Anti-plast-bevægelsen rammer Føtex

Jeg har haft diskussioner med kloge mennesker, der mener, at de miljømæssige forandringer vi trænger så meget til, går igennem politikken. Selv mener jeg, at politikken er det sidste sted, hvor forandringerne sker. Med alle meningsmålerne og behovet for at placere sig det rigtige sted i forhold til vælgernes holdninger kan politikken nu om stunder ikke andet end halse efter virkeligheden.

Så længe vores økonomiske system er kapitalisme, bliver det heller ikke anderledes. Derfor er det også en velkommen nyhed, at anti-plast-bevægelsen har ramt Føtex, som fra 1. januar 2019 ikke længere vil sælge engangsbestik m.v. i plast (se her).

Det er kun et lille skridt i de store sammenhænge – men lidt har også ret.

For nogle organismer er plast en lækkerbisken

I 2016 opdagede japanske forskere en bakterie, der “spiser” polyethylen terephthalat. Nu har britiske og amerikanske forskere udviklet et enzym, der fremskynder opløsningen (se mere her på engelsk – den langhårede version finder du her).

Det kunne jo være en løsning, tænkte jeg begejstret – og kom så til at tænke på, at vi som art sjældent finder på noget, der ikke i sidste ende viser sig at have nogle alvorlige følger for os eller dem, vi deler kloden med.

Det virkelig positive er imidlertid, at der er mange, der arbejder på at finde løsninger på dette problem, og at det ser ud til, at der er flere muligheder så vi ikke i sidste ende skal drukne i upcyclede dametasker.

Det er ikke kun dig, der er træt af plastforureningen

Vi er jo ikke de eneste, der er trætte af, at der flyder plast over det hele.

I Brasilien fx er der nogen, der gør noget ved det, skriver Sandra Laville i The Guardian (se her).

Plastforureningen af havene forventes at tredoble inden for de næste 10 år

I forbindelse med afsløringerne om Cambridge Analyticas påstande om, hvordan de har påvirket vælgere i diverse lande, er det måske anbragt at overveje, hvor meget man egentlig skal skræmme folk for at få dem til at ændre adfærd.

Udløst blev tanken af en artikel i The Independent om plastforurening, der tager udgangspunktet i en rapport, offentliggjort af det britiske videnskabsministerium, med titlen “The Future of the Sea“.

Det står skidt til med havene – men det vidste du allerede. Inden for mit begrænsede interesseområde vil jeg gerne gøre opmærksom på det, der står på side 11:

Plastic in the ocean is projected to treble between 2015 and 2025. Plastic does not decompose, instead breaking down into ever smaller pieces. The full effects are not understood, but there is growing evidence of plastic harming sea creatures and restricting their movement, as well as polluting beaches.

(Det anslås at andelen af plast i havene tredobles mellem 2015 og 2025. Plast nedbrydes ikke, men deles i stedet for i stadig mindre stykker. Det står ikke helt klart, hvad effekten er, men der er stigende evidens for, at plast både skader havdyr, begrænser deres bevægelse og forurener strandene.)

En tredobling, kære læser. Der er mange forhold i livet, hvor mennesker kan afvise deres ansvar. Det gælder imidlertid ikke for plast. Vi har opfundet det, vi producerer det, vi smider det ud.

Plastforureningen er vores ansvar.

WHO er begyndt at interessere sig for plastindholdet i flaskevand, nu, hvor der er blevet konstateret mikroplast i drikkevandet (se her). Men da man ikke kan se det med det blotte øje, er det vanskeligt at forholde sig til problematikken. Det forstår jeg.

Havforureningen med plast er imidlertid noget, vi meget vel kan se. Så må vi starte der.

Mikroplast – man ser det ikke komme

Det er noget af en lettelse, at jeg ikke længere fokuserer udelukkende på min egen navle, når det drejer sig om plast, men det fører også nogle mareridtsagtige læseoplevelser med sig, som jeg godt kunne være foruden.

Men da vi alle er medskyldige i den situation, vi er i, er der vist ikke andet for end at møde det uhyre, vi selv har skabt, med oprejst pande.

Forholdene er meget værre end hidtil antaget, kan man læse i The Guardian. Vi ved, at dyrene i havet spiser mikroplast – og vi ved, at der er mikroplast i drikkevandet (ikke alle steder, men det kommer jo nok), men så vidt vides, mangler der undersøgelser om, hvad det betyder for os som art.

Det deprimerende er, at mennesker har en tendens til at ignorere forhold, deres sanser ikke kan registrere, og mikroplast har sneget sig ind i fødekæden som en tyv om natten.

LEGO’s misforståede bæredygtighed

 

Egentlig havde jeg troet, at jeg aldrig igen skulle skrive indlæg til denne blog, men man skal aldrig sige aldrig – så her er jeg igen med et vildt behov for at brokke mig:

For nogle dage siden var der mange medier, der meddelte, at LEGO vil fremstille bæredygtige brikker af sukkerrør (jf. her eller her eller her).

Jeg var helt klart skuffet over den udmelding, der viser, at LEGO (ikke for første gang) er bagud med henblik på udviklingen.

I en ideel verden, hvor ejerne, der så sandelig ikke lider nød, kunne give sig selv lov til at synes, at de har penge nok, ville LEGO tage affære og lave LEGO-klodser af genbrugsplast. Der er masser af steder i verden, hvor man kan købe den slags billigt og i den grad upcycle materialet.

At bruge dyrbar landbrugsjord og masser af ferskvand på fremstilling af legetøj, når der er mere miljørigtige alternativer, er både tonedøvt og kortsigtet.

P.S. – 7. marts 2018:

Ifølge nyhederne har LEGO det ikke så godt, fordi de ikke fik solgt flere klodser i fjor end i 2016. Det er selvfølgelig et “problem”, der er uadskilleligt forbundet med væksttanken. – Genbrug af noget af det plast, der allerede findes i verden, ville hjælpe dem med at slå bro til næste generation af kunder.

Planlægning – altanhavens moder

Jeg voksede op i et hus med have. Det har i høj grad præget mit forhold til havebrug, kan jeg mærke, for et bestemt stykke jord gav altid kun en afgrøde per år.

Det er for så vidt heller ikke underligt, hvis man hverken vil udpine jorden eller bruge kunstgødning og ikke har adgang til store mængder naturgødning. Desuden kan man fordele den belastning, havebrugen repræsenterer, på et større område, hvorved der er mulighed for at få en mere mangfoldig høst.

Denne tankegang havde jeg overført på min altan og derved malet mig op i en krog, og skylden lå først og fremmest ved min kompostspand. Eller rettere sagt dens lammende indflydelse på min tankevirksomhed.

Sagen er nemlig den: Det tager mig fire til fem uger at fylde en kompostspand. Når den er fyldt, skal den stå og fermentere i to uger, før dens indhold skal graves ned. Det betyder, at jeg hver måned skal kunne fylde en plantekasse eller lignende med kompost, der skal dækkes med et rigeligt lag jord.

Det kan gå an før såningen og efter høsten – men hvad gør jeg undervejs eller om vinteren? Der er kun begrænset plads på min altan, og tanken om det jordskred af fermenterede grøntsager, der ville vælte hen over mig, gav faktisk anledning til en hel del uro.

Men så slog tanken mig: Det er jo ikke nogen lov, at man kun må dyrke sin jord én gang om året. Der er faktisk steder, hvor man uden problemer kan få høstet tre gange – fx på Sicilien. Så når afgrøden i en krukke er høstet, kan jeg bare gå i gang med at så eller plante noget nyt.

Ikke så snart havde jeg tænkt det, at jeg blev gjort opmærksom på, at der findes grøntsager, man kan høst vinteren igennem. Efter forrige vinters oplevelse med en vinter fuld af rodfrugter og kål er jeg faktisk meget opsat på at kunne variere maden med mere end spirer (selv om man heller ikke skal kimse ad dem, vil jeg gerne hilse og sige).

Så nu er det kun et spørgsmål om planlægning. Jeg har en plantekasse med rødbeder, der er meget lækre, når de ikke er større end et vagtelæg, så de skal høstes snart og give plads til salat og senere noget rapini, vårsalat og portulac.

Med en spand kompost om måneden skulle det lige kunne lade sig gøre.

P.S.: Jeg har indtil videre høstet 4 zucchinier – det er ikke ret mange, men regnestykket er p.t., at de små runde, jeg dyrker, koster 15 kr. stykket, hvis de ikke er økologiske. Mine er – men alt andet lige kan jeg vist antage, at jeg har dyrket zucchinier til en værdi af 100 kr. Frøene kostede vist 48, så det er ved at være en overskudsforretning. Men jeg er langt fra selvforsynende.

Generel forvirring

Det ville være rart at vide, hvornår det nu er, man kan komme i gang med havearbejdet.

Der er nogle planter, som jeg ikke tror har godt af at blive sået for tidligt. Squash, for eksempel. Immervæk har jeg i løbet af ugen fundet ud af, hvordan jeg kan løse et af det problemer, jeg havde med min squashplante for to år siden. Den skulle have afsindige mængder af gødning for at udvikle frugter, så det blev til en eneste squash blandt de mange blomster, som til gengæld var meget delikat og gav mig lyst til at få løst og problemet og få flere af slagsen.

I “Grow a Sustainable Diet” skriver Cindy Connor, at hun dyrker butternut squash på komposten, og i og med, at jeg har en kompostspand, som stadig væk skylder mig at vise sig så fantastisk, som dens sælger påstod, den var, har jeg tænkt mig at følge hendes gode eksempel i år og plante min squash oven på den kompost, jeg har gravet ned i en af de baljer, jeg brugte til at dyrke tomater i. Så må vi se, hvordan det går.

—————————————————-

I dag fik jeg for første gang smagt en gulerodstop. Det skyldtes, at nogle af mine gulerødder i køleskabet havde besluttet sig for at vokse videre og udviklet både rødder og blade.

Bladene er helt ufarlige og smager i rå tilstand lidt af gulerod. Hvis man tænker på, at vi nu er nået til det tidspunkt af året, hvor lokale grøntsager er alt andet end en fryd for ganen, med mindre man virkelig gør sig umage, kan noget hakket, frisk grønt gøre underværker.

Christoffer Volf har på sin blog en opskrift på pesto på gulerodstoppe. Den må jeg have tilgode til senere på året.

Forberedelser

Jeg elsker forberedelser. Der er få ting, der i mine øjne kan måle sig med glæden ved planlægningen.

Ikke fordi jeg ikke bare kan springe ud i noget – men forventningens glæde er for mig den største.

Mine rapsplanter har overlevet omplantningen, men er lige nu en smule tilbageholdende med at vokse. Måske synes de, min vinterhave er for kold.

Jeg har sået stridolo i små potter og håber, at jeg denne gang har mere mod på at smage på den end sidst. Grøntsagsnørden har en god beskrivelse af planten, og hvad den kan bruges til her. I første nummer af Havefolket fra 2014 findes der også en kort beskrivelse på side 15. Den kan du finde her.

For at få et overblik over, hvilke muligheder jeg har til at bevare min høst så længe som muligt, har jeg anskaffet mig to engelske bøger, Preserves, Pickles & Cures af Thane Prince og Leda Merediths Preserving Everything – men jeg har selvfølgelig også tænkt mig at bruge den gule Syltebog fra Tørsleff.

Nu ved jeg fx, at jeg kan kan udvinde pektin af æbleskræller og kernehuse, som jeg senere kan bruge i forarbejdningen af sommerens frugter.

Desuden venter jeg på en havebog, der sætter spot på, hvordan man får mest næring ud af et lille areal. Den faldt jeg for, fordi jeg håber at blive lidt mere end selvforsynende med krydderurter.

Bogen indeholder et afsnit om frøpleje, hvad der også tiltaler mig, da der ikke er ret meget bæredygtighed over at dyrke ting, hvis frø man hvert år skal have tilsendt fra udlandet.

En gang imellem er der mulighed for at bytte plantefrø med andre – det gør man for at mindske faren for indavl, og det er i følge Haveselskabet stadig væk lovligt for private.

Researchen har så ført til, at jeg har meldt mig ind i Haveselskabet, som også leverer informationer til folk som mig. Det koster en halvtredser om måneden.

Så må jeg jo se, om det er pengene værd.

Genstart

Her er jeg så igen, efter mange måneders tavshed, der blandt andet skyldtes, at et travlt liv ikke altid kan forenes med store ændringer. Dissonansen kan godt blive ubærligt stor. Det har den så været en del gange i løbet af de seneste 9 måneder, hvad der dog ikke ændrer noget ved, at jeg mener, jeg bør gøre noget mere ved alt det her.
Så jeg kom i tanker om noget, jeg havde læst for mange år siden hos min svenske yndlingsforfatter, Lars Gustafsson: “Vi börjar om igen, vi ger oss inte.” Det har altid givet god mening for mig, og jeg synes, der er mere kampgejst i det end i “op på hesten igen”, som jeg dog varmt kan anbefale i situationer, hvor der er fare for at man forfalder til selvbedrejdelser.Denne gang har jeg også mindre ambitiøse planer, som tager udgangspunkt i den nye altan på godt fire kvadratmeter, jeg fik sidste efterår. Jeg er så glad for den, at jeg har lyst til at bruge den så meget som muligt og med så meget omtanke som muligt. Derfor er det nærliggende at dyrke grøntsager og andet godt på den.For to år siden dyrkede jeg tomater på altanen, som på det tidspunkt var meget mindre. Det var lidt bøvlet, men udbyttet var stort nok til, at jeg kunne fryse noget ned i form af tomatsauce, som jeg have megen glæde af, da jeg begyndte på mit plastikfasteprojekt.Jeg kunne godt have tænkt mig at gøre det samme sidste sommer, men ombygningerne i den ejendom, jeg bor i, gjorde det umuligt. Så jeg glader mig til at kunne komme i gang i år.P.t. har jeg nogle spæde rapsplanter i en urtepotte i den lille havestue, jeg også har fået. Det tåler frost, men først og fremmest er de det første friske grønt, man kan få meget tidligt på foråret, så jeg er meget spændt på, om mine fingre er grønne nok til dette lille projekt.Raps minder smagsmæssigt en del om brokkoli (her er linket til en opskrift fra KBHFF: http://opskrifter.kbhff.dk/pastamedraps/). Den gør sig også godt i lynstegte retter.Jeg har lyst til at skrive om glæden ved alt dette. Da jeg bor på tredje sal, bliver det også nemmere, end hvis jeg skulle slås med dræbersnegle på landjorden. Men først og fremmest vil jeg udforske de muligheder, jeg har uden at skulle gå til af stress over forandringerne.