Sådan tager du nattoget gennem Europa

Om nogle uger skal jeg til Rom. Frelst som jeg er, tager jeg selvfølgelig toget, hvilket kommer til at tage mig 24 timer hver vej. Da jeg i øjeblikket ikke har forpligtelser, der kræver min permanente tilstedeværelse i Københavnsområdet, og jeg kan tage mit arbejde med mig, er der ingen grund til at vælge andet.

Men kors, hvor er det besværligt at finde de rigtige billetter, forbindelser, rejsetider osv. Jeg bilder mig ind, at tingene var nemmere dengang, man tog på banegården for at købe billetten og overlod hele molevitten til en person, der var oplært i brugen af køreplanerne.

Hvis du, kære læser, imidlertid skulle have mod på at prøve kræfter med følgerne af 1990ernes privatiserinspolitik, der i den grad var udtryk for en inkontinent økonomisk tænkning, vil jeg gerne fortælle om min måde at komme fra A til B på.

Her er så min vejledning i, hvordan du kan rejse med nattog igennem Europa:

  1. Lad os sige, du vil tage fra København til Paris. Det første du gør, er at gå til https://www.bahn.com/da/view/index.shtml og søge efter den forbindelse, du er interesseret i.
  2. Resultatet viser en række forkortelser på “produkter”, hvilket betyder, hvilken slags tog, du skal rejse med. Desuden får du oplyst antallet af skift, hvor lang tid, du har til at skifte osv. – Det vigtigste er her, at du får et overblik over afgangstiderne, som du skal bruge på andre hjemmesider, for du kan ikke købe billetten hos Deutsche Bahn.
  3. Nu sagde vi jo, at du skulle tage nattoget, så du tager afsted fra København H kl. 15:35 (EC) og skifter til Nightjet (NJ) til Offenburg i Hamborg. Billetten til Nightjet får du enten på https://www.oebb.at/de/ eller på https://www.oebb.at/en/.
  4. Nattogene igennem Tyskland drives af de østrigske statsbaner, så billetterne forhandles gennem ÖBB, og du skal medbringe dem som udskrift. Billetten fra København til Hamborg kan du købe has DSB.
  5. Da du nu skulle videre til Paris, kan du i Offenburg vælge at tage et regionaltog til Strasbourg, hvorfra der går en TGV til Paris, eller vente halvanden time tidligt om morgenen på banegården til TGV’en til Paris. Personligt ville jeg foretrække at vente i Strasbourg, men så er der jo problemet med billetten til regionaltoget…
  6. Billetten til TGV’en fås på https://en.oui.sncf/en/. SNCF har en app, lige som de andre togselskaber, men de insisterer på enten at sende pladsbilletten til dig pr. brev, eller at du, hvis tiden er for knap, henter den fra en af deres automater. Det fungerer for så vidt godt nok – forudsat du befinder dig et sted, hvor der er en SNCF-billetautomat i nærheden.
  7. Og så er det på tide at lægge billetpriserne sammen for at danne sig et klart overblik over, hvad det egentlig koster. Ud over den tid, man skal bruge til at finde frem til alle billetterne, og den, man sidder i toget, selv om jeg vil vove at påstå, at vi har mange flere ting til at fordrive tiden med i dag, end vi havde, før billige flyrejser kom på mode.
  8. Og så lige noget andet: Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg kan kombinere Nightjet med Interrail, men hvis du skal længere ud i Europa og især til flere steder, der ikke ligger i kort afstand fra internationale lufthavne, kan det sagtens betale sig.

Og hvis du bare har lidt fjernve og drømmer om lange togrejser, så er denne hjemmeside fuld af gode idéer og oplysninger.

Kartoffelchips

Det kan være svært at se det frelste i kartoffelchips. De består jo for det meste af fedt og stivelse.

Men hvad nu, hvis de kunne hjælpe én med at omvende en inkarneret kødspiser til en noget mindre ressourcekrævende livsstil?

Ja, jeg forstår det godt. At invitere nogen til et vegansk måltid bestående af kartoffelchips, peanuts og cola må betragtes som en dødssynd for alle, der nyder en god omgang selvrevselse i ny og næ – men lidt har også ret, vil jeg mene, især hvis man udskifter colaen med rødvin og vælger økologiske produkter.

Efter det andet eller tredje glas kan man jo så gøre opmærksom på, at det livet godt kan gå videre uden animalske produkter.

Virkelighedskontrol

For nogle dage siden tænkte jeg, at det måske kunne være en god idé at deltage i en workshop med titlen “Klimakamp og klimaglæde”, da glæden ved klimaet kan ligge på et meget lille sted hos mig.

Det var så langt mindre opbyggeligt, end jeg havde håbet, mestendels fordi et af de underliggende krav til resultaterne fra disse workshops er, at budskabet kan stå på en T-shirt.

Skulle jeg så vove at foreslå, at der kommer til at stå noget i retning af “Dø du bare – jeg er ligeglad”, er folk jo straks forargede. Idéen er vist, at man kun kan få folk til at ændre adfærd, når man taler pænt til dem.

Her vil jeg lige gøre opmærksom på, at hele det danske dagpenge- og bistandssystem kører på at nedværdige og presse folk – og det virker også efter hensigten.

Men: mens jeg sad der og følte, at jeg godt kunne have undværet denne virkelighedskontrol, var der nogle tanker, der faldt på plads.

Klimakampen kan kun vindes, når der er social retfærdighed. Så længe der i EU er ca. 20 procent af de voksne, der deltager i valg, der hopper på racisternes budskab om, at alt løser sig, hvis bare man kan være et dumt svin over for andre – og måske endnu 30 procent, der ikke føler sig synderligt generet af dette budskab – er det de letkøbte løsninger, der bliver stemt for.

“Chaque fin du mois, la fin du monde” siger de i Frankrig.

Når man ikke ved, hvordan man skal komme igennem måneden, er det ikke lige klimaforandringer og CO2-udslip, der optager en mest.

Anti-plast-bevægelsen rammer Føtex

Jeg har haft diskussioner med kloge mennesker, der mener, at de miljømæssige forandringer vi trænger så meget til, går igennem politikken. Selv mener jeg, at politikken er det sidste sted, hvor forandringerne sker. Med alle meningsmålerne og behovet for at placere sig det rigtige sted i forhold til vælgernes holdninger kan politikken nu om stunder ikke andet end halse efter virkeligheden.

Så længe vores økonomiske system er kapitalisme, bliver det heller ikke anderledes. Derfor er det også en velkommen nyhed, at anti-plast-bevægelsen har ramt Føtex, som fra 1. januar 2019 ikke længere vil sælge engangsbestik m.v. i plast (se her).

Det er kun et lille skridt i de store sammenhænge – men lidt har også ret.

For nogle organismer er plast en lækkerbisken

I 2016 opdagede japanske forskere en bakterie, der “spiser” polyethylen terephthalat. Nu har britiske og amerikanske forskere udviklet et enzym, der fremskynder opløsningen (se mere her på engelsk – den langhårede version finder du her).

Det kunne jo være en løsning, tænkte jeg begejstret – og kom så til at tænke på, at vi som art sjældent finder på noget, der ikke i sidste ende viser sig at have nogle alvorlige følger for os eller dem, vi deler kloden med.

Det virkelig positive er imidlertid, at der er mange, der arbejder på at finde løsninger på dette problem, og at det ser ud til, at der er flere muligheder så vi ikke i sidste ende skal drukne i upcyclede dametasker.

Det er ikke kun dig, der er træt af plastforureningen

Vi er jo ikke de eneste, der er trætte af, at der flyder plast over det hele.

I Brasilien fx er der nogen, der gør noget ved det, skriver Sandra Laville i The Guardian (se her).

Plastforureningen af havene forventes at tredoble inden for de næste 10 år

I forbindelse med afsløringerne om Cambridge Analyticas påstande om, hvordan de har påvirket vælgere i diverse lande, er det måske anbragt at overveje, hvor meget man egentlig skal skræmme folk for at få dem til at ændre adfærd.

Udløst blev tanken af en artikel i The Independent om plastforurening, der tager udgangspunktet i en rapport, offentliggjort af det britiske videnskabsministerium, med titlen “The Future of the Sea“.

Det står skidt til med havene – men det vidste du allerede. Inden for mit begrænsede interesseområde vil jeg gerne gøre opmærksom på det, der står på side 11:

Plastic in the ocean is projected to treble between 2015 and 2025. Plastic does not decompose, instead breaking down into ever smaller pieces. The full effects are not understood, but there is growing evidence of plastic harming sea creatures and restricting their movement, as well as polluting beaches.

(Det anslås at andelen af plast i havene tredobles mellem 2015 og 2025. Plast nedbrydes ikke, men deles i stedet for i stadig mindre stykker. Det står ikke helt klart, hvad effekten er, men der er stigende evidens for, at plast både skader havdyr, begrænser deres bevægelse og forurener strandene.)

En tredobling, kære læser. Der er mange forhold i livet, hvor mennesker kan afvise deres ansvar. Det gælder imidlertid ikke for plast. Vi har opfundet det, vi producerer det, vi smider det ud.

Plastforureningen er vores ansvar.

WHO er begyndt at interessere sig for plastindholdet i flaskevand, nu, hvor der er blevet konstateret mikroplast i drikkevandet (se her). Men da man ikke kan se det med det blotte øje, er det vanskeligt at forholde sig til problematikken. Det forstår jeg.

Havforureningen med plast er imidlertid noget, vi meget vel kan se. Så må vi starte der.

Mikroplast – man ser det ikke komme

Det er noget af en lettelse, at jeg ikke længere fokuserer udelukkende på min egen navle, når det drejer sig om plast, men det fører også nogle mareridtsagtige læseoplevelser med sig, som jeg godt kunne være foruden.

Men da vi alle er medskyldige i den situation, vi er i, er der vist ikke andet for end at møde det uhyre, vi selv har skabt, med oprejst pande.

Forholdene er meget værre end hidtil antaget, kan man læse i The Guardian. Vi ved, at dyrene i havet spiser mikroplast – og vi ved, at der er mikroplast i drikkevandet (ikke alle steder, men det kommer jo nok), men så vidt vides, mangler der undersøgelser om, hvad det betyder for os som art.

Det deprimerende er, at mennesker har en tendens til at ignorere forhold, deres sanser ikke kan registrere, og mikroplast har sneget sig ind i fødekæden som en tyv om natten.

LEGO’s misforståede bæredygtighed

 

Egentlig havde jeg troet, at jeg aldrig igen skulle skrive indlæg til denne blog, men man skal aldrig sige aldrig – så her er jeg igen med et vildt behov for at brokke mig:

For nogle dage siden var der mange medier, der meddelte, at LEGO vil fremstille bæredygtige brikker af sukkerrør (jf. her eller her eller her).

Jeg var helt klart skuffet over den udmelding, der viser, at LEGO (ikke for første gang) er bagud med henblik på udviklingen.

I en ideel verden, hvor ejerne, der så sandelig ikke lider nød, kunne give sig selv lov til at synes, at de har penge nok, ville LEGO tage affære og lave LEGO-klodser af genbrugsplast. Der er masser af steder i verden, hvor man kan købe den slags billigt og i den grad upcycle materialet.

At bruge dyrbar landbrugsjord og masser af ferskvand på fremstilling af legetøj, når der er mere miljørigtige alternativer, er både tonedøvt og kortsigtet.

P.S. – 7. marts 2018:

Ifølge nyhederne har LEGO det ikke så godt, fordi de ikke fik solgt flere klodser i fjor end i 2016. Det er selvfølgelig et “problem”, der er uadskilleligt forbundet med væksttanken. – Genbrug af noget af det plast, der allerede findes i verden, ville hjælpe dem med at slå bro til næste generation af kunder.

Planlægning – altanhavens moder

Jeg voksede op i et hus med have. Det har i høj grad præget mit forhold til havebrug, kan jeg mærke, for et bestemt stykke jord gav altid kun en afgrøde per år.

Det er for så vidt heller ikke underligt, hvis man hverken vil udpine jorden eller bruge kunstgødning og ikke har adgang til store mængder naturgødning. Desuden kan man fordele den belastning, havebrugen repræsenterer, på et større område, hvorved der er mulighed for at få en mere mangfoldig høst.

Denne tankegang havde jeg overført på min altan og derved malet mig op i en krog, og skylden lå først og fremmest ved min kompostspand. Eller rettere sagt dens lammende indflydelse på min tankevirksomhed.

Sagen er nemlig den: Det tager mig fire til fem uger at fylde en kompostspand. Når den er fyldt, skal den stå og fermentere i to uger, før dens indhold skal graves ned. Det betyder, at jeg hver måned skal kunne fylde en plantekasse eller lignende med kompost, der skal dækkes med et rigeligt lag jord.

Det kan gå an før såningen og efter høsten – men hvad gør jeg undervejs eller om vinteren? Der er kun begrænset plads på min altan, og tanken om det jordskred af fermenterede grøntsager, der ville vælte hen over mig, gav faktisk anledning til en hel del uro.

Men så slog tanken mig: Det er jo ikke nogen lov, at man kun må dyrke sin jord én gang om året. Der er faktisk steder, hvor man uden problemer kan få høstet tre gange – fx på Sicilien. Så når afgrøden i en krukke er høstet, kan jeg bare gå i gang med at så eller plante noget nyt.

Ikke så snart havde jeg tænkt det, at jeg blev gjort opmærksom på, at der findes grøntsager, man kan høst vinteren igennem. Efter forrige vinters oplevelse med en vinter fuld af rodfrugter og kål er jeg faktisk meget opsat på at kunne variere maden med mere end spirer (selv om man heller ikke skal kimse ad dem, vil jeg gerne hilse og sige).

Så nu er det kun et spørgsmål om planlægning. Jeg har en plantekasse med rødbeder, der er meget lækre, når de ikke er større end et vagtelæg, så de skal høstes snart og give plads til salat og senere noget rapini, vårsalat og portulac.

Med en spand kompost om måneden skulle det lige kunne lade sig gøre.

P.S.: Jeg har indtil videre høstet 4 zucchinier – det er ikke ret mange, men regnestykket er p.t., at de små runde, jeg dyrker, koster 15 kr. stykket, hvis de ikke er økologiske. Mine er – men alt andet lige kan jeg vist antage, at jeg har dyrket zucchinier til en værdi af 100 kr. Frøene kostede vist 48, så det er ved at være en overskudsforretning. Men jeg er langt fra selvforsynende.