ved næste broløb. Så må vi håbe, at jeg kan få lov til at tage min trækvogn med.

Gendyrkning og den slags

Projekter som dette gør folk hjælpsomme. Først og fremmest, når det gælder om at udpege vanskelighederne. Det er selvfølgelig irriterende, når man mest af alt har lyst til bare at kaste sig ud i det – men i sidste ende bidrager den slags indvendinger også til, at man får øje på ting, man ellers ville have overset.

Tag nu fx de net, løg kommer i. Meget bidrager de jo ikke til det store regnskab – men alligevel.

Det  har naget mig, lige siden det blev påpeget for første gang. Det er jo ikke, fordi jeg spiser særligt mange løg, men jeg har lidt svært ved at forestille mig at leve 40 dage helt uden dem. Noget andet er det med hvidløg, men dem kan man få enkeltvis, kun udstyret med en stregkode.

Da jeg så i dag langt om længe gjorde alvor af at komme en ingefærrod, der havde spiret, i en urtepotte, faldt jeg over en kort sætning om, at man også kunne bruge rester af andre grøntsager og frugter til gendyrkning, bl.a. løg.

Som ved så mange andre ting har også det været noget, jeg på et tidspunkt havde hørt om, men havebrug og den slags er ikke noget, jeg har været mest interesseret i.

Nu, derimod, er det pludselig relevant. Bl.a. også, fordi jeg har lidt svært ved at forestille mig, at denne form for urban gardening eller re-growth er noget, der virkelig kan batte så meget, som diverse forfattere af farvestrålende rådgivere går og påstår.

Lige nu har jeg så både sat en top og en bund af et løg i vand. Hvad det bliver til, vil tiden vise. I øjeblikket udmærker forsøget sig først og fremmest ved, at her lugter af løg.

Det er for så vidt ikke uinteressant, at det først og fremmest er kål og rodfrugter, der egner sig til den slags. Det må jeg jo i givet fald lære at leve med.

P.S.: Jeg har fundet en kompostspand, der ser ud til at opfylde alle de behov, jeg måtte have, tager imod den slags køkkenaffald, jeg producerer, og passer ind under min køkkenvask – men selvfølgelig er den af plastik.

Glorien gnaver på mange måder

Så står den på bordet, min nye bento-boks. Den er smuk og af træ og har efter sigende en masse gode egenskaber. Og så er den japansk.

Bento_box

Jeg husker tydeligt, at der var en tid, hvor jeg ikke anede, hvad en bento-boks er. Det er ikke så mange år siden, men nu ejer jeg endda en.

Det, der gør, at glorien trykker, er, at den kommer så pokkers langvejs fra. Først blev den fremstillet et sted i Japan, så blev den sendt til Frankfurt, og derfra kom den til Valby. Uanset, hvor økologisk korrekt dens fremstillingsproces måtte have været, så kan den aldrig opveje det spor af CO2, denne lille tingest slæber efter sig.

Jeg bør kobe mere lokalt – jeg ved det godt. Og det er ikke nok kun at koncentrere sig om madvarer. Men hvor finder jeg i danmark en person, der kan fremstille en lignende trææske til mig? Og ville den i givet fald være til at betale?

Man kan jo sagtens forestille sig en snedker, der beslutter sig for at lære eksotiske teknikker og derfor tager på den lange vandring, der skal til, hvis man vil tage til Japan på en nogenlunde bæredygtig måde, og som bruger flere år på at lære kunsten at lave bento-bokse for sidenhen at vende tilbage til sit lille værksted på Vesterbro, hvor han forsøger at interessere kunderne i disse eksotiske madkasser, ingen rigtigt tør binde an med.

Til sidst opgiver han – bl.a. fordi huslejen er steget astronomisk pga. den omsiggribende gentrificering af kvarteret – og giver sig til at sælge dansk designlegetøj til turisterne.

Af sine bento-bokse beholder han én eneste, som han bruger til at gemme sin datters mælketænder i.

Træ, påstås det på den hjemmeside, hvor jeg fandt boksen, isolerer bedre end metal. Det lyder indlysende.

Mens jeg overvejer, hvad jeg skal putte i boksen, spekulerer jeg også over, hvordan man kan få ophævet denne modsætning mellem et ønske om et mindre plastikbaseret liv og det CO2-udslip, man derved kan være ansvarlig for.

Måske skal jeg prøve at fremstille min egen bento-boks. Af materialer fra nærområdet. Det kræver med garanti en masse værktøj, som jeg heller ikke har – og som i dag for det meste fremstilles i Kina.