Category Archives: Uncategorised

Planlægning – altanhavens moder

Jeg voksede op i et hus med have. Det har i høj grad præget mit forhold til havebrug, kan jeg mærke, for et bestemt stykke jord gav altid kun en afgrøde per år.

Det er for så vidt heller ikke underligt, hvis man hverken vil udpine jorden eller bruge kunstgødning og ikke har adgang til store mængder naturgødning. Desuden kan man fordele den belastning, havebrugen repræsenterer, på et større område, hvorved der er mulighed for at få en mere mangfoldig høst.

Denne tankegang havde jeg overført på min altan og derved malet mig op i en krog, og skylden lå først og fremmest ved min kompostspand. Eller rettere sagt dens lammende indflydelse på min tankevirksomhed.

Sagen er nemlig den: Det tager mig fire til fem uger at fylde en kompostspand. Når den er fyldt, skal den stå og fermentere i to uger, før dens indhold skal graves ned. Det betyder, at jeg hver måned skal kunne fylde en plantekasse eller lignende med kompost, der skal dækkes med et rigeligt lag jord.

Det kan gå an før såningen og efter høsten – men hvad gør jeg undervejs eller om vinteren? Der er kun begrænset plads på min altan, og tanken om det jordskred af fermenterede grøntsager, der ville vælte hen over mig, gav faktisk anledning til en hel del uro.

Men så slog tanken mig: Det er jo ikke nogen lov, at man kun må dyrke sin jord én gang om året. Der er faktisk steder, hvor man uden problemer kan få høstet tre gange – fx på Sicilien. Så når afgrøden i en krukke er høstet, kan jeg bare gå i gang med at så eller plante noget nyt.

Ikke så snart havde jeg tænkt det, at jeg blev gjort opmærksom på, at der findes grøntsager, man kan høst vinteren igennem. Efter forrige vinters oplevelse med en vinter fuld af rodfrugter og kål er jeg faktisk meget opsat på at kunne variere maden med mere end spirer (selv om man heller ikke skal kimse ad dem, vil jeg gerne hilse og sige).

Så nu er det kun et spørgsmål om planlægning. Jeg har en plantekasse med rødbeder, der er meget lækre, når de ikke er større end et vagtelæg, så de skal høstes snart og give plads til salat og senere noget rapini, vårsalat og portulac.

Med en spand kompost om måneden skulle det lige kunne lade sig gøre.

P.S.: Jeg har indtil videre høstet 4 zucchinier – det er ikke ret mange, men regnestykket er p.t., at de små runde, jeg dyrker, koster 15 kr. stykket, hvis de ikke er økologiske. Mine er – men alt andet lige kan jeg vist antage, at jeg har dyrket zucchinier til en værdi af 100 kr. Frøene kostede vist 48, så det er ved at være en overskudsforretning. Men jeg er langt fra selvforsynende.

Generel forvirring

Det ville være rart at vide, hvornår det nu er, man kan komme i gang med havearbejdet.

Der er nogle planter, som jeg ikke tror har godt af at blive sået for tidligt. Squash, for eksempel. Immervæk har jeg i løbet af ugen fundet ud af, hvordan jeg kan løse et af det problemer, jeg havde med min squashplante for to år siden. Den skulle have afsindige mængder af gødning for at udvikle frugter, så det blev til en eneste squash blandt de mange blomster, som til gengæld var meget delikat og gav mig lyst til at få løst og problemet og få flere af slagsen.

I “Grow a Sustainable Diet” skriver Cindy Connor, at hun dyrker butternut squash på komposten, og i og med, at jeg har en kompostspand, som stadig væk skylder mig at vise sig så fantastisk, som dens sælger påstod, den var, har jeg tænkt mig at følge hendes gode eksempel i år og plante min squash oven på den kompost, jeg har gravet ned i en af de baljer, jeg brugte til at dyrke tomater i. Så må vi se, hvordan det går.

—————————————————-

I dag fik jeg for første gang smagt en gulerodstop. Det skyldtes, at nogle af mine gulerødder i køleskabet havde besluttet sig for at vokse videre og udviklet både rødder og blade.

Bladene er helt ufarlige og smager i rå tilstand lidt af gulerod. Hvis man tænker på, at vi nu er nået til det tidspunkt af året, hvor lokale grøntsager er alt andet end en fryd for ganen, med mindre man virkelig gør sig umage, kan noget hakket, frisk grønt gøre underværker.

Christoffer Volf har på sin blog en opskrift på pesto på gulerodstoppe. Den må jeg have tilgode til senere på året.

Genstart

Her er jeg så igen, efter mange måneders tavshed, der blandt andet skyldtes, at et travlt liv ikke altid kan forenes med store ændringer. Dissonansen kan godt blive ubærligt stor. Det har den så været en del gange i løbet af de seneste 9 måneder, hvad der dog ikke ændrer noget ved, at jeg mener, jeg bør gøre noget mere ved alt det her.
Så jeg kom i tanker om noget, jeg havde læst for mange år siden hos min svenske yndlingsforfatter, Lars Gustafsson: “Vi börjar om igen, vi ger oss inte.” Det har altid givet god mening for mig, og jeg synes, der er mere kampgejst i det end i “op på hesten igen”, som jeg dog varmt kan anbefale i situationer, hvor der er fare for at man forfalder til selvbedrejdelser.Denne gang har jeg også mindre ambitiøse planer, som tager udgangspunkt i den nye altan på godt fire kvadratmeter, jeg fik sidste efterår. Jeg er så glad for den, at jeg har lyst til at bruge den så meget som muligt og med så meget omtanke som muligt. Derfor er det nærliggende at dyrke grøntsager og andet godt på den.For to år siden dyrkede jeg tomater på altanen, som på det tidspunkt var meget mindre. Det var lidt bøvlet, men udbyttet var stort nok til, at jeg kunne fryse noget ned i form af tomatsauce, som jeg have megen glæde af, da jeg begyndte på mit plastikfasteprojekt.Jeg kunne godt have tænkt mig at gøre det samme sidste sommer, men ombygningerne i den ejendom, jeg bor i, gjorde det umuligt. Så jeg glader mig til at kunne komme i gang i år.P.t. har jeg nogle spæde rapsplanter i en urtepotte i den lille havestue, jeg også har fået. Det tåler frost, men først og fremmest er de det første friske grønt, man kan få meget tidligt på foråret, så jeg er meget spændt på, om mine fingre er grønne nok til dette lille projekt.Raps minder smagsmæssigt en del om brokkoli (her er linket til en opskrift fra KBHFF: http://opskrifter.kbhff.dk/pastamedraps/). Den gør sig også godt i lynstegte retter.Jeg har lyst til at skrive om glæden ved alt dette. Da jeg bor på tredje sal, bliver det også nemmere, end hvis jeg skulle slås med dræbersnegle på landjorden. Men først og fremmest vil jeg udforske de muligheder, jeg har uden at skulle gå til af stress over forandringerne.

Det uundgåelige affald

Askeonsdag nærmer sig, og jeg er begyndt at føle mig noget utilpas. Det føles som en form for lampefeber, blandet med nogle praktiske forslag fra det, man nok må kalde mit underjeg, om, hvordan jeg med lidt snilde kan undgå at komme ud for mangel på hør- eller sesamfrø eller andet, der kun kommer i plastikposer, og som jeg selv kan vælge fra.

Det ændrer dog ikke en kendsgerning: At det er meget sandsynligt, at jeg under plastikfasten vil blive konfronteres med plastikaffald, hvis mængde jeg ikke selv kan bestemme.

Jeg har allerede nævnt den plastikpose, jeg hver uge modtager et ugemagasin i, men jeg kunne faktisk også blive syg og have brug for medicin, der kan komme i blisterpakninger eller plastikflasker.

Den slags, har jeg besluttet mig for at samle i én pose, som jeg vejer, når plastikfasten er ovre. Bare for at se, hvor meget det egentlig drejer sig om.

Desuden må jeg vist regne med, at der findes plastikgenstande i mit hjem, som kan gå i stykker under plastikfasten. De skal heller ikke glemmes, især da jeg jo i de forløbne måneder har vejet ALT plastikaffald og ikke kun det, der er fremkommet i forbindelse med mine ugentlige indkøb.

En lille tak undervejs

I forgårs, efter mit indlæg om anskaffelser, tilbød Erik, en af mine trofaste læsere, mig, at jeg kunne låne et kaffekværn, han alligevel ikke bruger. Det tilbud blev jeg meget glad for, og nu står kværnet hjemme hos mig og venter på, at jeg i næste uger skifter fra male kaffe til kaffebønner.

Mine læsere har i det hele taget gjort den lange forberedelsestid til at holde ud.

Ud over Erik vil jeg gerne takke Rasmus, Margit, Inger, Sighrid, Randi, Rune, Susanne, Rune og selvfølgelig verdens bedste Clara for interesse og støtte. Jeg håber, I også følger mig resten af vejen.

Kulstofforbindelser

Der mangler vist nogle overvejelser omkring emnerne ressourcer og sundhed. Overvejelserne omkring sundhed fylder ikke ret meget hos mig. Jeg bor, alt andet lige, i København, lige ved siden af et sporområde, hvor der igen kører dieseltog med alle de  sundhedsskadelige partikler, de lukker ud.

Men som det altid er, når man ser nærmere på et bestemt område, så er jeg også blevet mere opmærksom på de helbredsmæssige problemer, der er forbundet med, at vi slipper flere kulstofforbindelser ud i naturen.

Grunden til, at jeg i mange år valgte at overse, at der kunne være en forbindelse, har givetvis været, at jeg aldrig virkelig har interesseret mig for biokemi.

Det var ikke et emne, der dukkede op i min skoletid, og bagefter havde jeg for travlt med andre ting til pludselig at befinde mig i en situation, hvor jeg tænkte, at det nu var på tide, at jeg lærte noget om det.

Så jeg vidste, at man kan fremstille hormoner. Selvfølgelig vidste jeg det. Men det var ligesom ikke særligt vedkommende, lige så lidt som de videnskabelige navne på lægemidler, der ofte er udstyret med en hel del tal mellem de enkelte stavelser, der engang imellem ikke er særligt ligetil at udtale, og mange gange svære at huske.

Vanskeligheden ligger i, at kulstof er så afsindigt promiskuøst. Den slags kan jo være både godt og skidt, men for det meste gælder vist også her, at man ikke bør overdrive tingene.Så hvis kulstof får lov til at flanere alene i miljøet, indgår det nogle forbindelser, vi efterfølgende kan blive meget kede af.Mon det bidrager til forståelsen at forsyne atomer med personlighed?

110 gram

Sidste uges flovhed over de store mængder plastik, jeg var nødt til at smide ud, gjorde, at jeg fik taget mig sammen i denne uge.

Københavns Fødevarefællesskab bidrager ganske pænt til det gode resultat, og jeg har til min store tilfredshed opdaget, at de økologiske landmænd på Sjælland dyrker andet end kål og rødbeder. Man kan også få porre.

Og så er der gulerødder. Har I lagt mærke til, at så snart de sælges uden toppe, puttes de i plastikposer?  Da jeg ikke er særlig begejstret for gulerødder i forvejen, vil jeg da med glæde vælge dem fra ved min plastikfaste – men skulle der så være nogen i ugens grøntsagspose, vil jeg være nødt til at forære dem væk. Det er for så vidt også i orden – men jeg er endnu ikke helt klar over, om jeg så stadig væk er ansvarlig for plastikposen…

De næste uger vil være mere plastiktunge. Det er snart jul, jeg skal i gang med julebageriet, som hos mig indeholder en frygtelig masse mandler, og dem får man som regel i plastikemballage. Det samme gælder syltede appelsin- og citronskaller.

Virkelighedskontrol

Jeg kan jo næppe være den eneste, der en gang imellem bliver ramt af en følelse af afsporethed. Det, jeg mener, er, at jeg har én verdensopfattelse, som jeg uden problemer kan føre bevis for, men samtidig bliver jeg igen og igen konfronteret med andre virkeligheder, som jeg har meget svært ved at forlige mig med, men som alligevel deles af en del mennesker (og ikke modsiges i større grad af resten).

Så kan det ske, at jeg overvejer, om ikke jeg burde lufte min indre svinehund lidt mere. Og købe aktier i våbenindustrien, for eksempel. Der vil altid være et marked for våben, så længe der er mennesker til.

Men kender du det ikke? Følelsen af forurettethed, der skyldes, at man selv – ikke uden afsavn – gør, hvad der er rigtigt, mens de fleste andre bare fortsætter som hidtil og ser ud til at slippe godt af sted med det?

I dag læste jeg Bjørn Bredals klumme på Politiken.dk om Ryan Air og andre lavprisflyselskaber – og der er for mig at se jo ikke noget at debatere: Vi burde være mere tilbageholdende, når det gælder flyrejser. Vi burde i det hele taget være mere ressourcebevidste. For de næste generationers skyld.

Mensådan, somjeghar detlige idag,synesjeg, det errimeligt atspørge, om det kanværerigtigt, atjegskalbegrænsemig fornæstegenerationersskyld,nårandre med denstørsteselvfølgelighedbruger det hele.

Det er trods alt en af de virkeligheder, jeg er nødt til at forholde mig til. Dén kan vist kun modsvares af nye fællesskaber.

Alle kan bidrage til en lavere oliepris

Hvorfor skriver jeg nu det?

Skulle man ikke antage, at det er langt mere i bæredygtighedens interesse, at prisen på en tønde råolie bare stiger og stiger for således at gøre brugen af råolie og dets raffinerede produkter som råstof?

Det skulle man tro. Men i morges blev jeg gjort opmærksom på en tankevækkende og opløftende artikel i New Internationalist magazine, i hvilken forfatteren, Jess Worth, bl.a. påpeger, at også udnyttelsen af tjæresand, fracking og boring efter olie i Arktis følger kapitalismens ubønhørlige krav om øget indtjening, og at den slags ikke kan betale sig, så længe prisen på en tønde råolie er på under 100 USD.

Selv vi, der ikke har en bil, kan bidrage ved at finde et miljøvenligt el-selskab (der findes flere, bl.a. Modstrøm, Natur-Energi eller Vindstød), mindske brugen af plastik mest muligt og sende resten, så vidt muligt, til genbrug.

I skrivende stund er prisen på en tønde råolie på 81,34 USD.  Vores første opgave er så at være opmærksom på, hvordan prisen udvikler sig – og den anden er at minde sig selv om, at det sagtens kan nytte noget at handle. Selv om handlingen ikke synes af ret meget.

Nu skal jeg made min kompost, og bagefter skal jeg lige læse op på, hvad Terry Pratchett har at sige om hyperaktive kompostbunker.

Bæredygtighed, økologi og plastikfaste

Samtaler om mit projekt har indtil videre afsløret kompleksiteten af de problemer, vi faktisk står over for.

Tag fx spørgsmålet omkring bæredygtighed og økologi. Umiddelbart kan det virke, som om økologi altid er bæredygtig, men det er langt fra tilfældet. En kort tur i en helsekostforretning kan virke ret så deprimerende – hvad der givetvis også skyldes, at det overordnede ønske om at gøre noget godt for kloden tordner sammen med tanken om egen sund og denne linde strøm af nyheder om sunde madvarer, vi bliver udsat for.

For slet slet ikke at tale om de modsigelser, man kan opleve på hele linjen.

Skal maden virkelig pakkes ind i masser af plastik? Nogle producenter mener det åbenbart, mens andre sværger til papiremballage, glas og metal.

Til min store frustration lagde jeg i går mærke til, at låget på Urtekrams udmærkede tahinglas faktisk er lavet af plastik. Urtekram er i det hele taget meget glade for plastikemballage – man skal jo ikke undervurdere, at det segment, der i dag køber økologisk, også har nogle forventninger til produkternes udseende.

For at gøre tingene nemmere for mig har jeg besluttet, at jeg under plastikfasten vil prioritere fravalget af plastik frem for alt andet. Det burde egentlig sige sig selv, men i og med, at der findes en idé om, at noget plastik jo ikke er så skadeligt, fordi det er biologisk nedbrydeligt – og jeg heller ikke kan sige mig fri for det indtryk -, kan det ikke pointeres nok.