Category Archives: affald

En ganske almindelig uge

Det var pæn-pige-syndromet, der fik mig til at overvurdere mit nuværende forbrug af plastik – eller også en ganske naturlig reaktion på en faste.

I den forløbne uge fik jeg akkumuleret 140 gram plastik, ca. to tredjedele af det blødt, uden at jeg føler, at jeg måtte lægge bånd på mig.

Det virker meget lovende, men jeg vil alligevel fortsætte i nogen tid med at holde øje med mit plastikforbrug. Der vil komme grimme tal i de næste måneder, fordi jeg er i gang med at renovere min lejlighed, og maling kommer nu en gang i plastikspande og -bøtter.

I en ganske almindelig uge er mit forbrug imidlertid beroligende moderat.

Glidebane eller pæn-pige-syndrom?

Der er snart gået tre uger efter min plastikfastes afslutning, og jeg har indtryk af, at jeg har mistet kontrollen med mit forbrug af plast. Men der var så meget, jeg skulle give afkald på i de 40 dage, at jeg tror, jeg har lidt af et efterslæb

Det kan selvfølgelig være, at jeg lider af pæn-pige-syndromet, og at tingene slet ikke er værre end mens jeg forberedte mig på fasten.

Faktum er: Lige nu kasserer jeg bare mit plastikaffald. Jeg samler det ikke på et synligt sted for at veje det, når ugen er omme. Men så længe det er så besværligt at leve et plastikfrit liv, er man vist nødt til at yde en meget bevidst indsats for at holde mængderne nede, og her, tror jeg, er vejning i første omgang vejen frem.

Nu vil du, kære læser, måske indvende, at jeg har ytret, at der er meget lidt grund til at fokusere så meget på plastik, da det ikke er dér, vores store forbrug af mineralolie ligger. Det står jeg faktisk også ved. Denne fordeling har ikke ændret sig mirakuløst, fordi jeg har kastet nogle alvorlige blikke på den (tag den, Niels Bohr!).

Men: Lever man et muntert og virksomt liv, kan man nemt fristes til at blive lidt mindre ressourcebevidst på andre områder. Det vil jeg gerne have gjort noget ved. Så derfor kommer jeg igen i gang med at veje mit plastikaffald.

Fem dage senere

Jeg er på landet eller – rettere sagt – i provinsen og har haft en del plasticoplevelser, der har været tankevækkende. Bl.a. var jeg på apoteket for at købe mellemrumsbørster til mine tænder. Det var et af de større afsavn, jeg oplevede under plasticfasten, da mit forråd af børster slap op. Jeg synes ikke, at tandtråd virker lige så godt.

Så børsterne skulle jeg have, hvad enten jeg var hjemme eller ej – og nogle antihistaminer uden laktose.

Det tankevækkende lå i, at apotekeren uden at spørge puttede det hele ned i en plasticpose, hvor der også var plads til forretningens reklamemagasin. Det hele gik så hurtigt (det var trods alt onsdagen før påske, så der var masser af mennesker i butikken), at jeg først bagefter registrerede forskellene til de forhold, jeg er vant til derhjemmefra – og så lå der en ekstra plasticpose i min rygsæk.

Der har i det hele taget været en del plastic, der har sneget sig ind i mine indkøb i løbet af de sidste dage, og efter 40 dages frelsthed synes jeg faktisk ikke, det er i orden, men fokus har været på samvær og oplevelser med barnebarnet, så vores forbrug af plastic har fået langt mindre opmærksomhed end det ville have fået derhjemme.Måske skyldes ubehaget også, at jeg i den ferielejlighed, vi har lejet, ikke har mulighed for at sortere mit affald. Alt ryger i samme pose, papir, glas, metal, plastic, madaffald, og køres givetvis til forbrænding. Det kan jo være, at det er det nemmeste for et lille, afsides samfund – måske er det endda den mest bæredygtige løsning her. Men jeg tvivler. Når man kan fragte alskens ting hertil, må der også være kapacitet til at fragte en del af affaldet tilbage igen.To poser bliver det til. Plus en pose med papir, der skyldes, at reklameomdelerne ikke rigtigt har forstået det med “Reklamer nej tak”.Det nager mig. Mere end det ville have gjort før plasticfasten.

Lidt om affaldssortering

Der var masser af mennesker i fællesvaskeriet i dag. Givetvis, fordi det snart er påske. Saneringen af ejendommene giver masser af gode grunde til at snakke med folk, der ellers ville være mere tilbageholdende, så jeg tog modet til mig og spurgte min genbo, om hun sorterer sit affald.

Det gjorde hun ikke, sagde hun. Det var for besværligt.

På mit spørgsmål, hvad der skulle til for at hun gjorde det, svarede hun: “Bøder, eller at jeg kan blive smidt ud af min lejlighed, hvis jeg ikke gør det.”

Det virkede noget drastisk, så jeg spurgte, hvordan hun ville have det med at få noget mere at vide om det?

Det havde hun for så vidt ikke noget imod – men så var der også problemerne med, at der mangler et ordentligt spandsystem, der gør det let og lækkert at sortere det meste.

For hun synes godt nok, at hun smider rigtig meget ud. To poser om dagen. At jeg kan nøjes med en om ugen, gjorde hende lidt misundeligt.

Men hvis jeg kunne få beboerkontoret til at arrangere et informationsmøde om affaldssortering, ville hun gerne deltage. Da hun kender mange mennesker her i området, er det i hvert fald en start.

En anden kvinde, jeg talte med, har mand og barn og påpegede problemet med, at man skulle være sådan efter børnene, hvis det skulle lykkes. Samtidig fik jeg indtryk af, at hun ikke mente, at hendes mand var interesseret i det.

Og en ung kvinde med to børn under to år mente, at hun havde alt for travlt til at bekymre sig for meget om den slags – men hun ville gerne høre mere om det.

Måske skal man ikke gøre det for indviklet. Måske skal man ikke snakke for meget om ressourcer og fremtiden. Måske er det nok med et lækkert, ikke alt for dyrt system af spande, der forfører folk til at gøre det rigtige.

Måske skal man lade være med at kræve for meget af andre og tilbyde dem nogle fikse løsninger i stedet for. De fleste vil jo gerne gøre det rigtige, hvis det er ligetil.

Dag 30 – et opbyggeligt link

Der er ti dage tilbage, og midt i alle tankerne om, hvad det egentlig skal gøre godt for, når alle andre bare fortsætter som hidtil, kom der et indlæg i Politiken, i hvilket en dansk studerende med bopæl i Sverige slår til lyd for, at man indfører lovpligtig affaldssortering i Danmark.

Skulle du, kære læser, have opbrugt din artikelkvota i Politiken, skal du bare fjerne deres cookie. Så får du fem artikler til.

Indlægget har hjulpet lidt på humøret, som er besværet af, at jeg fra mandag har håndværkere i huset, som især skal rode i mit køkken.

Men den tid, den glæde.

Dag 28 – når teknologien svigter

Egentlig ville jeg gerne skrive et positivt indlæg om, hvordan tingene er gået – men så opgav min router ånden. Den havde været lidt ustabil i nogen tid, men ikke nok til, at det havde generet mig voldsomt. Søndag morgen var der imidlertid ingen vej uden om, og der måtte gøres noget.

Heldigvis har min internetudbyder døgnåbent, så jeg meget hurtigt kunne bestille en ny router, og i dag kom den så med posten og var klar, så snart jeg havde sat stikkene i.

At jeg var lettet over, at det var gået så smertefrit, og ikke særligt brødebetynget over at måtte skifte dimsen ud. Den havde tjent mig trofast i henved ni år og har fortjent et lykkeligt liv efter døden i silikonehimlen.

Det interessante var dog, at jeg i første omgang slet ikke spekulerede over at routeren a) for det meste er af plastik og b) kom i plastikemballage.

Det skyldtes givetvis, at selve pakken var af pap – og plastikemballagen udgjorde en meget lille del af hele indpakningen (7 gram i forhold til papæskens 151 gram) – og at tanken om plastik som noget billigt skidt, som man bare smider ud, også ligger meget dybt i mig.

Nu ligger det i posen med plastik, jeg ikke har været i stand til at undgå under fasten. Dér udgør det en ganske betragtelig andel.

Rejser og plastik

Nu kan jeg vist indrømme det: Grunden til, at jeg først i morgen kommer i gang med min plastikfaste, har været for det meste praktisk. Jeg vidste nemlig allerede, da jeg fandt på projektet, at jeg ville tilbringe vinterferien på Sicilien.

Ti gode dage blev det til, men desværre også et stort forbrug af plastik. Det værste er de evindelige plastikposer, man får på markederne. Man bliver dog noget mildere stemt, når man om aftenen møder en ældre kvinde, der slentrer til gadens affaldscontainere, mens hun svinger nonchalant med to skraldeposer, hun tidligere på dagen bestemt har båret varer hjem i.

Også dernede ser man forskellen mellem det billige og det produktudviklede plastik, og som turist er det svært at undgå fælderne, især fordi man skal tænke på vægtbegrænsningen på vejen hjem – og glas er ikke kun skrøbeligt, det er også tungt.

Men i sidste ende er det jo selve flyrejsen, der er problemet. I hvert fald når man har en snævert ressourcemæssig tilgang til sagerne.

22 gram papir eller 5 gram plast?

At der findes plastikaffald, vi ikke er herre over, blev jeg mindet om for to uger siden, da jeg modtog årets første nummer af et ugemagasin, jeg har abonneret på i nogle år. Indtil slutningen af sidste år kom magasinet i en papirkonvolut på 22 gram, men nu ligger den i en plastikpose, som så mange andre blade også.

Så uanset, hvad jeg gør, vil jeg også under plastikfasten producere 5 gram blødt plastik. Abonnementet udløber til maj, og jeg kan måske bede dem om at holde op med at sende mig bladet og nøjes med web-udgaven, men jeg kan nu godt lide rent fysisk at røre ved arkene, slå op på en side på må og få og vide, hvor langt jeg faktisk er kommet i læsningen.

Der er imidlertid et andet aspekt, og det er, at det ikke er sikkert, at papirkonvolutten har været en mere miljørigtig løsning. Ikke alene, når det drejer sig om produktionsprocessen, men også med hensyn til transporten.

Jeg tror, jeg vil samle det uønskede plastikaffald, der kommer med posten, og se, om det fortæller mig noget om tilværelsen i denne præapokalyptiske periode.

Affaldssorteringens forhindringsløb

En af dagene ville jeg lægge metalaffald i den dertil opstillede affaldsspand for enden af parkeringspladsen ved den ejendom, jeg bor i, kun for at opdage, at alle containerne på nær dem for papir og pap var blevet fjernet.

Da vores ejendomme i de næste mange måneder skal undergå gennemgribende moderniseringer, gik jeg ud fra, at de bare var flyttet et andet sted hen, hvad de også var. Problemet var bare, at der befandt sig en låst port mellem mig og den relevante beholder.

Det var lidt frustrerende. Her var jeg med mit metalaffald i en mulepose, parat til at gøre, hvad enhver god borger af København burde gøre, og dér var porten, der forhindrede mig i at gøre det.

Heldigvis var en af ejendommens servicemedarbejdere lige i nærheden, og det, han kunne fortælle mig, var lige så forståeligt, som det var deprimerende:

“Folk kan ikke finde ud af det!” sagde han. “De smed alt muligt andet i de beholdere end det, de var beregnet til, og når det sker, vanker der bøder. Så jeg valgte at fjerne beholderne og selv tage mig af affaldssorteringen. Hvis du har noget, kan du bare sætte det her, så tager jeg mig af resten.”

Jeg kan ikke sige, at det kom bag på mig. Affaldssortering er en tilvænningssag, og de oplysninger, vi har modtaget, har alle sammen været skriftlige.

Det er i orden for dem, der alligevel er med på ideen – selv om også vi kan diskutere vildt og inderligt, hvor grænsen mellem hårdt plastik og den den slag, der kan smides ud, går – og som har de rette sproglige kompetencer samt de nødvendige læsefærdigheder, men andre ville måske have mere glæde af et møde med en sagkyndig og noget anskuelsesmateriale.

Så jeg henvendte mig til vores ejendomskontor for at se, om de ville være med til at arrangere et møde af den art.

Som sagt, der er masser af byggearbejde i gang i området, og vi modtager en hel del skriftlige varsler, informationsmateriale og den slags, så medarbejderne på kontoret mente, at et møde om affaldssortering med stor sandsynlighed ville drukne i byggerodet.

Så det skal udskydes til, hvad der nok bliver næste år. Glad er jeg ikke for det – men jeg har noteret det i min kalender. Dette tiltag skal nemlig ikke gå i sig selv.

Min kompostspand – nogle erfaringer

I går på sidste skoledag før juleferien havde barnebarnet fået en pose med assorteret Maoam af sin nisseven. Kræsne som vi er, spiste vi ikke det hele – men resterne efterlod mig med det store spørgsmål, hvad jeg skulle gøre med resterne.

Emballagen kommer selvfølgelig til at påvirke mit plastikregnskab for denne uge negativt, men det kan jeg leve med. Hvad værre er, er de farverige sure kugler, vi har levnet. Skal jeg lægge dem i kompostspanden? Det kvier jeg mig godt nok ved…

Måske skyldes det, at jeg bor på 3. sal og har planer om til foråret at bruge komposten til dyrkningen af grøntsager, som jeg skal spise, og det i potter og krukker, der danner et temmelig lukket system, hvor ting ikke bare siver væk og bliver til andre folks problemer. Kompostspanden har bevirket, at jeg er blevet langt mere kompromisløs i mine valg, og samtidig er jeg blevet mere bevidst om, hvor inkonsekvent man bliver af bylivet og dets arbejdsdeling.

Så jeg har faktisk ikke lyst til at udsætte mig selv i en evindelighed for det stads, der bliver puttet i farverigt børneslik. Kan jeg overhovedet være sikker på, at de gærbakterier, der gnaver sig igennem mit køkkenaffald, kan lide den slags? Måske får de ondt i maven? På den anden side: Stadset indeholder sukker, og det er gær bestemt ikke kritisk overfor…

Jeg tror, slikresterne ryger i affaldsposen. Så bliver de brændt, og den del af glorien, der betyder mest for mig, gnaver igen som den skal.