Planlægning – altanhavens moder

Jeg voksede op i et hus med have. Det har i høj grad præget mit forhold til havebrug, kan jeg mærke, for et bestemt stykke jord gav altid kun en afgrøde per år.

Det er for så vidt heller ikke underligt, hvis man hverken vil udpine jorden eller bruge kunstgødning og ikke har adgang til store mængder naturgødning. Desuden kan man fordele den belastning, havebrugen repræsenterer, på et større område, hvorved der er mulighed for at få en mere mangfoldig høst.

Denne tankegang havde jeg overført på min altan og derved malet mig op i en krog, og skylden lå først og fremmest ved min kompostspand. Eller rettere sagt dens lammende indflydelse på min tankevirksomhed.

Sagen er nemlig den: Det tager mig fire til fem uger at fylde en kompostspand. Når den er fyldt, skal den stå og fermentere i to uger, før dens indhold skal graves ned. Det betyder, at jeg hver måned skal kunne fylde en plantekasse eller lignende med kompost, der skal dækkes med et rigeligt lag jord.

Det kan gå an før såningen og efter høsten – men hvad gør jeg undervejs eller om vinteren? Der er kun begrænset plads på min altan, og tanken om det jordskred af fermenterede grøntsager, der ville vælte hen over mig, gav faktisk anledning til en hel del uro.

Men så slog tanken mig: Det er jo ikke nogen lov, at man kun må dyrke sin jord én gang om året. Der er faktisk steder, hvor man uden problemer kan få høstet tre gange – fx på Sicilien. Så når afgrøden i en krukke er høstet, kan jeg bare gå i gang med at så eller plante noget nyt.

Ikke så snart havde jeg tænkt det, at jeg blev gjort opmærksom på, at der findes grøntsager, man kan høst vinteren igennem. Efter forrige vinters oplevelse med en vinter fuld af rodfrugter og kål er jeg faktisk meget opsat på at kunne variere maden med mere end spirer (selv om man heller ikke skal kimse ad dem, vil jeg gerne hilse og sige).

Så nu er det kun et spørgsmål om planlægning. Jeg har en plantekasse med rødbeder, der er meget lækre, når de ikke er større end et vagtelæg, så de skal høstes snart og give plads til salat og senere noget rapini, vårsalat og portulac.

Med en spand kompost om måneden skulle det lige kunne lade sig gøre.

P.S.: Jeg har indtil videre høstet 4 zucchinier – det er ikke ret mange, men regnestykket er p.t., at de små runde, jeg dyrker, koster 15 kr. stykket, hvis de ikke er økologiske. Mine er – men alt andet lige kan jeg vist antage, at jeg har dyrket zucchinier til en værdi af 100 kr. Frøene kostede vist 48, så det er ved at være en overskudsforretning. Men jeg er langt fra selvforsynende.

Generel forvirring

Det ville være rart at vide, hvornår det nu er, man kan komme i gang med havearbejdet.

Der er nogle planter, som jeg ikke tror har godt af at blive sået for tidligt. Squash, for eksempel. Immervæk har jeg i løbet af ugen fundet ud af, hvordan jeg kan løse et af det problemer, jeg havde med min squashplante for to år siden. Den skulle have afsindige mængder af gødning for at udvikle frugter, så det blev til en eneste squash blandt de mange blomster, som til gengæld var meget delikat og gav mig lyst til at få løst og problemet og få flere af slagsen.

I “Grow a Sustainable Diet” skriver Cindy Connor, at hun dyrker butternut squash på komposten, og i og med, at jeg har en kompostspand, som stadig væk skylder mig at vise sig så fantastisk, som dens sælger påstod, den var, har jeg tænkt mig at følge hendes gode eksempel i år og plante min squash oven på den kompost, jeg har gravet ned i en af de baljer, jeg brugte til at dyrke tomater i. Så må vi se, hvordan det går.

—————————————————-

I dag fik jeg for første gang smagt en gulerodstop. Det skyldtes, at nogle af mine gulerødder i køleskabet havde besluttet sig for at vokse videre og udviklet både rødder og blade.

Bladene er helt ufarlige og smager i rå tilstand lidt af gulerod. Hvis man tænker på, at vi nu er nået til det tidspunkt af året, hvor lokale grøntsager er alt andet end en fryd for ganen, med mindre man virkelig gør sig umage, kan noget hakket, frisk grønt gøre underværker.

Christoffer Volf har på sin blog en opskrift på pesto på gulerodstoppe. Den må jeg have tilgode til senere på året.

Forberedelser

Jeg elsker forberedelser. Der er få ting, der i mine øjne kan måle sig med glæden ved planlægningen.

Ikke fordi jeg ikke bare kan springe ud i noget – men forventningens glæde er for mig den største.

Mine rapsplanter har overlevet omplantningen, men er lige nu en smule tilbageholdende med at vokse. Måske synes de, min vinterhave er for kold.

Jeg har sået stridolo i små potter og håber, at jeg denne gang har mere mod på at smage på den end sidst. Grøntsagsnørden har en god beskrivelse af planten, og hvad den kan bruges til her. I første nummer af Havefolket fra 2014 findes der også en kort beskrivelse på side 15. Den kan du finde her.

For at få et overblik over, hvilke muligheder jeg har til at bevare min høst så længe som muligt, har jeg anskaffet mig to engelske bøger, Preserves, Pickles & Cures af Thane Prince og Leda Merediths Preserving Everything – men jeg har selvfølgelig også tænkt mig at bruge den gule Syltebog fra Tørsleff.

Nu ved jeg fx, at jeg kan kan udvinde pektin af æbleskræller og kernehuse, som jeg senere kan bruge i forarbejdningen af sommerens frugter.

Desuden venter jeg på en havebog, der sætter spot på, hvordan man får mest næring ud af et lille areal. Den faldt jeg for, fordi jeg håber at blive lidt mere end selvforsynende med krydderurter.

Bogen indeholder et afsnit om frøpleje, hvad der også tiltaler mig, da der ikke er ret meget bæredygtighed over at dyrke ting, hvis frø man hvert år skal have tilsendt fra udlandet.

En gang imellem er der mulighed for at bytte plantefrø med andre – det gør man for at mindske faren for indavl, og det er i følge Haveselskabet stadig væk lovligt for private.

Researchen har så ført til, at jeg har meldt mig ind i Haveselskabet, som også leverer informationer til folk som mig. Det koster en halvtredser om måneden.

Så må jeg jo se, om det er pengene værd.

Genstart

Her er jeg så igen, efter mange måneders tavshed, der blandt andet skyldtes, at et travlt liv ikke altid kan forenes med store ændringer. Dissonansen kan godt blive ubærligt stor. Det har den så været en del gange i løbet af de seneste 9 måneder, hvad der dog ikke ændrer noget ved, at jeg mener, jeg bør gøre noget mere ved alt det her.
Så jeg kom i tanker om noget, jeg havde læst for mange år siden hos min svenske yndlingsforfatter, Lars Gustafsson: “Vi börjar om igen, vi ger oss inte.” Det har altid givet god mening for mig, og jeg synes, der er mere kampgejst i det end i “op på hesten igen”, som jeg dog varmt kan anbefale i situationer, hvor der er fare for at man forfalder til selvbedrejdelser.Denne gang har jeg også mindre ambitiøse planer, som tager udgangspunkt i den nye altan på godt fire kvadratmeter, jeg fik sidste efterår. Jeg er så glad for den, at jeg har lyst til at bruge den så meget som muligt og med så meget omtanke som muligt. Derfor er det nærliggende at dyrke grøntsager og andet godt på den.For to år siden dyrkede jeg tomater på altanen, som på det tidspunkt var meget mindre. Det var lidt bøvlet, men udbyttet var stort nok til, at jeg kunne fryse noget ned i form af tomatsauce, som jeg have megen glæde af, da jeg begyndte på mit plastikfasteprojekt.Jeg kunne godt have tænkt mig at gøre det samme sidste sommer, men ombygningerne i den ejendom, jeg bor i, gjorde det umuligt. Så jeg glader mig til at kunne komme i gang i år.P.t. har jeg nogle spæde rapsplanter i en urtepotte i den lille havestue, jeg også har fået. Det tåler frost, men først og fremmest er de det første friske grønt, man kan få meget tidligt på foråret, så jeg er meget spændt på, om mine fingre er grønne nok til dette lille projekt.Raps minder smagsmæssigt en del om brokkoli (her er linket til en opskrift fra KBHFF: http://opskrifter.kbhff.dk/pastamedraps/). Den gør sig også godt i lynstegte retter.Jeg har lyst til at skrive om glæden ved alt dette. Da jeg bor på tredje sal, bliver det også nemmere, end hvis jeg skulle slås med dræbersnegle på landjorden. Men først og fremmest vil jeg udforske de muligheder, jeg har uden at skulle gå til af stress over forandringerne.

Små og store glæder

87 gram plastikaffald blev det til i den forløbne uge, selv om jeg havde gæster og flottede mig med hensyn til halvfabrikater. Det er så den lille glæde.

Den store glæde, har jeg opdaget, ligger i, at det er forår, og jeg kan gå ud og samle spiselige planter.

Der findes mange, der er langt bedre til det end jeg. Det skyldes først og fremmest, at jeg sjældent er opsøgende, hvad skove angår. Jeg kan egentlig godt lide dem, men har ikke direkte behov for at tilbringe megen tid i dem. Det overlader jeg gerne til deres naturlige beboere.

I fredags valgte jeg dog at tage barnebarnet med ud og samle svampe. Hvert forår har jeg det lønlige håb, at jeg vil finde et hav af morkler, og de fleste gange skuffes dette håb.

Vårmousseroner er langt mere pålidelige, og i forgårs var der nok til seks til otte personer. Med de nedbør, vi har haft på det sidste, kan vi regne med nogle gode svampeuger i den nærmeste fremtid.

Svampene var en ren fornøjelse, givetvis fordi de var de første, jeg havde fundet i år.

Det er måske den langsigtede lære, jeg kan drage af hele eksperimentet: at der er længere mellem ønsket og dets opfyldelse – men at glæden så også føles så meget større.

Sidste uges statistik

178 gram plastikaffald blev det til i sidste uge. Ca. 70 gram skyldtes en tom tube med creme og den plastikform, min smartphone blev leveret i. Den slags plejer jo at være rummeligt, så man får en fornemmelse af, at man virkelig får noget for pengene.

Der er en hel verden af marketingfolk, der må være overbeviste om, at størrelsen betyder en hel masse.

Men alt i alt er det mit indtryk, at jeg har været i stand til at justere min produktion af plastikaffald på et lavere leje end før plastikfasten.

Altannyt – og lidt til statistikken

Sidste efterår fik jeg lokket barnebarnet samt forældrene med i Botanisk Have, hvor man bl.a. kunne få lov til at klone mølplanter. Først skulle man dog lave sin egen urtepotte af avispapir.

Til dette formål findes der faktisk en cylinder i træ, som man vikler avispapiret omkring, så det stikker et godt stykke ud over kanten. Den del af papiret, der stikker ud, folder man ind under cylinderen, som man så presser ned i en slags tallerken – og vupti! potten er klar. (Man kan se det her.)

P.t. har jeg stadig væk nogle plasticpotter til de små spirer, og jeg har heller ikke tænkt mig at kassere dem, bare fordi jeg har kastet min kærlighed på noget andet – men jeg vil gerne indrømme, at jeg gik i mange måneder og sukkede lidt efter sådan en dims, der i den grad ville få glorien til at løfte sig.

Det var sådan set en tilfældighed, at jeg fandt den i byen i tirsdag. Jeg havde slet ikke været på udkig efter den, særligt, fordi jeg ikke tror, at alt det ombyggeri, jeg er midt i, giver mig mulighed for at dyrke ret meget mere end nogle auberginer og måske – hvis jeg er meget omhyggelig og påpasselig og heldig nogle squash – og dem havde jeg allerede sået.

Men med hjem kom den, selv om det undrede mig, at der bliver lagt vægt på, at man laver sine urtepotter af avispapir. Guderne må da vide, hvad man blander i tryksværte nu om stunder. (Kolofonium, skriver Bente Klarlund i Politiken. Det kan være allergifremkaldende.)

Derhjemme fandt jeg dog en bedre og – så vidt jeg ved – mere acceptabel løsning, hvis de små potter skal kunne bruges til spiring af grøntsager: Man kan gemme de brune papirsposer, man får hos nogle økologiske grønthandlere, og bruge dem i stedet for avispapir. Det er ikke helt så sjovt at se på, men forhåbentligt mindre allergifremkaldende…

—-

Ugens vejning gav 130 gram plastik.

Arla og Irma bruger i øvrigt FSC-mærkede mælkekartoner. Jeg er lige blevet opmærksom på det og vil gerne gentage, at det er min hovedanke mht. den private tilgang til miljø- og klimatiltag: Det er godt, at mennesker og virksomheder gør noget – men den manglende politiske koordinering gør, at der går megen god energi til spille menneskene og virksomhederne imellem.

En ganske almindelig uge

Det var pæn-pige-syndromet, der fik mig til at overvurdere mit nuværende forbrug af plastik – eller også en ganske naturlig reaktion på en faste.

I den forløbne uge fik jeg akkumuleret 140 gram plastik, ca. to tredjedele af det blødt, uden at jeg føler, at jeg måtte lægge bånd på mig.

Det virker meget lovende, men jeg vil alligevel fortsætte i nogen tid med at holde øje med mit plastikforbrug. Der vil komme grimme tal i de næste måneder, fordi jeg er i gang med at renovere min lejlighed, og maling kommer nu en gang i plastikspande og -bøtter.

I en ganske almindelig uge er mit forbrug imidlertid beroligende moderat.

Pollenallergi og ugens pose

Dette er, hvad 100 kr. hos Københavns Fødevarefællesskab giver mig i dag:

1 kg Kartofler, Ditta, Birkemosegaard (bio), løssalgspris: 11 kr / kg
0.7 kg Gulerødder, lilla, Svanholm (øko), løssalgspris: 17 kr / kg
0.7 kg Jordskokker, Svanholm (øko), løssalgspris: 20 kr / kg
1 stk Rødbede, gule, Svanholm (øko), løssalgspris: 14 kr / kg
1 stk Hvidkål, Grønholtgaard (øko), løssalgspris: 13 kr / stk
1 bdt Rapsskud, Grønholtgaard (øko), løssalgspris: 14 kr / bdt
1 bdt Forårsløg, Grønholtgaard (øko), løssalgspris: 20 kr / bdt
0.5 kg Pastinak, Birkemosegaard (bio), løssalgspris: 21 kr / kg

Hvis jeg kun levede i min egen lille verden, ville det måske ikke være så slemt – men i går var jeg forbi Torvehallerne, hvor det bugner med alle slags farverige friske nye forårsgrøntsager.

Nu gør birkepollen mig lidt mere følsom end ellers, så måske er det det, men pludselig har jeg fået nok af hele helligheden. Pludselig kan jeg ikke længere holde ud at gå rundt med den der forbandede glorie, som jo heller ikke giver mig større credit blandt alle de andre hellige, for sådan spiller klaveret ikke blandt os med de rigtige meninger. (For en uge siden blev jeg mødt med rynkede pander, da jeg afslørede, at jeg bestiller mel hos Falslevgård, som ligger i Jylland. Det kan man lissom ikke være bekendt, når man vil redde verden, kunne jeg forstå.)

Vi lever i en hedonistisk tid, og også jeg har en rem af huden. Men det, jeg egentlig altid har haft mest imod frelstheden, er, at den meget hurtigt bliver tømt for glæde.

Så en af dagene skal jeg ud og se efter morkler og vårmousseroner. Måske skal glæden opbygges. Måske kan jeg lære at leve med, at vinduet med de grøntsager, jeg bedst kan lide, er meget kort på disse kanter.

Lige nu er det godt nok rigtigt rigtigt svært.

Et lille PS: Jeg køber slet ikke så meget plastik, som jeg gik og troede. Det var en pose med kanelgifler, der viste sig at være anstødsstenen.

Glidebane eller pæn-pige-syndrom?

Der er snart gået tre uger efter min plastikfastes afslutning, og jeg har indtryk af, at jeg har mistet kontrollen med mit forbrug af plast. Men der var så meget, jeg skulle give afkald på i de 40 dage, at jeg tror, jeg har lidt af et efterslæb

Det kan selvfølgelig være, at jeg lider af pæn-pige-syndromet, og at tingene slet ikke er værre end mens jeg forberedte mig på fasten.

Faktum er: Lige nu kasserer jeg bare mit plastikaffald. Jeg samler det ikke på et synligt sted for at veje det, når ugen er omme. Men så længe det er så besværligt at leve et plastikfrit liv, er man vist nødt til at yde en meget bevidst indsats for at holde mængderne nede, og her, tror jeg, er vejning i første omgang vejen frem.

Nu vil du, kære læser, måske indvende, at jeg har ytret, at der er meget lidt grund til at fokusere så meget på plastik, da det ikke er dér, vores store forbrug af mineralolie ligger. Det står jeg faktisk også ved. Denne fordeling har ikke ændret sig mirakuløst, fordi jeg har kastet nogle alvorlige blikke på den (tag den, Niels Bohr!).

Men: Lever man et muntert og virksomt liv, kan man nemt fristes til at blive lidt mindre ressourcebevidst på andre områder. Det vil jeg gerne have gjort noget ved. Så derfor kommer jeg igen i gang med at veje mit plastikaffald.